Danmarks Breve

BREV TIL: Christian Frederik FRA: Carsten Tank Anker (1812-09-22)

42.

Eidsvoldd. 22. Septbr. 1812.

Jamais evènement plus à propos en soi, ni plus convenable! [Aldrig kunde en heldigere og mere passende Begivenhed ind træffe], [end at Chr. Fred, nu kan gifte sig igjen.]

s. 602 Jeg har været bange for, at D. K. H. maatte ytre sig med det modsatte af Forældrenes Ønske, dernæst at nogen fremmed Prinsesse under Napoleons Herredømme eller Indflydelse skulde bon gré, mal gré [hvad enten det behager eller ei] vorde valgt.

Des malheurs incalculables auraient pû en résulter [Uberegnelige Ulykker kunde dette have forvoldt], ikke alene for Landet ialmindelighed, men for D. K. H. især. Thi der er intet saa helligt, som Napoleon ei er istand til at opofre til sine Hensigter.

En ubehagelig Tanke falder mig ind: Mon ikke den nyforlovede 1 bliver en Kandidat til Statholderposten heroppe, naar den ældre Broder 2 enten bliver kjed og træt af sin subalterne Stilling eller en vis Person, 3 der uheldigvis har en meget upassende Indflydelse, kjeder sig hos os; eller den ældste ved Faderens 4 Død fik dennes Plads? Iallefald ser jeg da, at D. K. H. ikke kommer til Norge næste Aar heller.

Skulde det virkelig være saa, at vi med Grund havde noget at frygte i Sjælland? Intet kunde være mere stridende mod russisk og engelsk Interesse. Sker det, da er det en Følge af en meget dybttænkt Plan af Napoleon og stemmer med, hvad jeg stedse har befrygtet. Napoleon giver ingen Krone bort til en fransk Prins, som han ei kan stole paa. Der er ingen Falskhed saa hnspunden og paa saa lang Sigt, som Napoleon jo er istand til at udtænke og udføre. Kan Sverige engang blive Mestere af Sundet, trodser det baade Rusland og England, og da er Napoleon Herre af Europa. Norge kan ei holde et halvt Aar.

Kan Frankrige og England, der er saa bitre Fiender, komme overens om at sælge hinanden Nødvendigheder, saa kan vel ogsaa Kongen se gjennem Fingrene med vor Udskibning til England af Planker og tillade, at vi faar Mad. Sker dette ikke, da er det ude med Norge.

s. 603 Kongen har handlet généreux [gavmildt] mod Universitetet. Vi paakalder harn, som Børn bønfalder deres Fader om Mad. Vi er ham tro og forbliver det, men kan hverken gjøre det ene eller det andet, naar der er Hunger. Den virker tiltrods for alle Love.

I Trondhjems Stift er det altfor jammerligt. Næsten alt Korn er bortrykket i hele Østerdalen og Solør. Paa Toten og Hedemarken har Kornet lidt meget; ogsaa heromkring. En Tønde Byg gjælder 100 Rdr. mellem Bonde og Bonde. Havre er ikke at faa. Af Hø har man i det hele faaet en Trediedel mindre end ifjor.

Skulde vi i denne Forfatning faa Ordre at angribe Sverige, saa blister det med Konvulsioner.

Sig mig, Prins, staar De i Spidsen mod Fienden, ifald han kommer? At se Gud krone Dem med Seir og bevare denne for os!

Hvordan staar vi med Rusland ? Er der da ingen Sandsynfighed i, at vi forandrer vort politiske System? Uden dette er der jo ingen Redning for vort arme Fædreland.

Med saa megen nerf [Kraft], virkelig stort — dog at være en Boldt — hvor bittert! Napoleon kan ikke gjøre os værre, end hvad disse Fiender kan.

Skal Norge synke og hungres for at redde maaske Holsten? — en provins, qui quitte le premier moment pour se donner à quelque aûtre ! [som forlader os ved første Anledning og forener sig med en anden].

Lad os se til, om det ikke gjælder Holsten for Rusland og Fyen for England! Sverige kan da fra Nyborg suite Sjælland til Fred uden at ofre en Mand, og saa skjøtte sin Søfart.

Om Landgangen sker fra Aabenraa, Sønderborg eller Flensborg, saa finder de Mad, men ikke Modstand, da har man Magasiner i Ryggen, en svag Arme i Fronten! Skulde de derfor have gode Forbindelser i det Hannoveranske, saa er Evald og Wegener med et coup de main [Overrumpling] indesluttede, tandis qu'on regorge d’armes et de troupes en Sélande, dont les ports sont bloqués [medens man samler Vaaben og Tropper i Sjælland, 38 s. 604 hvis Havne er blokeret]. Alt dette vilde man saa blot kalde en — Gjennemmarsch!

Selv i England har man nærmet sig for at sikre Norge mod den uovervindelige Fiende — Hungeren. Nu gjælder det at være forsigtig og vis i at forudse Fremtids Begivenheder og vælge det rette.

Napoleons Verdensherskerskab er tilende, maaske hans Overmagt stunder til samme Maal. Det Øieblik kan komme, da Europas undertrykte Slegter igjen kan hæve sig. Den, der har forberedt sig derpaa, vil da værdigen kunne hævde sin Selvstændighed.

Hvis Napoleon falder, vil Tvedragt og Uorden først vaagne, enhver vil have igjen, hvad han har tabt; — lykkelig den, der intet uretmæssigt har vundet, han kan med Hæder forsvare sit eget.

Saaledes kan Danmarks Stilling blive. Men der forestaar vist en endnu større Trængselstid, thi hvor er der Udsigt til Fred og Ro?

Endnu er Napoleon ei heller saa svækket, at man kan foreskrive ham Love. Denne Kampagne er dog efter min Mening aldeles mislykket. Statsmanden vilde vinde Fred og lydes i Moskau, men oversaa den høie Krigs Fordringer og sin ArmesSikkerhed; han forregnede sig, thi han kjæmpede ikke mere mod et svagt Kabinet, men mod en energisk og barbarisk Nation. Maalet for hans Bestræbelser gik op i Flammer, og hans Tab blev stort som en Følge af de Feil, han som Kriger havde gjort sig skyldig i.

Min Søn har gjort et meget slemt Fald med Hesten. Han og en anden Officer flankerede paa Eksercerpladsen for Prinsen [Fr. af H.]; de mødtes med saadan choque [skal væere: choc, Sammenstød, Fart], at de begge fo’r fra hinanden som Billardkngler. Hestene og Rytterne kastedes om. Hestene var mine. Den danske lod sig godt tumle, men Totningen gik i lige Linie, som paa en ... . 1 s. 605 og lystrede ingen anden Ordre end den: at gaa paa. Der er noget nationalt i dette!