Anker, Carsten Tank BREV TIL: Christian Frederik FRA: Anker, Carsten Tank (1812-04)

38.

[I Chifre, der sees dechifreret med Chr. Frederiks Haand.]

[Vistnok skrevet sidst i April 1812.]

Øieblikkets Yigtighed og Fare er soleklar. Men det, at Napoleon angriber Rusland, og at England deciderer sig for Rusland, [at] vi vedbliver det franske Parti, — saa er D. K. H.s Bemerkning uden Replik. Danmark kan ikke redde os. Napoleon heller ikke. England vil let hindre al Landgang i Sundet og paa skaanske Kyst. Englands hele Magt kan altsaa indbringes mod os. Slaaes skal og vil vi. Men naar England fordobler sin Paapasselighed, maa vi jo suite og overvindes. Norge er altsaa tabt for Danmark og overladt til sig selv.

Tre Alternativer forestaar os, blandt hvilke jeg tror, vi kunde have Valget, ifald vi er enige, tause og statskyndige:

Enten at forvandles til Provins af Sverige, l’idée seule me glace, me fait tressaillir de rage [alene Tanken herpaa isner mig og faar mig til at ryste af Raseri], eller at vi kaster os i Englands Arme, eller gjør os uafhængige af alle og vælger os en Konge.

s. 597Det første kan ske ved Sverd og Hunger, ved Dumhed og Forræderi. Sverige or tredobbelt saa sterk som Norge, vi savner Handel, har Fæstninger, maaske ikke, men derimod fattes ikke paa politiske Kandestøbere og en og anden indbildsk Diplomatiker, som bød sig til, og som snart blev taget ved Næsen af de sluge Svensker.

Der vil heller ikke fattes [os] paa svage og nedrige som i ethvert andet Land, saa meget farligere, som man her har kun liden Menneskekundskab, c’est à dire connaissance du cæur raffiné de l’homme et de ses masques infernaux [det vil sige Kjendskab til Menneskets rænkefulde Hjerte og djævelske Forstillelse].

Nationen vil ialfald ikke underkastes dette Alternativ, uden at Elendigheden har naaet sit Toppunkt. Er det engang skeet, ser Danmark aldrig Norge mere: thi man vil regjere os med et Staalscepter og betids betage os Leilighed til at revoltere [gjøre Opstand] med nogen Nytte.

Nu det andet Alternativ: Der er ingen Tvivl om, at jo Kjøbstadsmanden skulde synes godt om dette, hvorved dog en Skilsmisse fra Danmark ikke kunde forekommes. Vel muligt, at han kunde have Indflydelse nok paa Almuen til at faa den til at samtykke heri for at undgaa svensk Herredømme, især naar England baade vil forsvare os og understøtte os med Levnetsmidler.

I politisk Forstand kunde det engelske Herredømme paaføre Norge farlige Perioder. Som herskende [Magt] vil England altid udsættes for jevnlige Krige, og som overvundet blev maaske Norge Stridsæblet og omsider et Rov for den sterkeste. Maaske blev Norge ogsaa behandlet som Koloni.

Det tredie Alternativ blev en expedient [Udvei] i en fortvivlet Stilling, som nærmest vilde erholde Bifald hos alle Klasser og vilde vel ogsaa tjene til at pacificere [berolige] Sverige, hvis man her var klog nok til at indgaa en temporær Alliance [midlertidigt Forbund] med dem [Svenskerne]. Nye Stater maa betale Lærepenge.

Hvilket af disse Alternativer burde nu Kongen ønske? Det skulde ikke forundre mig, om man svarede mig: Kongen vil s. 598ingen af Delene. Han vil beholde Norge, indtil Ekkoet af vore Fjelde svarer Amen!

Erfaring, Historien og sand Visdom fører imidlertid et af de Sprog; jeg fremsætter og kun Muligheder, der i vore Tider ikke er urimelige. Tryghed har styrtet mange Stater.

Naar Ulykken, d. e. Politiken, vilde, at Norge maatte underkaste sig en af de berørte Alternativer, maatte Kongen da ikkeheist ønske, at Norge blev belt uafhængig?

Jo tilvisse.

I den Eorudsætning skulde Kongen lade D. K. H. betids. reise herop, tage den lille Prins med, blive kjendt af Nationen. Naar det afgjørende Øieblik kom, blev Valget let og tillige snart bestemt. Kan Nordmanden ikke beholde sin Konge, vælger han en ham nærmest. JPr. Fr. af S. bliver det aldrig. Et Parti kunde han faa, men ikke den hele Nation, maaske ikke engang Armeen.

Paa den Maade skaffede vor Konge sig i det frarevne Norge en trofast Allieret, som igjen kunde forene Danmark og Norge, naar disse vederstyggelige Tider hører op.

Men det forstaar sig, at kunde Kongen komme op i det Øieblik, da det mest gjaldt, saa kunde Konvulsionen for en Del forekommes. For Kongen at komme herop midt i Krigen og at være borte fra Danmark, der muligens ogsaa paa samme Tid befandt sig i en særlig Krisis, turde blive det..... 1. Tingen kunde tage den ulykkelige Vending, at D. K. Høihed enten maatte renoncere paa Norge eller paa Danmark, og netop i saa ulykkeligt Tilfælde var det, at Norge paa den anden Maade kunde konserveres i den kongelige Familie.

Næst Guds Forsyn havde yi Kongen at takke for, at han i Valget af D. K. H.s Person [har] forekommet Borgerkrig.

Her er mange modsigende Rygter. Era Vinger hørte jeg igaar, at der indenfor Grænsen ingen Tilberedninger markeres Min Eorvalter er reist og skal gjøre en lang Tur. Han vil skaffe sikker Efterretning. Imidlertid samles alle vore Krigsfolk s. 599dels til Grænsen, dels til Garnisonerne. Kongen maa dog vide noget med Vished.

Vil ikke Kongen sende en homme de confiance [en betroet Mand] herop, dersom det brister løst? Pr. Fr. af H. er jo ganske blottet for gode Raadgivere. Trøst mig dog ikke med denne Tidning! Grid jeg besad Kongens Hjerte, — for hans Fodder vilde jeg kaste mig og bede ham sende sin paalideligste Ven hid for at redde Norge for sig og sin Ven. Men D. K. Høihed kan og maa ei virke. Guds Villie ske!