Danmarks Breve

BREV TIL: Marie Abel FRA: Ernst Johannes Trier (1865-10-04)

Ernst Trier til Marie.
Vallekilde, 4. oktbr. 1865.

… Hvad Birkedal angår, da er jeg aldeles enig med dig i, hvad du skriver. Jeg kan heller ikke indse, at han har gjort noget gavn ved sin ytring. Havde han det, fik det være, hvad det var. Min kærlighed til ham (personligt) og min agtelse for ham kan denne historie ikke rokke men kun styrke; ti han har jo gjort det i den tro, at det gjorde gavn, og så hører der et forunderlig stort mod og stort hjærte til at gøre det, han har gjort. Jeg talte med ham nogle dage derefter, og da var han allerede beredt på sin afsked, og du kan bare tænke dig, han fortalte, at da formanden kaldte ham til orden og vilde hindre ham i at sige mere, da skyndte han sig at få sagt de skæbnesvangre ord (Karl XV’s navn), mens klokken ringede, skønt han i det øjeblik var sig det godt bevidst, at det netop var dem, der vilde koste ham hans embede, »for det skulde siges« — sagde han. Der er noget virkelig beundringsværdigt i et sådant mod; det er rigtignok anderledes, end da Madvig og Clausen i sin tid nedlagde deres rigsdagsmandsmandater for ikke at miste deres embeder. Man kan da se, at der er alvor og sandhed i Birkedal. — Hvad hans familie angår, da er jeg ikke videre ængstelig for den; den må — om ikke andet — de troende i Danmark sørge for, ellers s. 103 var der ingen sandhed i vor tale og sang om kristeligt fællesskab og broderskab …

Derimod gør det mig uhyre ondt for hans menighed, der vil komme til at føle et stort savn, når de skal miste ham. —

Om nu regeringen har handlet klogt eller ej, ved jeg ikke. Jeg havde brev fra Octavius Hansen, han er meget forbitret derover, og jeg ved ikke, om du har lagt mærke til, hvorledes folketinget gav sin stemning til kende i denne sag: dagen efter valgte det Birkedal til viceformand! Så meget er mig klart, at vil regeringen blive ved på den måde, da vil det let føre til et folkekirkeligt brud; ti når den kristne menighed skal berøves sine præster — og det præster, der har virket som Birkedal — af politiske grunde, uden at det er tilladt at holde dem ved egne midler, da vil tilstanden let blive utålelig. Og derfor kan denne historie let bære meget store følger i sit skød. For resten hvor må det være pinligt for dig at høre alt, hvad der i den anledning bliver sagt …

I går skrev jeg 6 forretningsbreve (skolesager). På fredag må jeg atter ud på rejser — først ind i Odsherred og så til København, hvor jeg har uhyre meget at besørge, så du må endelig ikke vænte ordentligt brev, før jeg kommer hjem igen …

Så skulde du høre lidt om, hvordan jeg har havt det siden sidst. Jeg skrev jo til dig fra Ubby, hvor jeg var hos Beck. Dagen efter gjorde jeg en mageløs dejlig lille udflugt til grev Moltke på Nørager. Mage til grevefamilie finder man vist næppe i Danmark. Både det kristne trosliv og det danske folkeliv toner en så herligt i møde. Grevinden er dejlig at se til og endnu dejligere at tale med og så yndige børn! Om aftenen måtte jeg synge med dem, og du skulde have set en lille dreng på 5 år! Hele den lange sang om Herrens indtog kunde han udenad, og så sang han den med en ivrighed, der var mageløs. Om eftermiddagen gik jeg en lang tur med greven, han vilde vise mig en smuk udsigt. Og så har disse mennesker en sådan kærlighed til højskolen! Jeg ved ikke, om jeg skrev til dig, at det er greven, som giver 30 rdlr. til Jakob Nielsen, for at han kan komme der. Han tilbød at give det samme til en anden næste år og sagde, at skulde jeg trænge til hjælp, så skulde jeg komme til ham. Et par gange sagde han: »De ved ikke, hvor s. 104 det har rørt mig med den skole.« De bad mig også så meget om at komme igen: »vi trænger så meget til omgang med troende mennesker«, sagde de bægge.

Den næste dag gik jeg fra Ubby med en af eleverne til Frankerup og havde et yndigt besøg hos en af elevernes forældre. Det var småfolk (8 tdr. land); og de har kun den ene søn, som nu er 27 år; bægge er de svagelige, og dog sender de ham af sted. I begyndelsen havde de nægtet ham det; men så en aftenstund, da de talte derom igen, sagde sønnen: »Ja, kan I ikke undvære mig, så får jeg jo blive hjemme, men I gør mig rigtig så meget imod« — og så gik han ind i stuen ved siden af og kom til at græde. Da sagde faderen: »Nej hør mor, — Jørgen har jo aldrig gjort os noget imod, så er det vel Vorherre, der vil det, siden han har sådan lyst, og så hjælper han os nok«. Og så fik Jørgen lov til at rejse. Så gik vi hen til en anden gård, og der kom en musikanter, som hed Mads, og indmældte sig til skolen; og så gik vi til en tredje gård, og der mældte faderen sin søn Hans Peder. Se det blev 19.

Om aftenen kom jeg til den ganske udmærkede lærer Blegvad i Værslev, en mærkelig mand, der har en forbavsende indflydelse dér på egnen. Der var også den prægtige Burchardi *) og flere andre. Natten efter lå jeg hos Burchardi på Birkindegård, og næste morgen gik vi ned til en bondegård, og dér fik jeg atter en elev. Derfra til Ubberupgård til Holm. Dér blev det aftalt, at han, Burchardi og Hoff slår sig sammen om at holde den rare skræddersvend Jens Pedersen, 35 år gammel, på skolen. Og således har jeg da nu i alt indmældt 21 elever.

Holm kørte mig til Viskinde til pastor Rask, hos hvem jeg gjorde et besøg og så — hjem (lørdag aften). Her lå — breve!

Om søndagen var her konfirmation; men dog fik jeg puslet lidt ved min stue, og endelig i mandags fik jeg den helt færdig, og nu har jeg min lille hyggelige stue i orden. Uden for vinduet står det store Pæretræ; og gennem grenene kan jeg titte ud til bakkerne med Særslev by. Ved vinduet står mit skrivebord, bægge boghylderne til venstre; pulten, sængen og ko- s. 105 modeskabet til højre. Jeg har været optaget af at sørge for elevernes nattely i disse dage …