Danmarks Breve

B. Carsten Ankers Sendelse til Stock...

s. 700 B. Carsten Ankers Sendelse

til Stockholm 1772 for at udvirke norsk Flødningsfrihed paa Claraelven synes at fortjene et eget lidet Afsnit, baade fordi at Opholdet i Stockholm havde lndflydelse paa hans Forretningsdygtighed og Menneskekundskab, og fordi det er interessant at læse om den Mistanke til hans politiske Anskuelse, han dengang blev udsat for hos den danske Legation i Stockholm. Man kan nok forstaa, at C. A. maatte komme i en vanskelig Stilling derinde. Han var jo i en paavirkelig Alder, var en vindende Personlighed og kunde som Udsending fra de største norske Handelshuse optræde med en vis Værdighed. Desuden behagede han straks den mangesidige Gustaf III., navnlig fordi han var Nordmand og altsaa skulde kjæles for og vindes.

Om der virkelig har fundet Samtaler af politisk Indhold Sted mellem den 26-aarige, ærgjerrige Monark og den endnu yngre norske Udsending, vides ikke nn med Sikkerhed. At den danske Envoyé i Stockholm havde sine Mistanker derom believer jo ikke at være noget Bevis.

Efter at have givet en kort Fremstilling af den Opgave, C. A. skulde forsøge at løse i Stockholm, tildels belyst ved en af ham selv senere forfattet Promemoria, skal vi komme tilbage til den danske Envoyes velskrevne Depecher om den af ham ligeoverfor C. A. nærede Mistanke samt til Udenrigsministerens Afgjørelse af dette Spørgsmaal.

Hvad angaar den Opgave, som Carsten Anker i 1772 skulde løse i Stockholm, skal her meddeles følgende Hovecltræk, der ved Hjælp af Kartet med Lethed vil forstaaes. Som man af s. 701 dette vil se, bøier Claraelven noget efter, at den fra Tryssil i Norge er kommen ind i Sverige, en Smule mod Vest, saa at den ved Gaarden Høljes kun har en Afstand fra Eigsgrænsen af knap 8 Kilometer.

Det var ikke vel seet, at man uden videre flødede norsk Tømmer paa den svenske Del af Elven, og det var omtrent umuligt at stoppe Tømmeret ved Rigsgrænsen, hvor der findes flere „Stryk" i Elven. Ligesaa umuligt var det at føre Tømmeret i ubanet Terræng over Fjeldet for at slippe det ned i Hal Sø, hvorfra det gjennem Flisen Elv kunde kunde komme nd i Glommen i Solør og paa denne Flod føres videre ned til Sagbrugene ved Fredriksstad By. Det vilde derfor være meget vundet, om Nordmændene kunde faa officiel Tilladelse til at lade det tryssilske Tømmer flyde over Rigsgrænsen nedover den svenske Del af Claraelven i en Strækning af omtrent 30 Kilometer til Gaarden Høljes, hvor Elven udvider sig, og hvor det er let at stoppe Tømmeret. Herfra kunde dette føres paa en nogenlunde bekvem og forholdsvis kort Vei til Indsøen Hal i Norge, hvorfra det som nævnt kunde flyde videre paa norske Vande.

Omegnen af Hal Sø i Elverum.

Det laa altsaa klarligen i de norske Trælasthandleres Interesseat faa den svenske Regjering til at indrømme clem Flødningsfrihed paa den svenske Del af Claraelven.

De største af Christiania Trælasthuse, nemlig Bernt Anchers, Collett-Holters, Leuchs og Vogts Enkes Huse blev derfor enige s. 702 om at sende en duelig Mand til Stockholm for under den dansknorske Regjerings Beskyttelse hos den svenske Regjering at udvirke norsk Flødningsfrihed for Tømmer paa svenske Vasdrag. Hertil blev 1771 den da 24 Aar gamle Carsten Ancher udseet. Han kom til Stockholm d. 19. Januar 1772 og blev særdeles vel modtaget af den dansknorske Gresandt, Baron Güldencrone, der havde faaet Ordre fra Udenrigsministeren at tage sig af ham og hjælpe ham med at løse sin Opgave.

Güldencrone presenterede ham ved Hoffet, hvor den elegante og sprogkyndige Nordmand, som for nævnt, blev modtaget med en iøinefaldende Forekommenhed. Men den Sag, Anker fremholdt, blev derimod af den svenske Regjering ikke vist ganske den samme Imødekommenhed, som man i Stockholms-Societeten viste ham personlig. Det gik noksaa trevent med Forhandlingerne.

Efterhaanden blev dog Sagen bragt saavidt, at den fremlagdes til Behandling paa den svenske Rigsdag 1772. Men dermed stoppede den ogsaa op. Thi nu indtraf den uventede Regjeringsforandring i Stockholm d. 19. August, hvorved Gustaf III. under Frihedens Maske indtog sin Plads som Landets virkelige Regent. Den svenske Regjering fik nu andet at tænke paa end det norske Flødningsprojekt.

For at faa friere Hænder henlagde Rigsdagen en hel Del Sager, deriblandt Flødningssagen, og den dansknorske Gresandt var glad over nu at kunne raade Ancher til at opgive den hele Affære og fortrække. Men dette stemte ikke med den unge Mands Lyst og seige Udholdenhed. Han udviste nu, for at bruge et svensk Udtryk, den samme „envishet", som han 42 Aar senere i Egenskab af Christian Frederiks Gresandt i 1814 lagde for Dagen i London for at udvirke Norges Selvstændighed. Han byggede derfor stadig nye Planer for at naa sit Maal, men maatte alligevel tilsidst nøie sig med det Svar, at den svenske Regjering lovede at stille sig velvillig til Sagen, hvis endelige Afgjørelse blev udsat.

Fra Begyndelsen af Aarhundredet gik Flødningen, undtagen i Krigsaarene, for sig paa den Maade, Nordmændene ønskede, uden at nogen særskilt Tilladelse dertil var erhvervet. Men 2 Aar efter Rigernes Forening blev en saadan Tilladelse fastsat s. 703 ved en kgl. Plakat af 1816. Efterat det Ankerske Fideikommis's Skoveiendomme i Tryssil for endel Aar siden gik over i Möllnbacka-Tryssil-Bolagets Eie, er al Overførelse af Tømrner fra Claraelven til Norge over Hal Sø ophørt, idet Tømmeret nu flødes ned over Claraelven til de Sagbrug, der findes langs med denne Elv.

„Man kan ikke beklage sig over Udfaldet af Ankers Hverv,“ siger Güldencrone i den her vedføiede Skrivelse af 22. Decbr. 1772. Selv ærgrede dog C. A. sig meget derover og veg nødig fra Stockholm, som han ikke gjensaa førend 49 Aar senere, da han, 75 Aar gammel, indfandt sig der 1822 som Kong Carl Johans Gjest.

Udgifterne ved de stedfundne Underhandlinger beløb sig ifølge Ankers Regning, der var attesteret af Baron Güldencrone, til omtrent 8500 Rdr. Denne Sum var udlagt af Kammerherre Bernt Anker i Christiania, men trods givet Løfte vægrede Regjeringen sig for at tilbagebetale den, hvorfor Bernt Anker 13 Aar senere fik den fordelt paa de 4 førnævnte Handelshuse, paa hvis Vegne Underhandlingerne havde fundet Sted.

I det danske Rigsarkiv findes i Pakke Nr. 26: Norske Breve. Imellem disse er der 11 Breve og 1 Promemoria fra Carsten Anker til Finantsministeren, Grev Ernst Schimmelmann. Det ældste af disse Breve er fra 1771, det sidste fra 1819.

At referere Indholdet af de nysnævnte 11 Breve kunde være fristende nok, men vilde fore for vidt. Her skal derfor kun meddeles, at C. A. d. 9. April 1808 underretter Grev Sell, om, at han under den forløbne Vinter i Norge har udskibet 24 000 Planker, hvilket har indbragt ham 24 000 Rdr. I Breve fra Kjøbenhavn af 14. Mai 1808 og fra Rolighed d. 28. Septbr. 1809 beklager C. A. sig over den skammelige Behandling, han og anclre maa lide i Pengesager, og fortæller, at han har beordret sin Intendant paa Eidsvold, Kapt. Antzée, at indflnde sig hos Finantsministeren for at give denne nogle Oplysninger. I et Brev fra Eidsvold af 14. Marts 1812 dvæler han ved det Asiatiske Kompanis Undergang. I et særdeles interessant Brev fra Eids- s. 704 vold af 20. Marts 1813 kritiserer han den oprørende kongelige Forordning af 5. Januar 1813 og paaviser, „hvorledes den immediate Følge af denne Forordning stiller sig" bare for hans Vedkommende: Da Forordningen udkom, var nemlig C. A.s Grjæld til „Kongens Kasse" 112 800 Rdr. D. C, men blev ifølge Forordningen omskrevet til........1 060 560 Bdr. D. C Hans Obligation i Laaneindretningen i Chri-

44

stiania, der lød paa 10 000 Rdr. D. C.

blev omskrevet til......... 56 250 —„ —

Hans Gjæld var altsaa fra 112 800 Rdr.

steget til............ . 1 116 810 Rdr. D. C.

De Renter, han maatte erlægge, var fra 4912 Rdr. steget til omtrent det femdobbelte eller til 24 089 Rdr. D. C. aarlig!

I en Skrivelse af 29. Novbr. 1813 melder han at skulle i Løbet af Vinteren tage til England dans un motif supérieur [i et særdeles vigtigt Ærinde], nemlig for at raade Bod paa Hungersnøden i Norge.

Den foran nævnte Pro Memoria, som C. A. bar tilstillet Grev Schimmelmann, er ikke dateret, men den maa vel være affattet ca. 1778. Den giver ret værdifulde Oplysninger om vor Tømmerdrift i det 18. Aarhundrede, navnlig hvad Tryssil og Elverum angaar. Den gjengives her saa fuldstændig som den i Virkeligheden foreligger; men da den har lidt endel ved Slitage, mangler her og der flere Ord, som i følgende Afskrift er angivet ved Prikker.

Pro Memoria.

I Elverums Sogn i Norge er en Skov, som paa den ene Side grænser til Dahls Sogn i Sverige og paa den anden Side til et Kjede af Fjeld i Norge, som er af den Beskaffenhed, at over dem ingen Transport kan ske.

Igjennem denne Skov løber en Plod, Tryssil-Elv kaldet, som i Begyndelsen af Wermeland flyder ind i Sverige, hvor den straks faar Navn af Clara-Elf og falder efter nogle og tyve Mils Løb ud ved Carlstad, som ligger ved Bredden af den navnkundige Sø Vennern.

s. 705 Alt det Tømmer, som kan blive hugget og udbringet af Tryssil Skove, kan som sagt ikke formedelst umaadelige Fjeld overbringes til de norske Vanddrag, hvorigjennem det skulde løbe eller flødes for at komme til Christiania Saugbrug for at der forvandles til Bord eller Brædder, hvilke igjen udskibes til England.

Derimod kan det tryssilske Tømmer meget magelig nedføres til den førnævnte Tryssil Elv.

Naar vi følger denne Plod lidet ind i Sverige, finder vi, at 3 Mile indenfor Grænselinien gives en meget bekvem Leilighed til at overføre Tømmer om Vinteren paa Slæde fra Floden til Grænselinien igjen, som udgjør en Vei af 3/4 Mil, og at just ved Grænsen befindes et Vand, Halaaen kaldet, som efter mange og.........ned i den bekjendte norske Flod, Stor-Elven kaldet, paa hvilken Flod den største Del af det.....Tommer flødes.

Saaledes merker vi, at om det tryssilske Tømmer skal komme til Norges Nytte, maa det ske ved at føres gjennem Wermeland i Sverige de ommeldte 33/4 Mil. Naar det tryssilske Tømmer havde løbet 3 Mil paa Floden Clara, maatte man paa Gaarden Høljus lægge en Bom eller Lænse for at stanse Tømmeret.

En Lænse kalder man nogle betydelige Stykker Trær, som er sammenføiede i Form af et Lænke eller Kjede. Dette Trælænke, om man saaledes maa kalde det, bliver paa begge Sider af Floden meget vel fæstet i begge dets Ender, medens Resten deraf flyder paa Floden. Alt det flydende Træ, som Flodens Strøm medfører, stanser ved denne Lænse.

Naar det tryssilske Tømmer var ved Heljus bleven stanset, maatte det føres iland og henlægges til Vinteren og siden paa Vinterføret overkjøres fra Clara-Elf til Halaaen, og saasnart Isen var borte, blev Tømmeret kastet i Halaa-Vandet for siden ubehindret at bringes til Christiania.

Hertil reduceres altsaa, hvad man i dette Tilfælde ønskede sig fra den svenske Regjerings Side:

1. At maatte fløde det tryssilske Tommer fra Tryssil Skov gjennem Claraelv til Gaarden Høljus.

s. 706 2. At maatte paa denne Gaards Grund lægge en Lænse.

3. At maatte sammesteds landkjøre og oplægge Tømmeret, indtil Vinteren kom.

4. At maatte om Vinteren overkjøre Tommeret fra Høljus til Halaa-Vandet, og ved Bredden heraf lade det ligge, til Vandet blev aabent.

Tryssil Skov er den betydeligste Skov, Norge paa et samlet Sted eier; den er 29 til 30 Mil i Omkreds, har i umindelig Tid været urørt; man finder der de allerdeiligste og allerbedste Mastetrær, som desuden eier denne Egenskab at være af den bedste Træsort, nemlig: Malm Furu, og efter den Beregning, mig er meddelt, kan derudi hugges og udføres aarlig 5 til 6000 Tylvter Sagtømmer.

En Sagstok kalder man et Stykke Træ, 6 Alen langt, og en Tylvt betyder 12 St. saadanne Trær. Af et Træ kan man gemenlig hugge 4 St. Sagblokke. Saaledes bliver denne Hugst imellem 16 til 18 000 naturlige Trær.

Undtagen nogle Gaarde, som skal tilhøre Ankers Hus og Holters, hører Tryssil Skov Bønder til, som er deres Eiendomme selv mægtige, og som hidindtil ernærer sig med et nbetydeligt Agerbrng, maaske og med at sælge noget Tømmer til Sverige, men som hvert Aar æder Barkebrød af Mangel paa Næring.

I Aaret 1741 blev denne Frilied at node det tryssilske Tømmer gjennem Clara Elf af en Fredrikshalds Kjøbmand søgt og mednegocieret af Envoyéen fra Danmark ved det svenske Hof, Greneralløitnant Grüner; men denne Kjøbmand, navnlig Mads Wærn, døde og Sagen......blev ligesaa hastig fuldendet og afslaaet som......

Dog blev saameget ndvirket, at Kongen og......., der den 27. Aug. 1741 approberede i denne Sag, og gav Ordre til Commercekollegium at indgive et P. M. til Questio quomodo [Spørgsmaalet: hvorledes].

Men for var ikke Mads Wærn død, førend Commercekollegiet paa Forestilling fra Carlstad og Aamaal udvirkede en ny Beslutning fra Raadet og Kongen, at saadan Flødningsfrihed aldrig herefter, til hvem det være maatte, skulde bevilges.

s. 707 Paa begge Sider af Clara Elf ligger tvende betydelige Skove i Sverige, kaldet Tiomils Skogen og Tolfmils Skogen. I disse har Stederne Carlstad og Aamaal deres bedste, ja næsten eneste Tømmerhandel, og disse Steder, som ligger ved Bredden af Seen Wennern, er Besiddere af de betydeligste Sagbrug.

Dels af egen Erfarenhed, dels ved Kundskab om Nationens egne, ja fornemste Feil, forudser saavel Collegierne som disse Handelssteder, at de førnævnte 2 Skove var underkastede en betydelig Afsætning af Tømmer til de Norske, om den omsøgte Flødningsfrihed blev indvilget.

De forudsaa, at den Opsyn, som vedkommende Betjent derved skulde have, blev af liden eller ingen Virkning, da disse efter Sedvane knn blev maadelig lønnet. Det er saaledes aldeles ikke forunderligt, om disse Steder, naar de kan spaa sig Mangel af Tømmer, søgte paa alle mulige Maader at hindre den omsøgte, der vel uden Tvivl var og blev Kilden til det befrygtede Misbrug.

Med et Ord: Frygt for en Contrabande Handel med Tømrner paa Norge var de private Drivfjær til at være denne Sag imod og dette Principium: ikke sælge raa Effekter, som kan forædles i Landet, ikke at forøge eller befordre den Handelsgren hos sin Nabo, som man selv førte, var Collegmms og Ubetaltes [?] Grand til at faa Ansøgningen afslaaet.

Og dette er den eneste Indvending, som man har at indgive fra den svenske Krones Side.

Derimod flndes følgende Grunde paa den anden Side, hvorpaa man bør geleide saadan Ansøgning:

1. At Kongen af Sverige og Raadet allerede under 27. Aug. 1741 har indvilget denne Flødningsfrihed.

2. Den svenske Forordning af 29. Juni 1729 siger tydelig, at de Norske skal bestandig have Erihed at nøde deres Tømrner gjennem de svenske Vande.

3. At under 9. Febr. 1742 er udgivet en kong1. Tilladelse til 12 Bøndergaarde ved Siden af Clara Elf, just hvor Flødningen skal ske, at sælge Tømrner til Norge.

s. 708 4. At den svenske Krone fik ved at tillade Flødningen en aarlig Afgift eller Told, som dog i det mindste beløb sig til 3 à 4 Daler Silfvermynt.

5. At baade Flødningsomkostningerne igjennem Clara Elf, ovenbemeldte Afgifter for at lægge Tømmeret paa Gaarden Høljus, Omkostningerne ved Overkjørselen paa Slæde om Vinteren, Landleie af Hus, hvori Tømrneret maatte ligge til Foraaret er alle saadanne Udgifter, som af de norske Kjøbmænd maatte udbetales til de Svenske og for den svenske Krone, [de] vil tilsammen udgjøre saadan national Gevinst, at den billigen af gode svenske Financiers bnrde komme i Betragtning, da den idethele vilde beløbe sig til 6 a 8000 Daler Silfvermynt hvert Aar.

6. At ved Fredrikshald har den svenske Krone bevilget de Norske et Privilegium just af samme Natur i Aaret 1757 for en Tid af 25 Aar, og at her løber det norske Tømmer 10 Mil gjennem de svenske Vande istedetfor ved Clara Elf kun 33/4 Mil.

Naar til disse Grunde blev føiet andre og de vigtige politiske Konsiderationer, saa maatte denne Sag i en bekvemmere Forstaaelse udentvivl blive gjørlig, da man desuden har Carlstads og Aamaals skriftlige Samtykke desangaaende.

Sikrere vilde det end blive, om fra vort Hofs Side udtænktes en Plan for at nødsage det svenske til at tilønske sig en eller anden Tjeneste, da jeg forestiller mig, at ved at kunne udbytte Villighed med Villighed, skulde Negociation snarest lykkes.

Formedelst adskillige Aarsager blev min Ansøgning om [Tilladelse] til at negociere denne Sag ei indgivet førend d. 24. Juni 1772, og d. 19. Aug. derpaa tildrog sig den svenske Statsforandring, hvorved Sagen havde samme Skjæbne som andre, der af Stænderne blev behandlede og .......

Efter Rvolutionen blev ny Promemoria gjort, som vel ikke skulde have været saa ganske frugtesløs, om Misforstaaelse ei havde paakommet, og hvis de mig tillagte Uleiligheder ikke havde nødsaget mig til at forlade al Negociation og til at reise fra Stockholm.

s. 709 Imidlertid er, saavidt jeg ved, endnu ingen Beslutning i denne Sag falden.

Videre kan oplyses ved ihændehavende Dokumenter.

Uddrag

af den dansknorske Envoye, Baron C F. Güldencrones Indberetninger fra Stockholm 1772 til Udenrigsministeren, Grev v. d. Osten, om Carsten Anchers Sendelse derhen for at udvirke norsk Flødningsfrihed paa Claraelven.

I det kongelig danske Udenrigsministeriums Arkiv findes blandt de mange interessante Sager, der vedrører Norge, endel Udtalelser af ovennævnte Diplomat om Nordmanden Carsten Ancher, som da opholdt sig 1 Aars Tid i Stockholm for at udvirke Flødningsfrihed for norske Handelshuse paa den korte Strækning af Claraelven, der er nærmest Rigsgrænsen. Af disse velskrevne Indberetninger skal her meddeles nogle korte Uddrag, dels fordi de udtrykker Envoyéens Mistanker om, at den unge 25-aarige Nordmand intrigerede sammen med Kong Gustaf III. angaaende Norges politiske Stilling, og dels fordi de viser, at det var den svenske Monark særlig om at gjøre at vinde Nordmænd for sine Planer. Man kan godt forklare sig Baron Güldencrones Mistanke; thi for det første blev C. A. af Gustaf III. vist en paafaldende Opmerksomhed ved lange Samtaler i Tide og Utide, dernæst havde Kongen hemmelige Sammenkomster med ham baade i og navnlig udenfor Stockholm, og endelig besad C. A. allerede som ung en stor Lethed for at udtrykke sig, var fin, beleven og snu, saa det var naturligt, at Gustaf III. med sin Livlighed og sociale Finhed maatte finde Behag i ham. C. A. havde desuden gjennem det førnævnte, henved seksaarige Studieophold i Udlandet erhvervet sig en hel Del Kundskaber, hans medfødte gode Forstand var bleven skjærpet, og man sagde allerede dengang om ham, „at han havde et særligt Anlæg for s. 710 at klare vanskelige og indviklede Sager". Naar det gjaldt at udfinde fuldførte Kjendsgjerningers hemmelige Aarsager, eller hvad Franskmanden kalder Le pourquoi du pourquoi, var han rigfig i sit Es. Han erhvervede sig ogsaa tidlig Selvbeherskelse nok til at kunne skjule, hvad der foregik i hans vulkanske Indre.

For Baron Güldencrone var det desuden et saare vel kjendt Faktum, at Grjenstanden for Gustaf III.s høieste Ønsker og nafladelige Funderinger var engang at kunne sætte Sveriges, Finlands og Norges Trillingkrone paa sit eget geniale Hoved. Kongens Intriger i denne Retning havde endnu aldrig undgaaet Güldencrones forskende og aarvaagne Øie.

Det var fast Takst, at enhver noget fremstaaende Nordmand, der kom indenfor Stockholms gjestfri Kredse, blev Gjenstand for Kong Gustafs forførende Opmerksomheder. Kongen lod ogsaa Vedkommende kurtisere af sine Omgivelser, — altsammen i det Haab før eller senere at kunne drage Nytte af ham i sin norske Rævepolitik. Det synes derfor som sagt ganske naturligt, at Güldencrone efterhaanden fik Mistillid til en Nordmand, der droges indenfor Gustaf III.s Tryllekreds.

Naar man læser, hvad den dansknorske Chargé d'affaires, Hr. Könemann, tolv Aar senere skriver i en Indberetning af 4. Mai 1784 om den da 40-aarige norske Oberst Grev C. J. v. Schmettows Ophold i Stockholm og om den iøinefaldende Opmerksomhed, Kong Gustaf viste denne Potentat og hans Familie, en Opmerksomhed, der endog gik saa vidt, at Hans Majestæt forbød „Societetens" Damer at smile over Grevinde v. Schmettows gammeldagse Hatte, saa kan man deraf se, at Hans Majestæts Vane at kruse for Nordmænd var temmelig indgroet.

Ligeoverfor Carsten Ancher viste det sig dog tilsidst, at Güldencrones Mistanke om, at C. A. konspirerede mod sin egen Regjering var ugrnndet. Maaske havde han Skinnet imod sig, men det kunde aldrig paavises, at han havde intrigeret sammen med Gustaf III.

Baron Güldencrone havde endog fundet sig beføiet til uden videre at aabne flere af de til C. A. indløbne norske Breve, der imidlertid intet mistænkeligt indeholdt.

s. 711 Ifald der mellem den svenske Konge og C. A. virkelig har fundet Samtaler Sted af politisk Indhold, maa det isaafald være skeet under Iagttagelse af den største Forsigtighed. Thi efterat den danske Udenrigsminister, Grev v. d. Osten, i Løbet af Aaret. 1772 havde læst alt, hvad Güldencrone indberettede om C. A.s stadig forlængede Ophold i Stockholm, udtaler han i en Skrivelse af 30. Decbr. s. A. den Mening, at „Ancher er meget uskyldig".

Uddragene er oversatte fra fransk.