Danmarks Breve

BREV TIL: Christian Frederik FRA: Carsten Tank Anker (1813-04-30)

50.

Eidsvold Jernverkd. 30. April 1813.

Ordret

Deres Kongelige Høihed.

Min naadige og elskede Prins.

Stiftamtmand Thygeson har været længe underveis, og det vigtige Brev, hvormed D. K. H. har benaadet mig, udentvivl ankom først i Maaneden, men kom ei i mine taknemmelige Hænder førend i forrige Uge. Hans Hensigt var at reise straks herop, men det blev ham naturligvis en Umulighed formedelst det meget, som ventede paa ham. Kort efter hans Ankomst, havde Verkets Forvalter Ærinde for mig i Byen, og da overleverede Thygeson ham med en alvorlig Anbefaling et Brev, skrevet med fordreiet Haand.

Hvilke betydelige Forandringer i vor politiske System har ikke disse Begivenheder fremtvunget!

[Resten i Chifre]:

Jeg kan have den Ære at forsikre D. K. Høihed, at Norges Tilstand var fortvivlende og vilde være det endnu, ifald der ikke var Udsigt til Fred. Hvad mig angaar og Personer, der er s. 612 mer oplyste end den almindelige Hob, da bør der ingen Tvivl være om Norge, thi Bernstorff maa være reist mere for at slutte Fred end for at underhandle. Vil England garantere Kongen hans Stater og Kolonierne samt erstatte Flaaden etc., dog noget for Bombardementet og for alt, hvad der er taget, før Krigen blev deklareret, saa maa vi takke Gud paa vore Knæ, som har forvandlet den haarde Prøve til Naade.

At Napoleons Tid er kommen, forekommer mig indlysende af saa mange Omstændigheder; hans vekslende Rolle er vel tilende. Ufatteligt for alt menneskeligt Begreb fo’r han frem; muligens vil hans Fienders Fremgang nu fornndre os i lige Grad. Hans nventede Seire maa bestyrke Magternes Forening og derved styrke ham og hans ugudelige Vælde. Danmark bør intet frygte, da det intet har at bebreide sig. Troskab i Alliance har næsten intet Eksempel, kun at ikke England prøver un coup de main [et Overfald] paa Norge; skjønt Stemningen duer ikke, tror jeg dog nok, at man vilde forsvare sig, naar Anførselen blev god; men Evnerne er saa usle og den almindelige Døsighed hos Øvrigheden saa stor, dens Egennyttighed saa bekjendt for Almuen, at denne foragter den og adlyder den ikke. Vilde noget af Vigtighed komme paa, da beklager jeg Prins Frederik af Hessen af mit Hjerte, thi han er meget for frygtsom og har meget svage Mænd om sig.

Jeg gratulerer Norge med Thygesons Opsendelse; han har nerf [Iver] og Resolution [Beslutsomhed]. Rosenkrantz og Knuth var yderlig svage og uden Resolution. Thygeson skal finde i i mig en redelig Ven og Raadgiver; men det er saare tungt, ja ydmygende ei at have Rettighed til at virke med autorité, naar man føler Hjerte og Styrke dertil. Ingen Djævel skal faa mig til at blive min Konge utro. Give Gud, at ingen Prøvetid maatte indtræffe; men sker det, da skal Kongen erfare, at han har miskjendt mig. Hvad Dem angaar, ædle og magesløse Prins, da føler mit Hjerte ingen Grænser for dets brændende Hengivenhed for Dem. Naar D. K. H. siger, at De fortror Dem til mig, da gjor De mig stolt af en dobbelt Aarsag. Dem er det, som taler til mig, og mit Inderste siger, at jeg fortjener det. D. K. H. kjender mine hemmeligste Tanker Dem angaaende.

s. 613 Kan Kongen ikke beholde Norge? At han ikke vil miste det, derom er enhver overbevist. Fravinder man ham Norge, det er: tvinger man ham med Vaaben paa en anden Kant til at renoncere derpaa, da kom for Guds Skyld herop og red os fra Svensken, kom op med Deres Fædrenearv, da kan Norge blive uafhængig, indtil Stormen er over, og Norge igjen kan forenes med Danmark.

Kongen maatte selv fatte saadan Beslutning itide og samtykke i D. K. H.s Opreise.

Dersom England skynder sig, er Norge reddet; nøler England, og Sverige skynder sig, da kommer Norge i en farlig Knibe. Nøden tiltager, og Virkningen af Pengeforordningen bliver hver Dag uheldigvis mere følelig. Aldrig kunde Skatternes Forøgelse have kommet i et upasseligere Øieblik. Overalt forstaar man sandelig ikke at behandle den norske Nation. Naar D. K. H. blot vil læse indlagte Grjenpart af et Cirkulære, som nyligen er sendt omkring her i Bygden (formodentlig overalt), vil D. K. H. finde, at man ikke handler med Overlæg og Værdighed.

Bør Statholderne tale til Folket gjennem den ringeste Øvrighedsbetjent i en saa vigtig og delikat Begivenhed?

Bladet er bleven omsendt som en Budstikke fra Mand til Mand og er bleven leveret mig af en af mine Husmænd, tilsudlet af Tobak og Smør. Ved Efterspørgsel erfarer jeg, at næsten ingen kjendte noget til Indholdet. Saadant skulde været oplæst for den samlede Almue ved Amtmanden og derhos forklaret samt Almuen opmuntret til at afsky saa nedrige Naboer. Ulykken er, at Almuen hverken agter eller frygter dens Øvrighed, da de fleste af denne er egennyttige og forsømmelige.

Overalt burde intet skriftligt være passeret om denne delikate Gjenstand, thi jeg er vis paa, at dette Cirknlære næste Dag er inde over Grænserne og er en Anledning til querelle [Tvist]. Kan vi ogsaa bevise Beskyldningen? Jeg synes heller ikke, at en Avis er det rette Sted og Middel, man bør benytte, naar man vil tale til sit Folk og opmuntre det til Troskab. Officielt maa det vel være; thi Manthey maa ikke tale til et helt Bige i den Tone. Klogskab bød at tie endnu med denne Tanke.

s. 614 Faar vi Fred med England, saa har det ingen Nød med Sverige, da skal vi ruste hver Mand og for Fronten udtale, ikke alene hvad det Cirkulære indeholder, men meget mere og kraftigere. Desuden kjender og læser Almuen ikke Statstidenden. P. A. er yderst uforsigtig i Samtale og siger rent ud, at vi ikke har andet at gjøre end at nnderkaste os. Hvad han siger er kun lidet og er en Følge af ondt Humør over Foreningen, som vistnok ruinerer ham i Bund og Grand; men man behøver ikke at gaa langt for at finde den, som instigerer [egger] ham. Grev W. er og bliver en rænkefuld Person, har nu antaget et forbeholdent Væsen, men glemmer imellem denne Beslutning; da kommer Forbitrelsen frem, og da hører man Udtalelser om dum Bestyrelse, Dispensation etc. At han agter at spille en Rolle, naar det kom til Krig med Sverige, derom tvivler jeg ikke.

Min stille Broders sande Aarsag for den tagne Beslutning at flytte op til mig er ikke alene Økonomi, men for ei [at] være deltagende Vidne til det fatale Snak.

Kongen har ret en tro Mand i denne udmerkede Greve!

Thygeson har ladet mig sige, at han snart kom op til mig. Hvad der er fornødent for ham at vide, skal jeg sige ham; her er flere mistænkelige og tvetydige Personer.

Vi kan vel snart vente Kommunikationen afskaaren. Temle [Pr. af Hessen] bliver da først ret at beklage.

En Regjeringskommission — da gjælder det at vælge! Jeg sender D. K. H. Gjenpart af et Brev fra Biskop Nordahl Brun til P[eder] A[nker]; hvilken Ære for mig at staa saa høit anskreven!

P. A. har havt den Svaghed at foreslaa Haxthausen, som har narret ham dertil. I Throndhjem har man faaet et Vink at vælge Baron Adler.