Christian 7. BREV TIL: Gustav 4. FRA: Christian 7. (1792-06-09)

K. Christian VII til K. Gustav IV.
Frederiksberg den 9 Juni 1792.

Min Herr Broder og Neveu. Jeg vil altid betragte det som en ganske færdeles Fornøielse, naar jeg kan give Deres s. 4Majestæt Beviser paa fuldkomment Venskab og Hengivenhed. Med disse Følelser og med en Aabenhed uden Forbehold, hvilke jeg ligemeget skylder Dem, skal jeg forklare mig for Dem i Anledning af Deres Brev af 4 Mai. Ingen vil mindre end jeg bestride Deres Fødsels-Rettigheder; som Chef for det Holstenske Huns har jeg endog den Pligt at forsvare dem. Men den Ret at antage en Titel, der skjøndt ligegyldig i Henseende til dens Virkninger, dog strider mod al Brug, mod selve dette Huus's Love, hører aldeles ikke dertil. Dersom Deres Majestæt gjorde Fordring derpaa som en Ret, saa vilde jeg være nødsaget til at modsætte mig det og gjøre min Ret gjældende i denne Henseende; men Intet vilde koste mit Hjerte mere. Jeg er ogsaa fuldkommen overtydet om, at det ikke er Deres Majestæts Tanke, og da jeg fra min Side vil medbringe til denne Discussion med Dem den Føielighed, der er uadskillelig fra Ønsket, saa levende og saa oprigtigt som mit altid skal være det, om at forstærke de Blodets Baand, der forene os ved det oprigtigste Venskabs endnu meget stærkere Baand, — saa vil jeg betragte alt det, som er skeet indtil denne Tid, som uskeet. Jeg vil gjøre mere. Som Familie-Chef, som den, der bør vaage over Haandhævelsen af de Love, som vi have tilfælleds, samtykker jeg i, at Deres Majestæt bruger Titelen, Arving til Danmark, og føier den til Titelen af Arving til Norge, saalænge De lever og for Deres Person, uden at kunne overføre den paa Deres Efterkommere. Idet jeg fra nu af selv giver Dem denne Titel, forsikkrer jeg Dem en almindelig Anerkjendelse. Jeg behøver ikke for Deres Majestæt at gjøre den Bemærkning, at det ikke er til Sverrigs Konge, jeg taler i dette Anliggende; det angaaer kun Dem, som Medlem af samme Huus, som en kjær Søsters Søn, som en nær Paarørende, for hvem jeg lige fra Fødselen af har baaret en Ømhed, som Intet skal forandre. Maatte Deres Majestæts Regjering blive Epochen for en fast og uforanderlig Forening mellem Nationer, der ere skabte til gjensidig Kjærlighed, Høiagtelse og s. 5Styrke. Dette vilde svare til alle mine Ønsker og til den Hengivenhed og Høiagtelse, hvormed jeg er .

1*