Danmarks Breve

BREV TIL: Marie Abel FRA: Ernst Johannes Trier (1865-01-23)

Ernst Trier til Marie.
København, 23. jan. *) 1865.

... Jeg har sådan en trang til at skrive i dag ... men ikke tid. Jeg skal nemlig gøre mig færdig til mit literaturhistoriske foredrag i morgen ...

I morges fik jeg skønne gaver — alle sammen til vort udstyr, f. ex. et lille rundt bord med mahogniplade ... og Holbergs Danmarks-historie i tre bind, originaludgaven, og Evalds skrifter — altsammen af fader og moder. Du undrer dig måske, at jeg siger, at det er til vort udstyr; men du må betænke, at der er adskillige bøger, der ligefrem hører til ens udstyr, når man vil have højskole. — Af Frits fik jeg Holbergs levned af Smith. (Jeg er overhovedet helt optaget af Holberg i denne tid ...

Med hensyn til Vallekilde da ligger det mellem bakker og dale og mellem dale og bakker ... Det er en frodig, dejlig egn. Lige neden for byen er en lille vig af Lammefjorden [Svinningevejle], som desværre nu er inddæmmet, så der om sommeren er eng, om vinteren sø. Lidt længere ude er fjorden, og til den anden side Kattegat. Vallekilde ligger ikke langt fra Vejrhøj, s. 36 et af Sjællands højeste punkter, og godt en halv mil fra Dragsholm med sine skove ...

... I går havde jeg atter brev fra Hoff i Vallekilde; jeg tænker ikke, der skal være noget til hinder for, at jeg får den gård til leje, som jeg så meget ønsker ...