Danmarks Breve

BREV TIL: Marie Abel FRA: Ernst Johannes Trier (1865-03-24)

Ernst Trier til Marie.
København, 24. marts 1865.

... På mandag holdes for sidste gang i år møde i »Dansk samfund« på Borchs collegium. — Jeg har nu begyndt at holde en række foredrag over Danmarkshistorie for kvinder. Jeg sagde en aften ude hos Busch i Brøndby, at jeg gærne vilde, ... og så fik de lavet det i stand. Jeg har 10 tilhørerinder ude hos conferentsrådinde Bech på Østerbro. Jeg skal holde 12 foredrag; derfor får jeg 20 rdlr. Jeg begyndte nu i onsdags. Der var da to af Buschs døtre, fru Busch, den gamle conferentsrådinde og frk. Beate Clausen; de andre kendte jeg ikke ... Jeg tænker for resten, at jeg får sådant et hold til ... Nobels døtre vil nok stå i spidsen derfor ...

I aftes har jeg endvidere begyndt nogle foredrag i discussionsforeningen på Blågård seminarium over nordiske gude- og heltesagn ...

Rigtig tak for det brev, jeg fik fra dig i dag. Men netop den slags breve gør, at jeg længes så meget mere efter ... at kunne tale med dig. Det er sådan noget halvt noget, dette skriveri ... Jeg længes efter, at vi skal få vort eget hus, for at vi dér kan indrette vort daglige husliv efter vort hjærtelag, så vi sammen kunde tjæne Vorherre og daglig mindes ham ... og hans guddommelige menneskeliv med glæde. Hver gang du fortæller mig om dit tidligere liv, er det mig så underligt, hvorledes du har måttet gå så ene om. Nej, det er vist, du må have lov til at lade dit hjærte slå ... og for hver gang du lader mig fornemme slagene, gør du din fæstemand sjæleglad.

I går var jeg hele eftermiddagen på Marienlyst; det er en stor glæde for mig at komme derud og færdes i højskoleluften.

I forgårs havde Balle og jeg et rigtig dejligt besøg hos Grundtvig. Han var den aften så prægtig, og vi havde bægge stort udbytte af at tale med ham. Derefter gik jeg til Nobels; der var Frits og Ida og land- s. 55 skabsmaler Kyhn, og vi tilbragte en rigtig rar aften sammen ...