Danmarks Breve

BREV TIL: Marie Abel FRA: Ernst Johannes Trier (1865-01-18)

Ernst Trier til Marie.
København, 18. jan. 1865.

... Også i aften er jeg dygtig træt efter at have besørget min lazarethgudstjæneste. Det er for resten slemt nok, at så mange af dem har fået tilbagefald; på mange af dem er sårene brudt op på ny. Jeg talte i aftes over ordene af Rom. 12. cap.: »Vær glade i håbet, tålmodige i trængsel, udholdende i bønnen« — og lagde dem det på sinde, hvorledes vi i den bøn, Jesus selv lærte os, Fader vor, har udtrykt alt det, vi kan håbe os til usigelig glæde; og da han, Vorherre, selv har sagt: »alt, hvad I beder om i mit navn, det skal I få«, så skér det, når vi nu beder den bøn i Jesu navn i fuld tro på, at han selv har lært os den og givet os lov at bede den og at kalde hans himmelske fader for vor fader, at da udspringer det håb, der ene kan gøre os »tålmodige i al trængsel«, fordi det har sin gode grund og er som trinene på den stige, Jakob så mellem himmel og jord, og ad hvilken Guds engle gik op og ned, og hvor ad vi dag for dag nærmer os himlen mer og mer. Så er der da i sandhed slet intet kristeligt håb, hvor der ingen kristen-bøn er, og troen vil lidt efter lidt dø hen, og det ny udslettes i os, om vi ikke søger Herren i bønnen, der da bliver for vort åndelige liv, hvad åndedrættet er for det legemlige.

Således omtrent talte jeg.

Er det for resten ikke morsomt, at det lader til, at det bliver nogle af de sårede fra lazarethet, der først vil mælde sig som elever til min højskole. I lørdags var her én og i søndags en anden og talte med mig derom, bægge to Jyder. Den ene af dem måtte imidlertid først tale med sine forældre, den anden havde endnu ikke ganske bestemt sig, om han overhovedet vil på højskole. —

I søndags morges kom Moe, en Nordmand her. Vi gik så i kirke og hørte sådan en yndig lille prædiken af Grundtvig om det kristelige ægteskab. Den må jeg se at få til dig. Efter gudstjænesten kom Eskildsen, en fra lazarethet for at tale med mig om min højskole. Så kom Octavius Hansen *) , aldeles optaget af politiken, meget forbitret på regeringen og især på professor-partiet, der i denne tid gør fælles sag med regeringen for at berøve os vor grundlov af 5. juni 1849 og så- s. 34 ledes tilintetgøre hele Frederik den syvendes gerning. Han vilde have en politisk forening i gang mellem Grundtvig-ianerne og de egentlige grundlovsvenner, og jeg har måttet love at skaffe et lille møde i stand mellem ham og hans venner og adskillige grundtvigske rigsdagsmænd, som jeg kender.

Efter ham kom Bågø, han spiste hos os til middag, og vi fik talt noget om religionsundervisningen i børneskolerne. Han har nemlig nu overtaget hele religionsundervisningen i Tangs børneskole og vilde tale med mig derom ... Så kom Andersen, en fynsk student, så Otto og Villiam Jakobsen *) , så Nørregård med kone og flere. Disse blev hos os til aften.

Du kan selv se, at den dag fik jeg talt meget med gode venner. Det var en dejlig dag for resten, og jeg vilde givet meget til, at du kunde have været her ...

I mandags og tirsdags kilede jeg så løs på literatur-historien (Holberg). I dag har jeg havt lazarethet at passe; i morgen skal jeg til Brøndby at holde foredrag; på fredag i theologisk samfund, og på lørdag skal jeg i musikforeningen til stor concert. —

... At få vort ny hjem i stand, det sysselsætter stadigt min tanke i ledige stunder; det er bleven min »kære stadige tanke«. Jeg udmaler mig i min fantasi min fremtidige virkomhed og min tilkommende bolig; jeg indretter alting — i tankerne begribeligvis — til de mindste enkeltheder aldeles mageløst. I denne tid indretter jeg således badekammer, maler vægge, køber bøger o. s. v. Det er så dejligt, at man i tankernes verden aldeles ikke behøver penge, disse dumme penge. Også dig udmaler jeg mig som en yndig, sød, alvorlig, lille husfrue, der rigtig sætter kronen på det hele ved »kvindens stille færd«; hvorledes eleverne er henrykte over dig og smiler venlig til dig, når du om formiddagen kommer med dit sytøj ind på skolen og hører til eller en gang om aftenen byder dem over til dig. Og sådan bliver du min egen kærlige ven, min glæde, den, der i inderlig kærlighed deler alt med mig og vederkvæger og opmuntrer ... Ja:

Gud fader os bevare ...
hans hellige engleskare
en skanse om os slå ...