Danmarks Breve

BREV TIL: Konrad Daniel von Blücher-Altona FRA: Carsten Tank Anker (1814-11-05?/1814-12-31?)

60.

Af et politisk Brev fra C. A. til Overpræsidenten i Altona, Kammerherre Blücher, gjengives her, hvad der vedrører Norge.

Desværre! Jeg har faaet fuld Besked, idetmindste om det væsentligste af, hvad der er passeret i Norge. Christian Frederik, denne fortræffelige Mand, har havt Stympere og lumpne Mennesker om sig. Vel muligt, at han ogsaa selv er bleven raadvild, da han opdagede Troløshed hos nogle, Modløshed hos andre. Jeg ønsker aldrig at dømme efter Udfaldet, men jeg føler dog ganske bestemt, at jeg vilde have tilraadet ham baade Strenghed mod de første og Døvhed i Hensyn til de sidstes Raad.

s. 552 Naar Sværdet er draget, maa Hjertet lukkes.

Desuagtet er det vel muligt, at Overmagten var for stor, og at Modstanden vilde tilsidst have været forgjæves, saa man til Slutning dog maatte have givet sig. Altsaa bør vi som gode Kristne tro, at en stor Ulykke har været forekommet ved Vaabenstilstanden.

Der er adskilligt i Konventionerne, som jeg er misfornøiet med: Man har givet de Svenske Tilladelse til at holde 4 Divisioner i Norge, de Norske derimod kun 4 Regimenter! Der er jo ingen Grænse for Styrken af en Division. — Dernæst har man knn bestemt 8 Dages Varsel i Tilfælde af fornyet Fiendtlighed. For at samle de norske Tropper, behøvede vi idetmindste 3 Uger, og ved 3 Dages Marsch kunde de Svenske være i Christiania.

Endelig er jeg ogsaa bestemt af den Mening, at Christian Frederik aldrig i Evighed burde have underskrevet de hemmelige Konventioner, men det er Synd at gjøre videre Bemerkninger derover. Vi to kjender hans fortræffelige Hjerte, og vi ved med fuld Vished, at han slet ingen anden Hensigt har havt end at forekomme Norges Ødelæggelse, og at han i den ædle Hensigt har opofret alt, hvad der kunde kildre hans Egenkjærlighed. Den Tid vil komme maaske snart, at man vil bitterligen savne ham. Han gik ombord den 11. 1 f. M., og fra Skibet skrev han mig et langt og fortroligt Brev til. Gud velsigne denne fortræffelige Mand! Men hvad tror man kan blive hans Skjæbne?

Den vigtige Omstændighed, hvorom min gode Ven havde underrettet Grev Hardenberg-Reventlow ligger mig bestandig i Tanker. Skulde dette farlige Anslag faa Fremgang, hvad Udsigt har Christian Frederik da? Saa er jo baade han og hans Søn og hele Afkom udelukket for alt. Meld mig endelig, hvad De erfarer om denne Sag. At man tilsidst narrer den retskafne Kong Frederik VI., det tror jeg, og har jeg stedse troet.

Hvad kan man vel give ham til Erstatning for Norge? Her har man betroet mig, at det Lauenburgske vil blive ham afstaaet, s. 553 men fra hvem vil man tage det øvrige? og hvad skulde dennevel have? Det System, som Europas første Magter har antaget og er i Færd med at udføre, er jo præcis det samme, som Napoleon havde antaget, for hvilket nogle hundrede tusinde Mennesker maatte bløde, og for hvilket han blev styrtet! Har Preussen og Østerrige større Ret til Sachsen og Italien, end han. havde til Holland? Har Rusland større Ret til Polen, end han havde til Italien? Naar man sammenholder disse Handlinger med alskens Proklamationer, Deklarationer og Deklamationer i Parlamenterne, saa maa man smile med Foragt til vor Tidsalder, der har den Frækhed at kalde sig bedre end de forrige.

At Danmark nogentid skulde faa Hansestæderne, derom tvivler jeg ganske. Hverken England eller Holland vilde finde deres Interesse deri, og Hamborgerne selv vilde gjerne anvende flere hundrede tusinde Mark Banko til Bestikkelse for at undgaa dette og ethvert andet monarkisk Herredømme, under hvilket alle Handelslove er udsatte for Ustadighed, som dræber al Handel. Disse Stæder blev kun ligesaa mange Svampe og Bier, der skulde presses, hvergang Trang paakaldte.

Tak, min redelige Ven, fordi De nævner mig som brugbar ved dette uventede Tilfælde. Jeg skulde nok finde mig i [at] leve med Hamborgerne.

Jeg kan ikke forestille mig andet, end at Kongen jo kommer tilbage over Altona. I dette rimelige Tilfælde vilde jegbetro min gode Ven en Ide. Nemlig at Kongen snarere skulde sælge Grevskabet Laurvig til formuende Mænd her [i England]. De Norske maatte være meget enfoldige, om de ikke krævedeet Beskyttelsesdokument mod ethvert svensk Anfald og Fornærmelse og i saadant Tilfælde at erholde Kjøbesummen tilbagebetalt og deres Panteobligationer ekstraderede.

De engelske Kjøbere derimod agtede blot at henvende sig til det engelske Ministerio, som ved nogle Linier vilde i kort Tid rette og gjøre Ende paa enhver svensk Chikane.

Jeg overlader til min gode Ven at tale ligefrem derom med H. M. Kongen.

NB. Vi vil aldrig underskrive vore Breve.