Danmarks Breve

TIL: ukendt FRA: Christian 4. (1632/1648)

Fremstilling af Maaden. hvorpaa Kongen blev bekjendt med Vibeke Kruse. — Geh. Ark.

Eptherdi ded haffuer altyd uerrit fru kyrstens Munckis och hinders anhangs ydelige fliid och Endnu er At indbylde gadt folck, at den kerlighed, uy haffuer hafft tiil wybecke krusse, haffuer uerrit arsag tiil den wnade, fru kyrsten er geradit y huos Oss,

Da, paded at al werden kan Erfahre, at sliigdt 1) pa inted Er furderit 2) vden pa løiien, Da haffuer uy for gadt ansiiet at demonstrere den leiilighedtz Rette beskaffenhed.

Dentiid fru kyrsten y mange made forløb siig y mod oss, som heer uylle falde for wiidtløfftig at fortelle, och hun haffde Iagit piigerne aff Slottiit, huorybland wiibecke uar den Ene, Der ieg nu om morgenen tylig for dag uylle gaa Neder aff Slottit henad Prouiiandt garden, da bleffue uy Et kuyndfolck uaar, som uar kleed pa Aadels. Der uy nu trad nogiit bedre fordt, da bleff uy uaar, at s. 138 ded uaar fru Ellen Marsuyn. Der uy nu kam hender nogit Nermer, da spurde uy hinder ad, huad hun uylle sa tyliig pa dy stede saa tylig(!). Daa Suarede hun: Ieg uylle gerne tale med E: M:

Der uy Nu begerde at uyde, huad hinders Erinde uaar, Da skagde(!) hun, at hun gerne uylle beholde wybecke krusse huos siig, om hun motte, huorpa uy suarede : huad kommer ded oss ued, huor hun blifuer? Der hun nu haffde Repiterit samme snack, indtil ded lackede hen ymod moldtid, och uy uel mercke, at ded uar indted fru Ellens mening, att hun uylle abuardte Maldtiid, Daa sagde uy tiil hinder, som før sagdt uaar: Huad kommer ded mig ued, huor hun bliiffuer? For Oss ma hun uerre, huor hun wiil. Der uy Nu haffde sagdt dette, som sagdt, da giick 1) neder ad Byeu och tog wiibecke med siig henad fyn.

Nogle ugger derepther, der uy med Armeiien uille gaa fra Suynborg ud offuer tyl Øen 2) , som fiinden pa dii tyder fandtiis, Och uy paa ueiien besøgthe fru Ellen och uar paa thuende aff hinders gaarde, huor wybecke ochsaa fandtiis. Der uy Nu aff modbør nogle dage bleff opholdt, da kam uy y kundskab med wiibecke, som bekendt Er. Mens att uy tylforen, ymens hun uar y fru kyrstens tyeniste, skulle haffue hafft Endteu med hinder eller nogen anden nogen legemlige Omgengelsse, ded Er inted sked, Saa sandt hiielppe os gud heer tymelig och hiissit y all Euighed.

Der nu friidden ymellom oss och keiisseren Epther den Allerhøiiestis welbehag uar sluttit, och uy kam ygennom fyn tilbage, da besøgthe uy fru Ellen och fandt wiibecke huos hinder. Der uy Nu haffde uerrit nogit y Stuen, da spurde fru Ellen oss ad, huorledis wybecke nu behagede Oss, och om hun y uorris frauerrelse Icke uaar s. 139 bleffuen feeder, En hun uar før. Da Smylede uy offuer samme hinders Snack och giick saa fra hinder. Nogiit derepther da kam hun tiil os, sagde tiil oss, att om wiibecke motte ligge y barsselseng pa En aff hinders garde, da skulle hinder der skee aldt gaadt, for h[u]iilcken hinders gode wylliie uy tackede hinder, Mens uy uille indted haffue, att ded skulle skee.

Aff huilckit letteligen Er at Erfahre, huilcken aff oss, Endthen uy Eller fru Ellen, haffuer giiffuen størst arsag tiil worris och wybecke krussiis kundskab.

Att ded nu saledis gangen och fahren Er, som forskreffuit staar, ded bekrefftiger uy med uorris kongelige Ord och hand, sa sandt hiielppe oss gud y himmelen her tymelig och hiisset Euig. Ammen 1)