Danmarks Breve

BREV TIL: Ernst Johannes Trier FRA: Marie Abel (1865-09-10)

Marie til Ernst Trier.
Dalum, 10. septbr. 1865.

… Nu er vi jo atter nået til den 11. septbr., ja, hvor det dog er underligt at tænke sig, at det er et helt år siden! … Hvem der dog havde været med i København under Slesvigernes besøg! jeg ved ikke, hvad jeg vilde have givet for at have været med; det må have været mageløst! Her har vi jo havt besøg af kongefamilien. I torsdags morges kom her bud ned s. 94 fra kammerherreinden med to adgangsbilletter til perronen ved banegården i Odense, … men jeg foretrak at køre med fader til Holmstrup, hvor han skulde tale til kongen … Deroppe var der rejst en meget smuk æresport; og efter at vi så havde fået de kongelige vel af sted efter Middelfart, kørte vi ind til byen, hvor jeg blev til lørdag; jeg var så heldig hvert øjeblik at løbe på de kongelige, så nu kan jeg dem udenad og er ked og led af det hele væsen … I går formiddags gik jeg hen til Helvegs og fik lidt nærmere besked om mødet på onsdag og torsdag. De sagde mig, at man måtte løse adgangsbillet til 1 rdlr., når man ikke var medlem. Nu gælder det, om fader vil give mig billet, ellers må jeg pænt blive hjemme. Dog det, håber jeg, nok han gør, ellers bliver jeg unægtelig slemt skuffet. For resten kan jeg ikke sige dig, hvor underligt det er for mig i denne tid og navnlig i disse dage at gå omkring her i haven og skoven; alt minder mig så levende om dig og den mindeværdige tid i fjor. Jeg synes slet ikke, jeg er den samme, som jeg var den gang; jeg synes, jeg har fået så meget at tænke på, og det er lutter ny tanker, som aldrig har opstået hos mig før … men som jeg har lært at kende ved dig og gennem dig. Og nu føler jeg sådan en trang til at takke først Gud og dernæst dig … for det år, som er gået siden vor forlovelse … dig som har … søgt at åbne mine øjne for ting, som indtil da har været skjult for mig … Der er ellers en ting, som jeg gærne vil spørge dig til råds om: Som du véd, bryder jeg mig ikke stort om at gå i kirke her hjemme, jeg kan ikke gå der med lyst; men på den anden side, kan jeg mærke, det støder fader, når jeg ikke gør det. Skal jeg nu for ikke at støde fader alligevel gå i kirke hér, eller skal jeg lade tingen gå sin gang? Svar mig herpå, hvad du finder rigtigst …