Danmarks Breve

BREV TIL: Marie Abel FRA: Ernst Johannes Trier (1865-08-16)

Ernst Trier til Marie.
Glud, 16. avgust 1865.

... Se nu må vi altså atter til at tage fat på pennen for at kunne meddele os til hinanden ... jeg sidder ikke længere lige overfor dig på »kildebænken«, i »hytten« eller ét af de andre kære og yndige steder i det yndige Dalum; jeg sidder i en gammel, gammel bondegård hos Thomsens forældre, hvor der for resten er så mageløst hyggeligt. — Men jeg får nok lade være for denne gang at anstille videre betragtninger over den ting; ... ti jeg har kun lidt tid at skrive i. Lovise skal nemlig begraves i dag og om lidt skal Thomsen og jeg af sted, da der er en lang vej dertil. *)

Fra Dalum kom jeg jo først temmelig sent i mandags. Da jeg nåde Sanderum, traf jeg Rasmus — Povl Rasmussens søn — han kørte mig til Ravnebjærg, hvorefter jeg senere kørte et stykke hen ad landevejen med en tørvevogn og endelig med Gyntelberg til Middelfart ... Så kom jeg til Fredericia kl. 3, fik badet, spist, set mig lidt om og gik så til Valeurs, hvor jeg blev modtaget med formelig udsøgt venlighed, så det gjorde mig meget ondt, både at jeg ikke kunde blive der natten over, og at jeg i det hele taget var så dårlig oplagt ... De kørte mig til Treide, hvor jeg kom lidt over kl. 8. I det mest forunderlig dejlige vejr havde jeg en aldeles mageløs båd-sejlads over fjorden. Du kan næppe forestille dig, hvor dejligt.

Jeg overnattede i et lidet bondehus og vandrede i går morges videre. Undervejs fik jeg fat i en af mine s. 82 forrige elever, hvis fader kørte mig et stykke på vej, så gik vi videre til Skjolde.

Uheldigvis var Thomsen imidlertid kørt efter mig til Rosenvold. Vi gik altså fejl af hinanden, og han traf mig først langt ud på dagen i Skjolde.

Jeg tog ind til skolelæreren, og dér kom Bågø over til mig ... Ved det alter, hvor hendes ja til Bågø skulde have lydt, står nu hendes lig. Gud fader trøste og styrke de kære mennesker ... Fritz og Ida kommer til begravelsen i dag ...

Din hilsen til Bågø har jeg bragt ham; han hilser dig igen ...

(I Skjolde præstegård.)

En forunderlig dag! ... Sidst talte jeg. Bågø havde selv bedt mig om at sige et farvel fra vennerne. Det gjorde jeg, idet jeg knyttede det til de ord:

»Ja det lyder lydt herinde
med en liflig klang:
Kristi venner ingen sinde
sees sidste gang.
I den store morgenrøde
samles ven med ven.
I det store vennemøde
skal vi sees igen.«

Altså, vi siger »farvel så længe«; men dette så længe skal vi så også hjælpes med at bære ved — i det vi lader sorgen frit løb — altid dog at mindes, at det er Gud fader, der skilte de to ad. Sorgen må ikke gøre os bitter ...

Bågø og jeg har fået talt så godt sammen i dag ...