Danmarks Breve

BREV TIL: Marie Abel FRA: Ernst Johannes Trier (1865-10-26)

Ernst Trier til Marie.
Vallekilde, 26. oktbr. 1865.

… Hvor det alt er underligt; nu først blev jeg færdig med at bringe i orden efter min sidste Københavns-rejse; nu er det sent, og jeg er meget træt. Men først må jeg have skrevet til dig … Jeg er til mode som den, der er kommen hjem fra en lang rejse; han er træt og længes efter at komme til ro … Det hele her er mangen gang for mig som en drøm. Se dig en gang omkring! Kun disse gardiner — som, jeg håber, skal forsvinde til jul — minder om, at denne stue for kort tid siden var Peder Frederiksens »aftrædelsesværelse« — Nej nu er det sandelig mit studerekammer. Det kan du se på skrivebordet her ved vinduerne, de tætpakkede boghylder og skrivepulten. Her er så hyggeligt, at alle, som kommer til mig, forbavses derover. Sofa har jeg rigtignok ingen af, men jeg har aldrig endnu savnet den; og i gyngestolen sidder jeg s. 108 næsten aldrig. Jeg har ligesom vænnet mig til en helt ny måde at leve på.

Og gå så med mig ind i skolestuerne! Hvem skulde ane, at det var endnu for en uge siden Peder Frederiksens storstue. — Nej du, hvor er det dog underligt at gå omkring og lave til og indrette og indrette og lave til, at jeg kan tage imod eleverne, når de nu om få dage forhåbentlig kommer — jeg skal tage imod mine egne drenge! Marie! Så er jeg kommen så vidt da! Alt slid og slæb, som jeg har havt nok af og ikke er færdig med endnu — ti i overmorgen vænter jeg et helt fragtlæs herud med sænge, bøger og andre sager — alt det er mig intet imod den glæde, jeg føler ved tanken derom! Så kan jeg komme til at græde af glæde — og når jeg har en rolig stund, da må jeg takke Gud, der så forunderligt har lavet det alt for mig. Tænk dig Marie, for et år siden, da begyndte jeg først at tænke på lidt af alt dette — og nu!

I går aftes var her en gårdmand fra Ubby med sin søn og en til, Mads, musikanteren, der bægge skal på skolen, og besøgte mig. De havde med en karl, der lige er sluppen af soldatertrøjen. Han indmældte sig også, så nu er der 26. Jeg havde stor glæde af at tale med dem. Og så fik jeg brev om én til; men jeg vil nødigt, at han skal komme, da han kun er 16 år, så jeg tænker ikke, det bliver til noget med ham. Det kniber nu svært med plads, men det går vel nok.

Den 27. oktbr. Min Københavns-rejse: Jeg kom derind torsdag den 12., sent om aftenen; alt var lukket; man havde ikke væntet mig, det var helt uhyggeligt, et varsel om det, denne rejse skulde bringe mig. Det var en stor glæde for mig næste dag at se fader og moder; moder så virkelig forbavsende rask ud. Men så begyndte straks jageriet. Peder Frederiksen, som også var i byen og på sin vogn skulde have adskillige sager ud med, indfandt sig tillige med Thomsen — og så begyndte det — huj hej — af sted — til jærnstøber, bogbinder, gartner o. s. v., og så var næsten intet endda i orden. Peder Frederiksen fik egentlig kun ud med to store, dejlige globusser (over en alen i gennemsnit) som Octavius har lånt (d. e. omtrent givet) skolen. Det er meget kostbare varer, en stor pryd og til megen nytte for skolen. I det hele taget: det er mageløst, hvor han (Octavius) år for år bliver mere og mere kærlig imod mig.

s. 109 Så kom Nørregård, og det var jo yndigt at se ham; men næppe har vi begyndt at tale sammen, før han siger: „og du har vel hørt, at Sjerbek er død«. Det havde jeg ikke, et lille brev fra Vinding derom havde ikke nået mig. Midt i al denne hurlumhej skulde jeg da få efterretningen om dette for mig så smertefulde dødsfald. — Nu nar jeg stillet hans billede op under roser og resedaer, som Tranbergs kone bragte mig herover i går (man kæler for mig herude, i forgårs kom der en hel kurv med æbler og valnødder fra fru Hoff og hendes søster). —

Nu skal jeg fortælle dig lidt om Sjerbek:

Jeg lærte ham at kende 1856 hos Hartmanns men kun meget flygtigt, traf ham så 1857 på Himmelbjærget … Kort efter faldt han i en langvarig mavesygdom, og under den blev han kristelig vakt, og deri havde jeg sikkert megen del. Fra den tid var vi njærtensvenner, og som han fulgte mig aldeles i den kristelige udvikling, så han fulgte med fra Blædel til Fenger og fra Fenger til Grundtvig, således ledede han mig frem i kunstens verden, og i et par år så vi bogstavelig hinanden daglig; han bode den gang lige tæt ved, og det var stadig om kristendom og om kunst, at vore samtaler drejede sig. Du kan ikke tro, hvor han var en forunderlig dyb natur, mageløs kærlig og højsindet, henrykt for alt, hvad der er dansk også i sin kunst; en ægte kunstnersjæl, ejendommelig i sin opfattelse af livet. Jeg holdt uhyre meget af ham. —

Hans forældre havde en forunderlig måde at tage hans kunstnerlyst på, hvad jeg vist har fortalt dig. Han måtte slide og slæbe; ti da hans moder blev enke, vilde han aldrig falde hende til byrde … han undværede heller sin middagsmad … Sidste aften, jeg var hos ham, var Bågø med; han havde da fået noget spansk vin af sin moder, og så sad vi tre så hyggeligt sammen, lige til kl. var to om natten — og nu er han borte … Jeg havde så ofte glædet mig til, at Sjerbek skulde komme hjem igen! Han har nu længe været syg i Rom, hvor han har fået dårlig føde; han måtte tage på landet i nogle dage, kom atter tilbage; men da sagde lægen Karl Hartmann ham, hvordan det hængte sammen, og et par dage efter kom døden. Kort før var Ravnkilde hos ham og læste for ham i bibelen; han bad da selv højt og lydeligt sit »Fader vor«. Så gik Ravnkilde, Karl Hartmann kom, og i hans s. 110 arme døde han, mens Karl bad bønnen for ham. — Dejligt er det stedse at se, at Gud kommer dem til hjælp, der hører ham til, i den sidste og hårdeste strid. — Det er mit håb, at vi skal ses igen i Guds rige. Vennerne går forud, Marie! Hvilket møde det skal blive! Farvel så længe, du kære Sjerbek! —

Om du dog havde kendt ham, Marie! …

Lørdag aften var jeg hos Frits og Ida … og om søndagen havde jeg en dejlig dag med gudstjæneste i Vartov. Om Aftenen var jeg hos Termansen, en mageløs mand. Dinesen, Andresen, Svejstrup, Hertel, Bågø, Nørregård med kone, Bentsen og Thomsen var der. Da havde vi det rigtig rart. Om mandagen havde jeg en dejlig aften hos Grundtvigs. Du kan tro, at jeg ordentlig pumpede den gamle! Først måtte han frem med sine anskuelser om undervisning i modersmålet og jordbeskrivelse for Thomsen, som var med, og så fik jeg ham til at forklare, hvad jeg en gang har hørt ham ytre, at der ikke er andet dansk i Danmarks riges grundlov end navnet. Det var uhyre morsomt at høre på, og endelig efter tebordet fik jeg ham til at holde et helt foredrag om »gudsbilledet«; og så gav han mig de 10 exempl. af Snorro og Sakso. Men det var næsten også det sidste fornøjelige, jeg havde i København; ti vel havde jeg den glæde, at Octavius, der må gå og vænte efter bryllup — stakkel! var hos os en middag; men det var så kort; og vel var jeg bedt til Nørregårds og til Groves; men da var jeg allerede overtræt. Ellers var det kun ærinder og atter ærinder, køben og vrævlen om køb — hu ha … Med mor fik jeg næsten slet ikke talt, pirrelig og gnaven blev jeg til sidst — og så alt det københavnske vrævl; det er dog en letsindig by. Rædsom træt forlod jeg byen — jeg var kommen så stærk og munter derind. På vejen, i Holbæk, fik jeg gjort besøg hos kammerherre Pløyen, amtmanden, Skovsbo’s svigerfader Det havde Skovsbo bedt mig så meget om …

Endelig kom jeg da hjem igen til »det velsignede Vallekilde«. Her har jeg også havt travlt … Det er farligt, så mange småting man skal sørge for; men her kan man tage for sig en ting ad gangen, og her er jeg rask, glad og fornøjet; og så er det så yndigt at se alt dette efterhånden blive til … Men hvor kommer pengene fra? — Fra det klassenske fideicommis fik jeg afslag på gråt papir rent ud. — Men så skrev s. 111 jeg til fader — og med den mest mageløse redebonhed og iver har han taget sig af mine sager. »Jeg hjælper dig så gærne, kom dog bare til mig«, har han gentagne gange skrevet og sagt til mig. Og der vil såmænd komme til at gå 4—500 rdlr. med til min egen og skolens forsyning. Og så kommer jeg endda meget til at mangle bøger. Fra enkedronningen har jeg intet hørt endnu, og jeg er i grunden i stor forlegenhed. — Skulde du ikke have lyst til at gå ind til Odense og spørge Helveg, om han ikke véd nogen, der har overflødige exemplarer af Flors håndbog i den danske literatur; den er til al uheld udsolgt. — Og skulde du ikke selv have lyst til at låne skolen »Oehlenschlægers digterværker« og din »Valdemar d. store« og hvad du ellers har af Ingemann, som du vil af med. Send det til min fader, så sørger han for, at det kommer med fragtmanden herud. —

Skulde du træffe Helveg, så hils ham så mange gange fra mig og sig ham, at jeg længes meget efter at tale med ham især om Birkedal — kan du slet ikke komme ind til Hospitalskirken. Ser du Hertel, så hils også ham og fru Heins! …