Danmarks Breve

A. Biografiske Data. Carsten Tank An...

s. 677 A. Biografiske Data.

Carsten Tank Anker var født paa Fredrikshald d. 17. Novbr 1747, døbt i Immanuels Kirke 1 dersteds d. 1. Decbr. s. A. og døde under et Ophold paa Biri Glasverk d. 13. Marts 1824. Han var Sønnesønssøn af den Ankerske Families norske Stamfader, Erich Ancker, der fra Sverige, hvor han var født, over England og Lübeck ca. 1668 flyttede til Christiania og var Søn af Jernverkseier Erich Ancher til Moss Jernverk og hans Hustru, Anna Catharina Tank, der var kjendt for sin Skjønhed og Forstand. Grjennem sin Moder nedstammede han i 4. Led fra. Presten Colbjørn Thorstenson, der døde 1720, 92 Aar gammel, s. 678 og i 5. Led fra sidstnævntes Svigerfader, den fædrelandssindede og tapre Provst og Oberst Kiel Stub, der døde 1663; ligeledes i 5. Led fra Raadmand i Fredriksstad, Christopher Didrichsen Tack.

Sine første 12 Aar tilbragte C. A. i sine Forældres Hns, hvor han og Broderen Peter — senere Generalmajor og Guvernør i Trankebar — nod en særdeles omhyggelig Opdragelse.

Om sin Barndom skriver han i 1792 bl. a. følgende: „Saa vidt jeg kan selv erindre og efter det, andre har fortalt mig om mine første Børneaar, var jeg et svagt Barn. Ingen Rødme oplivede de tynde Kind; liden Lyst til Mad, desto større til Slikkerier •og Søvn, gav mig et sygeligt Udseende. Dette avlede KjæleriMedfart, ikke saa meget lios den ømme Moder, som hos Tjenestefolkene, især en ganimel Husholderske, Mamsell Elster. Med faa Ord, jeg trivedes ikke, var næsten stille, kunde intet, turde intet. Min Broder, 3 Aar ældre, var kjæk, frimodig, sund og sterk. Dette opvakte en nlykkelig Medlidenhed for mig paa bans Bekostning, der lettelig kunde have nedtrykket hans fromme, og styrket min egensindige, til Fordringer for meget opmuntrende Gemytsart. I, mine Børn, maa vel smile, naar I forestiller Eder et frygtsomt og fortrædeligt Barn, som i sit 6. og 7. Aar brugte Paryk! og hvorfor? Fordi den stakkels Carsten dengang havde •saa lidt Haar, at han kunde forkjøles, medens den Grobrian Petermand havde saa meget! Naar I engang kommer til Norge, mine elskede Drenge, da skal I erfare, at der er et Ord til, som heder Eftertænkning. Se, dette var min velfortjente Titel."

I Aaret 1759 tiltraadte Brødrene, ledsagede af deres Hovmester, senere Etatsraad Andreas Holt, en noget over 6-aarig Udenlandsreise, hvorunder de studerede i Norwich og Oxford, Paris og Tonlouse saint ved Bergakademiet i Freybnrg. De benyttede Tiden vel og kom tillige under Reisen i Berørelse med flere af den Tids fremragende Personligheder. Dette kan sees af deres Reisebog, der er opbevaret.

Under 20. Mai 1762 skriver Professor Adam Smith i Glasgow i den nævnte Bog følgende Linier:

„I shall allways be happy to hear of the wellfare and prosperity of three Gentlemen, in whose conversation I have had s. 679 so much pleasure as in that of the two Messieurs Ancher and of their worthy tutor, Mr. Holt.

Adam Smith,
Professor of Moral Philosophy in the University
of Glasgow.“

[Det vil altid glæde mig at høre om Held og Fremgang for de tre Herrer, af hvis Konversation jeg har havt saa megen Glæde, nemlig de to Herrer Ancher og deres værdige Hovmester, Hr. Holt.

Adam Smith,
Professor i Moralfilosofi ved Universitetet
i Glasgow.]

Professor Smith og Dr. John Moore „introducerede“ begge de unge Brødre, hvorpaa de d. 27. Mai 1762 blev udnævnt til Æresborgere af Glasgow. Patentet for den ældste af dem er opbevaret og aftrykt i „Folkebladet“ for 31. Juli 1898.

Blandt andre Navne i Bogen kan merkes: Joan Rutherford i Edinburg samt Gilbertus Parker og William Hayes i Oxford. Den sidste spaaede dem d. 10. April 1762, at de begge vilde blive: „A Blessing to their friends and a Honour for their Country.“ [En Velsignelse for deres Venner og en Ære for deres Fædreland.]

Der findes to smukt udførte og tiltalende Portræter i Olie, malet i Paris 1762, af de to dengang 18- og 15-aarige Brødre.

Endvidere har vi i Reisebogen: Hertugen af Bucceleungh og Abbed Colbert i Toulouse, John Strange i Paris etc.

Det Venskabsforhold, som under denne lange Reise udviklede sig mellem de to Brødre, svigtede aldrig. Naar de var fra hinanden, vedligeholdt de ligetil 1824, da den yngste af dem døde, en stadig Brevveksling, der for en Del er opbevaret, og som næsten udelukkende angaar de ofte vanskelige offentlige Interesser, hvormed de var beskjæftigede, og hvormed de trolig hjalp hinanden. Af den Mængcle Breve, Peter A. under sit ca. 20-aarige Ophold i Trankebar tilskrev Broderen, er Størsteparten affattet i Chifre. Ifølge den Tids Skik sagde eller skrev de s. 680 hverken Du eller De til hinanden, men benyttede andre Udtryk, som: „Mon frère“, „Min bedste Ven“ eller lignende.

I Decbr. 1765 kom Brødrene tilbage til sit Fædrenehjem paa Moss, hvor Faderen, der i 1761 var bleven Enkemand, boede i den saakaldte „Konventionsgaard“ lige ved Fossen i Byens Nordende. Som bekjendt fik Gaarden senere dette Navn paa Grund af den Konvention eller Overenskomst, som dersteds sluttedes med Sverige d. 14. Aug. 1814.

Carsten Anker fik nu i sit 19. Aar Del i Bestyrelsen af Moss Jernverk.

Hans Sendelse til Stockholm 1772 vil blive særskilt behandlet under Afsnit B.

Den 10. Juni 1774 blev han ansat som Sekretær i Kommercekollegiet i Kjøbenhavn, hvor han udmerkede sig ved stor Dygtighed og uslidelig Arbeidskraft, rykkede op til 3. Komitteret og Kommerceraad 1776, til 2. Komitteret 1777 og til 1. Komitteret og Justitsraad 1778. Han blev Etatsraad d. 12. Mai 1779. Den 28. April 1781 gik han over til Bergverkskollegiet som 3. Deputeret, avancerede 1784 til 2. Deputeret. Blev Konferentsraad d. 1. April s. A., i sit 37. Aar. I Løbet af 10 Aar havde han altsaa hævet sig hurtig opover Embedsstigen og var tidlig kommen i høie og ansvarsfulde Stillinger. Der var al Grund til at tro, at der fremdeles vilde forestaa ham ærefulde Udnævnelser, da en tilfældisf Begivenhed — der forresten afgiver et talende Bevis for hans selvstændige og retsindige Karakter — pludselig bevirkede hans Afskedigelse:

Greverne Christian D. F. Reventlow og Andreas P. Bern storff ønskede nemlig for Statens Regning at indkjøbe et Saltverk i Holsten. Men Anker havde herom indgivet et afvigende Votum, hvori han godtgjorde, at det var skadeligt for Staten at indkjøbe Saltverket, hvorfor han fraraadede Kjøbet. Da Sagen derefter blev behandlet i Statsraadet, gik Planen overstyr. For at berøve Anker Adgang til for Fremtiden at modarbeide sine Foresattes Planer og Meninger, besluttede Grev Reventlow 1785 at fjerne ham.

Som Følge deraf blev Bergverksdirektoriet ophævet og dets Embedsmænd afskediget; de fleste af dem blev dog ansat i andre s. 681 Kollegier, men han ikke. Anker tog sig saa nær af denne uretfærdige Behandling, at han faldt i en svær Sygdom, der nær havde kostet ham Livet.

Senere virkede han dog i andre Stillinger i Statens Tjeneste. Saaledes var han fra 1777—82 Medlem af den norske Fabrikdirektion og fra 1782—92 Medlem af Bestyrelsen for det kgl. Handels- og Kanalkompani; ligeledes blev Opsynet over de norske Grlasverker i 1818 betroet ham uden Løn til hans Død.

Den 14. Januar 1778 erholdt han og hans Broder Peter et Naturalisationspatent som danske Adelsmænd. Familienavnet Ancher forandredes da til Anker.

Fra 1792 til 1811 var C. A. Førstedirektør for det kgl. danske asiatiske Kompani i Kjøbenhavn. Den Iver og Dygtighed, hvormed han ved enhver Leilighed søgte at fremme dette Kompanis Tarv, bevirkede ifølge B. Moes Fremstilling, at man overdrog ham det vanskelige Hverv i London at opgjøre flere indviklede Finantsanliggender, der krævede vidtløftige Underhandlinger med det engelskostindiske Kompani. Efter i dette Øiemed at have opholdt sig i London i omtrent halvfjerde Aar — fra August 1801 til Januar 1805 — og derunder udfoldet en utrættelig Virksomhed, lykkedes det ham tilsidst at løse alle Vanskeligheder paa en saa tilfredsstillende Maade, at han under 20. Januar 1806 fra det asiatiske Kompani blev tilstillet en Gave til 10 000 Rigsdalers Værdi, nemlig et Bordservice af Sølv med Indskrift: „Danske Asiatiske Compagnie hædrer Carsten Anker“.

Under dette Ophold i London havde C. A. ogsaa Anledning til paa andre Maader at gavne sit Land, hvorom hans efterladte Brevveksling med Kronprins Frederik og Grev Schimmelmann bærer Vidnesbyrd.

I 1807 blev han af Regjeringen sendt til Hamburg for at ordne nogle Pengeaffærer m. m. for Staten, hvorefter han ved sin Tilbagekomst modtog Kronsprinsregentens Anerkjendelse for den Dygtighed, han ved denne Anledning havde udvist.

I Aaret 1809 blev han udseet til at ledsage Christian Frederiks fraskilte Gemalinde, Prinsesse Charlotte Frederikke, til hendes Fædrehjem, Mecklenburg-Schwerin, og der anordne den s. 682 endelige Skilsmisseakt m. v. Men C. A. blev underveis syg i Odense, hvorfor Hvervet blev overdraget Grev C. D. Holstein.

Som bekjendt kom Prinsessen i mange Aar ikke længer end til Horsens i Jylland. Den Instruks, C. A. modtog i Anledning af det nævnte Hverv, er betegnende for Kongens retsindige Karakter. Den findes mellem C. Ankers efterladte Papirer og blev i 1884 indtaget i C. J. Ankers Bog om „Kontreadmiral H. C. Sneedorffs Personlighed og Virksomhed“, Side 290 ff.

I 1810 og 1811 solgte C. A. sine Eiendomme i Danmark, nemlig sit paa Kongens Nytorv i Kjøbenhavn beliggende Hus, der senere er forstørret, og som nu disponeres af „Magasin du Nord“, sit Hus i Stormgade Nr. 12 og sit Landsted „Rolighed" ved Vedbæk, hvorefter han bosatte sig med Familie paa Eidsvold Verk, som han i 1794 havde kjøbt af Ritmester Iver Elieson for ca. 57 000 Rdr.

Straks han havde kjøbt Verket, begyndte han med Kraft at arbeide paa dets Opkomst, gjorde en Mængde Forbedringer, udvidede Driften og udviklede efterhaanden en stor og indbringende Pabrikvirksomhed. Han kjøbte ogsaa Eiendomme i Hurdalen og arbeidede ihærdigt. Herom giver han nøiagtig Meddelelse i et, nu til Eidsvoldsbygningen skjænket Brev paa ca. 4 Folioark af 5. Mai 1802 til sin Broder i Trankebar, hvem han deri kalder „sin bedste Ven i Verden".

„Saaledes har jeg," tilføier han i dette Brev, „gjort min kjære Ven og Broder en sandfærdig Beskrivelse af Verkets nserværende Tilstand, fordi jeg ved, at mit Vel er min Broder ligesaa kjært som Hr. Broders eget, ja mere."

Han giver ogsaa en Beskrivelse af Eidsvoldsbygningen og af det nye Anlæg i Feiringen og fortæller, at der fra Lysthuset og Gruberne dersteds er en prægtig Udsigt: „5 Mile af Mjøsen for sine Fødder, Fjeldene i nordre Grudbrandsdalen, Ringsaker, Løiten, Vang og Stange Sogns Kirker, Fjeldene i Odalen og indimod den svenske Grænse, Eidsvolds Sogn, Fjeldene udenfor Næs Sogn og tset ved hele Feiringens Bygd i et Amfitheater — alt dette ser jeg, og taenker jeg paa med Henrykkelse." — Han fortæller ogsaa om sit Familieliv og om de Gjester, han har havt. „Var vi ved Gruberne," skriver han dernæst, „saa laa s. 683 vi hos Stigeren, for hvem jeg har ladet opbygge en ret net Stuebygning, og hvor vi havde en manerlig og blid Kone til at husholde for os, og hvor vi fik enten en herlig Ret Fisk eller en nylig skudt Hare eller Fugl. I Skov og Fjeld havde vi Kikkert og Kompas med, og hvad de fleste Jernverkseiere maa omhandle ved langvarig Brevveksling, det blev aftalt, undersøgt, og bestemt paa Stedet efter nogle Timers Forløb.“ Tilsidst udtaler han sig med Fortrøstnihg om, at den Tid nok vil komme, „da jeg vil høste Frugten af mit Slash, som sandelig bar været stort, og af mine Bekymringer, som har været mange og ofte ret bitre."

Men den Tid koin desværre aldrig. Han fik ingen Løn for disse sine Anstrengelser. Dog var det ikke hans Skyld: De yderst mislige Handelsforhold i Aarene 1812—14 i Forbindelse med de store Tab, hans Englandsfærd i det sidstnævnte Aar forvoldte, tvang ham 1823 til at opgive sit Bo. Fra at have havt en aarlig Indtægt af rundelig 30 000 Rdr. fik han nn kun en Ubetydelighed. Men hvad der pinte ham mest, var, at hans. elskede Eidsvold ikke kunde gaa over til hans Son, der var den. eneste gjenlevende af 4 Børn.

Havde C. A. anet den fædrelandssindede Interesse, som Stortinget paa Nationens Vegne nu viser det Hus, han i 1814 saa villig afgav til de Mænd, som der grundlagde Norges Frihed og-Selvstændighed, vilde det visselig have været ham en stor Trøst.

Hans Eiendomme i Eidsvold og Hurdalen m. m. blev i 1825 solgt til Hr. George Norman fra London, til hvem C. A. 1814 havde pantsat sine Eiendomme for at kunne komme hjem til Norge igjen.

Da Christian Frederick d. 22. Mai 1813 kom til Norge som Statholder, blev C. A., der siden 1786 havde staaet hans Fader Arveprins Frederiks Hus meget nær, den, hvem den nye Statholder viste størst Tillid og Fortrolighed. Prinsens forste Udflugt fra Christiania i Mai 1813 gjaldt derfor ogsaa Eidsvold for at besøge C. A., der nu blev hans vigtigste Raadgiver under de vanskelige og skjæbnesvangre Forhold, hvorunder H. K. Høihed optraadte i vort Land, og hvorunder Prinsen har indlagt sig stor Fortjeneste af Norge, der visselig har al Grand til med s. 684 stor Tak at hædre hans Minde. Det fortrolige Forhold mellem Christian Frederik og C. A. gav, som menneskeligt er, Anledning til nogen Jalousi fra enkelte Hold ligeoverfør sidstnævnte, hvilket ogsaa fik Udtryk i et Par samtidige Udtalelser om ham.

Da Christian Frederik d. 16. Febr. 1814 paa Eidsvold lod afholde det forberedende Mode af endel ansete Mænd, raadede C. A. Prinsen til at bestige Norges Trone ifølge sin Arveret og beholde den uindskrænkede Magt, dog kun saalænge, til Bo og Orden var tilveiebragt indad og udad. Derved mente han, at Raadvildhed og Anarki vilde undgaaes. Naar der var kommen Ligevegt i Sindene, var det C. A.s kjæreste Haab at komme til at virke for Indførelse af en Forfatning, der stod i Overensstemmelse med de frisindede og menneskekjærlige Anskuelser, han fra sin tidligste Ungdom havde indsuget i England. Under det nys naevnte Mode var han og hans Broder, Peter A., vistnok for første og sidste Grang i deres lange Samliv uenige. Carsten Ankers Raad blev som bekjendt ikke fulgt.

Da Christian Frederik d. 2. Marts 1814 oprettede sin Regjering, blev C. A. udnævnt til Pegjeringsraad og Chef for 5. Departement, der omfattede Fabrik- og Skovvæsen m. m. Dette Embedes Titel blev under 19. Mai forandret til Statsraad.

Dagen for sin Udnaevnelse tiltraadte C. A. d. 1. Marts sin merkelige Sendelse til England, hvor han var paalagt at lose Here Opgaver, men fremfor alle den: at udvirke Norges Selvstændighed og Bestaaen som særskilt Stat, følgelig virke for at forhindre Norges Forening med Sverige.

Hans ihærdige Straeben efter at lose denne uløselige Opgave og hans fædrelandske Virksomhed for at faa det norske Navn anerkjendt hos Europas ledende Magter fremgaar med tilstraekkelig Klarhed af hans i denne Bog gjengivne Brevveksling med Christian Frederik, saa man her kan indskrænke sig til kun at notere følgende ydre Data:

C. A. forlod Christiania d. 1. Marts 1814, kom samme Dag til Moss og piggede sig Dagen efter paa en Kjælke over til Horten. Derfra reiste han Landveien til Christianssand, hvortil han kom d. 6. Ombord paa „Norge", hvilket Navn han be- s. 685 tragtede som et godt Omen for sin Pærd, forlod han Christianssand d. 9. Marts, kom til Leitli i Skotland d. 12. og til London d. 24. Marts.

Her rik han, som det nærmere beskrives i hans Depecher, Adgang til Premierministeren, Jarlen af Liverpool; men denne meddelte ham tort og kjøligt nok, at ethvert Forsøg paa at rokke de allierede Magters faste Beslutning angaaende den skandinaviske Halvos Skjæbne vilde være fuldstændig forgjæves.

Efterat C. A. alligevel, men uden synderligt Held, havde forsøgt at vinde Sympati for Norges Sag inden de konservative Kredse i London, vendte han sig til de mest fremstaaende Mænd inden Oppositionen. Det lykkedes ham saaledes at komme i et venskabeligt Porhold til Regentens Broder, William Frederik, Hertug af Gloucester, som han kjendte fra Kjøbenhavn, og til Here fremragende Parlamentsmedlemmer, som Lorderne Grey, Carnarvon, Grenville og Hutchinson m. A., hvilke alle viste Norges Selvbestemmelsesret Interesse. — Den britiske Regjerings Politik var vistnok vaklende og uklar ligeoverfor Norge, men i Hemmelighed robede den dog adskillig Velvillie for vort Land. Den .af Stormagterne fattede Beslutning, om at Norge og Sverige ukulele forenes, var den Klippe, hvorpaa Carsten Ankers Anstrengelser strandede.

Ikke heldigere gik det Broderen, Peter Anker, der ogsaa af Christian Frederik blev sendt efter til London, dels for muligens at aflose Carsten Anker, ifald denne maatte flnde det nodvendigt at soge de paa Fastlandet værende Monarker, dels for at stotte sin Broders Bestraebelser ved Hjælp af det Venskabsforhold, han stod i til Datidens ledende Mænd. Blandt disse var han særlig knyttet til sin Ven fra Ostindien, Sir Arthur Wellesley, senere Hertug af Wellington.

Carsten Ankers Opgave var, i Korthed sagt, at soge at formaa den britiske Regjering til sammen med Rusland at msegle med Sverige og faa hævet den mellem Stormagterne oprettede Alliance, der havde garauteret den i Kielerfreclen bestemte Forening mellem Norge og Sverige.

43

s. 686 Om det paakrsevedes, skulde han udvirke, at England understottede Norge, ligesom han ogsaa skulde afslutte en for England fordelagtig Handelstraktat. Tillige var han, om alt skulde mislykkes i London, bemyndiget til at opsoge Keiser Napoleon og kaste Norge i hans — som man endnu troede — beskyttencle Arme.

Det var saaledes ikke Smaating, der var lagt i hans Haender. Dertil kom, at han fra London styrede ISTorges Udenrigspolitik, besorgede Kornindkjob for over 48 000 Rdr., ja endog skrev Frierbreve for Christian Freclerik. Istedetfor at opgive Modet, da de ledende britiske Statsmaend vendte ham Ryggen, og' da han merkede, at hans Venner i Parlamentet trods deres gode Villie intet kunde udrette for ISTorges Sag, faar den da 67-aarige Mand dog altid nyt Haab og nye Ideer for liver Vanskelighed, der taarner sig op mod ham, og finder paa nye Udveie. Men alt dette fremgaar som sagt bedst af den i denne Bog indtagne Brevveksling.

I „Bidrag til Norges Historie 1814", Chr.a 1886, har Professor Dr. T. Nielsen givet en fortrinlig Skildring af C. A.s Send else til London. Hertil henvises ogsaa.

I Aaret 1815 indgav C. A. fra London sit Andragende om Afsked som Statsraad, hvilket naadigst indvilgecles under 5. Mai med 2/3 af Gagen som Pension eller 1668 Rdr. om Aaret.

Paa Grund af, at han, som i Brevvekslingen omhandlet, havde givet sit Ord paa ikke at reise fra England, for den fatale Gjaeld var orclnet, kom han ikke derfra, forend efter henved 17 Maaneders Ophold dersteds. Han forlod London d. 6. Septbr. 1815, kom Sondag d. 10. til Kragero og naaede Eidsvold allerede cl. 11., saa at han to Dage senere kunde modtage Kronprins Carl Johan og Prins Oscar, da disse kom dertil paa Veien fra Trondhjem. Carl Johan havde nogle Uger ticlligere ogsaa tilbragt en Nat paa Eidsvold, nemlig mellem d. 27. og 28. August. C. A.s Hustru, Son og Broder havde da i Eierens Fravser fungeret som Vertfolk.

s. 687 Det var et spsendende Oieblik liin Onsdag Eftermiddag, 1 da C. A. for forste Oang blev stillet ligeoverfor den store og merkelige Personlighed, som han havde opbudt al sin Evne og Kraft for at bekjsempe. Men Carl Jolian var hoisindet som altid. Han forstod at glemme, og de forstod begge at vinde.

Det nye Dynasti viste C. A. megen Opmerksomhed trods alt, hvad der havde skeet. Den 27. Juli 1816 blev han Bidder af Nordstjerneordenen, og den 25. Novbr. samme Aar, altsaa ikke 26. Aug. 1818, som Here Steder anfort, Kommandor af samme Orden.

Allerede Vaaren 1815 tilbod Kongen ham at gaa som de forenede Rigers Envoyé til Lissabon med Lofte om at faa samme Stilling i Madrid, naar Ministerposten der blev ledig. Dette Tilbud fandt C. A. at burde afslaa, navnlig fordi hans Horsel var bleven mindre god.

Syv Aar senere blev han i 1822 beordret at indfinde sig i Stockholm, hvor han ikke havde været siden det i Sveriges Historie mindevserdige Aar 1772, for, som clet hed: „at afgive de Oplysninger, Hans Majestast maatte ønske sig meddelt angaaende den norske Stats Grlasverker", hvis Overbestyrelse som for nsevnt var bleven ham overdraget. Den virkelige Hensigt med denne Ordre eller Indbydelse var dels at vise C. A. en Opmerksomhed, dels vistnok ogsaa at give Kongen Anledning til joersonlig at bedomme, om C. A.s Tnnghorighed virkelig var til Hinder for hans Gjenhidtrædelse i Statens Tjeneste. Et Brev af 2. April 1832 til hans Son Erik Anker, der da opholclt sig i Paris, giver en Antydning i saa Henseende, isger naar det sammenholdes med, at den norske Statsminister i Stockholm, Peeler Anker, havde udtalt 0nske om snart at maatte trsede af. C. A. skriver nemlig:

„Kongen overoser mig med Opmerksomheder, men jeg ved enclmi ikke, hvad han egentlig vil mig. Grlasverkerne gaar jo i sin Tur. Om nogen Anssettelse kan der ikke være Qvasstion, dertil erkla?rer jeg mig uskikket. Med min Dovhed vilde det være en Daarlighecl. Jeg vil ikke sidde ved clet gronne Bord s. 688 som en Taasse. Dertil skal man ikke faa mig overtalt. Men vil man skriftlig vide mine Tanker, skal man faa dem uden Honning og uden Malurt. Salt maa dog dertil."

Henved 37 Aar gammel var C. A. d. 2. Juli 1784 bleven gift med den da 21-aarige Hedevig Wegener, Datter af Eiderkanalens Grundlægger, Kadetchef og Hofchef, Hs. Eksc. General Theodor v. Wegener. Hun var født i Slesvig 1763 og døde 1846 hos sit eneste gjenlevende Barn, Erik Anker paa Storhammer ved Mjøsen. De havde ialt havt 4 Børn.

I de 13 Aar, Ankers boede paa Eidsvold, førte de et stort og gjestfrit Hus.

Carsten Anker var i Besiddelse af et skarpt Hoved og fin Takt. Han havde mange Kundskaber, en uopslidelig Arbeidskraft og Energi og en dyb Trang til at gavne og hjælpe.

Hans Personlighed var indtagende og vindende ligeoverfor enhver, med hvem han kom i Berørelse. Han forenede en freidig og egte norsk Eremtræden med det fineste og eleganteste Væsen. Hans Konversation var rent ud mesterlig; den var fængslende og altid saa spækket med nye og originale Tanker, at det var en Overvindelse at rive sig løs fra ham. Hans Søn, der i de første 7—8 Aar, efterat han var gift, boede i Faderens nmiddelbare Nærhed, nemlig i den ene af de ved Eidsvoldsbygningen liggende Pavilloner, fortalte, at naar han efter Middagen havde sagt Farvel og allerede havde lagt Haanden paa Dørklinken for at gaa til sit eget lille Hjem, hændte det oftere, at han blev staaende i denne Stilling i 2 a 3 Timer, fastbunden af Faderens aandrige Samtale. C. A. afbrød aldrig den, han talte med; hans Svar røbede, at han var en opmerksom Tilhører. Men hvad der især karakteriserer ham var hans aarvaagne og uudslukkelige Kjærlighed til det norske Folk og Land, fremfor alt til dets Frihed og Selvstændighed. Intet Offer, intet Savn, intet Besvær afholdt ham nogensinde fra at leve og virke for sit Fædreland. Dets Vel var lige fra hans tidligste Ungdom altid i hans Tanker og ledede alle hans Ord og Handlinger.

s. 689 Dette er Kjernepunktet i hans Personlighed. Dette er det, som— hans Evner og Dygtighed ufortalt — mest hædrer hans Minde. At C. A, var født paa det minderige Fredrikshald, og at hans Mormoder var en Søster af Anna Colbjørnsdatter og af Peder og Hans Colbjørnsen, bidrog maaske til, at han allerede fra Barnsben af fattede Kjærlighed til det Land, der havde fostret ham.

Carsten Anker ligger begravet paa Biri Kirkegaard. Paa Graven staar der et lidet, efter Nutidens Fordringer noksaa tarveligt Mindesmerke, nemlig en lodretstaaende, ca. 1 Meter høi Jernplade, hvis ene Side har følgende Indskrift:

Statsraad

Commandeur af Nordstjernen

CARSTEN ANKER.

Fød paa Fredrikshald 1747.

Dad paa Biri 1824.

Flere af de i dette Afsnit nævnte Datoer er taget fra de kongelige Udnævnelsesdoknmenter, der vedrører C. A., og som endnu haves i Behold. Andre er hentet fra en af C. A. udarbeidet Bog i Kvartformat, der nn eies af det norske Rigsarkiv. Den tæller 754 Sider og har til Titel: „Lexikon over afdøde Rangs Personer af Civil Etaten fra 1660—1793". Den omfatter følgende Rangklasser: 1. Sekretær. 2. Assessor. 3. Commerceraad. 4. Krigsraad. 5. Kammerraad. 6. Cancelliraad. 7. Hofjunker. 8. Jnstitsraad. 9. Kammerjunker. 10. Landraad. 11. Etatsraad. 12. Conferentsraad. 13. Kammerherre. 14. Danebrogsridder [nu Storkors]. 15. Geheimeraad. 16. Geheime Conferentsraad.17.Elefantridder.

Paa Universitetsbiblioteket i Christiania findes en interessant Bog: „Sketches on a tour to Copenhaguen through Norway and Sweden" by Jens Wolff, Esq., London 1814, 224 Kvartsider. Bogen sees d. 2. Aug. 1814 at være foræret C. A. af Forfatteren. I Kapitel 16 giver han en meget sympatisk Beskrivelse af C. A. og hans Familie paa Rolighed ved Vedbæk. Saaledes fortæller han fra et tidligere Ophold der, at den da 17-aarige Son, Peter, i Begyndelsen af et Middagsmaaltid gik fra Bordet ind i Biblio- s. 690 teket for at hente Beviser for en af ham udtalt Mening, som var bleven bestridt. Han blev borte, og man glemte ham, indtil man senere fandt ham i Biblioteket, ivrigt forskende i opslaaede Folianter, uden at have ofret Middagsmaden en Tanke.

C. A. havde store Forventninger om denne haabefulde og for sin Alder kundskabsrige Son; men allerede 1/2, Aar efter det nysnævnte Tidspunkt havde han den store Sorg at miste ham. Den unge Mand omkom nemlig d. 1. Ang. 1807 under Badning i Andelven ved Eidsvold. Broderen Erik A. fortæller i sine Optegnelser, at han samme Bag, dette skede i Norge, havde havt et sterkt Ridt fra Kjøbenhavn til Rolighed, hvor han tog sig en liden Lur. Men pludselig vaagnede han ved tydelig at høre sin Broder Peters Stemme raabe i Angst: „Red mig, Erik!"

For at komme tilbage til Jens Wolffs Bog bør nævnes, at den har et Appendiks paa 128 Sider, der vedrører Norges politiske Stilling 1814. Heri omtales Fredstraktaten mellem Danmark og England, Frederik VI.s Brev til Nordmændene, Christian Frederiks Cirkulærer og Proklamationer i Norge, et Brev af 18. Mai fra 15 norske Krigsfanger, Grev A. v. Rosens Sendelse til Christiania, det norske Folks Tak til sin unge Konge m. m. m. Disse „Sketches" er tilegnet Norges daværende Konge og er forsynet med det samme Portræt, der er anbragt forrest i denne Bog, dog med Udeladelse af Eidsvoldsbygningen i Baggrunden. Under Portrætet staar: Christian Frederik, King of Norway. Born 18th Septbr. 1786. Elected 17th May 1814. Published 1. Aug. 1814 by J. Ashley, York Street, Portman Square, London.

Blandt C. A.s mange Samlinger paa Eidsvold var der en værdifuld Malerisamling, der nu er spredt for mange Vinde, og en Samling Familie- og Slegtsportræter, der endnu haves. Blandt de sidste kan nævnes Mogens Gyldenaa [der var gift m. Magnhild Dyre], Christopher Tack og Kone samt Generalinde Maren Brockenhuus, f. Tank.

s. 691 Fire Bilag. Da følgende, fra fransk oversatte Brev, som Carsten Anker, 24 Aar gammel, skrev til Baron Schimmelmann, viser hans tidlige Modenhed, hans Frisind og Fædrelandskjærlighed, meddeles det her. Originalen opbevares i det danske Rigsarkiv i Pakke 26.