Frederik 6. BREV TIL: Karl 13. FRA: Frederik 6. (1810-07-18)

R. Frederik VI til R. Carl XIII.
Frederiksberg den 18 Juli 1810.

I Betragtning af de critiske Omstændigheder, hvori de nordiske Riger ialmindelighed befinde sig og isærdeleshed det, som ved Deres Majestæts faderlige Omsorg og Talent er bleven reddet fra saa overhængende Farer, henvender jeg mig til Deres Majestæt, med den Frimodighed, som er mig naturlig, og med den Tillid, som De indgyder mig, for at forestille Deres Majestæt, som Fader for Deres Folk og som en Fyrste, der er udsprunget af samme Stamme som jeg, at jeg kun i den nøieste indbyrdes Forening finder Lykke for de Nationer, som vi beherske og ønske at gjøre lykkelige. Jeg vover at smigre mig med, at De deler denne Overbeviisning. De kjender altfor s. 22vel Nordens Historie til ikke at være overbeviist om, at Uenigheden mellem Nationer, der have saamegen Lighed, samme Religion, oprindelig samme Sprog, næsten de selvsamme Sæder og Skikke, har været Grunden til deres Ulykke og Svaghed. Jeg behøver følgelig ikke at gaae ind i mange Enkeltheder for at overbevise Deres Majestæt om, at De vil giøre Deres Navn udødeligt, og at de kommende Slægter i disse nordiste Riger for evigt ville velsigne Deres Minde, dersom De griber det Middel, som tilbyder sig og som tilbyder sig i dette Øieblik under Auspicier, der maaskee ikke mere ville komme igjen, for til evig Tid at gjøre Ende paa Uenigheden mellem Folkeslag, som i Grunden ere Brødre og som altid burde have raft hinanden Haanden til gjensidig Understøttelse.

Jeg ønsker oprigtigt, at den svenske Nation gjennem en lang Aarrække ntaa nyde den Lykke at være behersket af Deres Majestæt. Men i dette Øieblik, da Rigsstænderne ere forsamlede for at vælge den, der efter Deres Afgang skal indtage hos det svenske Folk Pladsen efter den, til hvem dette Folk i Farens Øieblik saa lykkelig har sat sin Lid og sit Haab, beder jeg Deres Majestæt at betænke, at De ved at bruge Deres Indflydelse hos de Deputerede paa Rigsdagen, saa at disse bestemme sig for at aabne Udsigten til en bestandig Forbindelse mellem de Nationer, som De og jeg regjere, ved at forene deres Stemmer til Gunst for mig, vil lægge Grundvolden til de nordiske Folkeslags Lykke. Kun fordi Forsynet har sat mig i en Stilling, der gjør mig det til Pligt at arbeide paa at befæste disse Folkeslags Lykke, søger jeg Valgstemmer hos den svenske Nation, der har saamegen Adkomst til min Høiagtelse. Deres Majestæt saavelsom Deres Undersaatter kunne regne paa den Troskab, hvormed jeg skal haandhæve Rigets Grundlove, dersom Sverrigs Stænder betroe mig Omsorgen derfor. Jeg troer ikke at behøve at forsikkre Deres Majestæt om den Erkjendtlighed, som en Understøttelse fra Deres Side hos Rigsstænderne i dette vigtige Tilfælde vil lade mig føle. Denne Erkjendtlighed vil fuldkommen ligne de s. 23Følelser af Venskab og Høiagtelse, ved hvilke jeg stedse er bunden til Dem .