Danmarks Breve

BREV TIL: Christian Frederik FRA: Carsten Tank Anker (1811-12-31)

32.

Eidsvold Jernverkd. 31. Decbr. 1811. [i Chifre.]

Alquier kan have Ret, men kun tildels. Om det havde været eller blevet farligt for Danmark, at C. A.1 var forbleven paa sin Plads, hvilket jeg nu desværre har faaet grundige Aarsager til at indse, saa fulgte ikke deraf, at Napoleon skulde ved Intriger spinde Sverige ud af Hænderne paa det danske Kongehus.

Ponte-Corvo maa enten handle efter de Svenskes Grundsætninger som bestandig hostile mod. Norge eller efter Napoleons, der er djævelske. C. A.1 turde i sin Tid maaske have handlet af personlig res sentiment [Hevn]. Dette er passagert, l'autre est permanent. [Dette er forbigaaende, det andet er fast.]

Alquiers trøstende Udtalelser bestyrker mig i den Mistanke, mange Omstændigheder har opvakt hos mig: at Misforstaaelserne mellem Napoleon og Sverige er kun en Maske for at narre os. — Mængden her forguder endnu C. A. 1 ; men nogle— de er faa som ved Besked — tilstaar, at da man 2 viste ham Mistillid, merkedes Forandring i hans Sindelag.

Naar jeg fortæller D. K. H., at han plagede Darre for at faa ham til at drage med sig til Sverige, og at denne takkede Gud, at han lod ham dø i et beleiligt Øieblik; thi kun ved Døden kom han ud af den Forlegenhed; naar jeg fortæller, at den v. Holst, som fulgte C. A. [Christian. August] til Sverige, beskrives mig af en meget stor Menneskekjender for en gjennem falsk Karakter, som siger et og mener et andet, — hvad skal man da tro om C. A. og om en polisk og ambitieux [ærgjerrig] ung Mand, der besad C. A.s hele Intimitet [Fortrolighed], var den eneste af alle danske Embedsmænd, der fulgte C. A. over Grænselinien, hvor al offentlig Demonstration saavelsom al politisk Forbindelse burde ophøre, og som ved denne Leilighed, da alle var i Stads, viste offentlig Foragt for sin Suveræn ved ikke at bære hans Ordenstegn.

s. 591 Man fortæller adskillige Omstsendigheder, som bekræfter kloge Folks Mening om Wedel-Jarlsberg. Endog Vargas (Bedemar) har penetreret ham og sagt, at W.-J. vil komme til at spille en Rolle i Norge, men Forsynet har oprykket disse Planer med Rod.

Prins Frederik af Hessen er elsket, men han nyder ingen Konsideration: Hvad synes D. K. H. om at frokostere i et lidet Hus ved Landeveien og drikke Venskab (nogen siger Dus) med Prest og nnge Officerer, derefter fortsætte Reisen til Christiania den lyse Dag i en Tilstand, der vanærede enhver velopdragen Mand? Han har ingen Værdighed og hans entours [Omgivelser] er Vellystninger, der ingen Talenter har til Modvegt, og som ikke begegner ham med den Ærbødighed, de skylder hans høie Fødsel og Charge.

I Forretninger er Prins Frederik af Hessen svag og savner Erfarne om sig. Da han merkede den almindelige og deciderede Misfornøielse over Forordningen om Brændevin etc. samt dens rene Uoverholdelighed, har Prins Frederik af Hessen nok lovet dens Tilbagekaldelse — et Løfte, jeg frygter for ikke kan holdes.

Grev R. tager sin Afsked.

Oprettelse af Bygdemagasiner burde blive Lov.

D. K. H. kjender min Mening om Brændevinsbrænding o. s. v.

Man tror, at Norge ei er vel forsynet, og at der vil blive stor Mangel til Foraaret. Wedel-Jarlsberg ler nok saa hemmeligt heraf. Grev P. omtales næsten med Latter.

Give Gud, D. K. H. kom hid op til Sommer!