Danmarks Breve

BREV TIL: Marie Abel FRA: Ernst Johannes Trier (1865-11-05)

Ernst Trier til Marie.
Vallekilde, 5. nvbr. 1865.

… Nu sad nys hos mig Pér Olsen, en af mine karle, et forunderlig yndigt menneske; vi var kommen fra skolestuen, hvor vi (det er jo søndag) sad sammen og røg tobak efter middagen. Jeg havde taget ind til dem hver et æble af dem, du har sendt mig. Så måtte jeg hente dit billede og vise dem det. Det gik så fra mand til mand, og da jeg så sagde, at nu skulde jeg ind at skrive til dig, så lød det rundt omkring fra: »Så hils hende fra os og tak for æblerne!« Ja Marie, hvordan skal jeg kunne beskrive for dig, hvor underlig jeg er til mode, hvor glad jeg er! Det er, som om jeg i alle øjeblikke, hvor jeg er ene, hører: »Fald ned for alle sjæles Gud!« … Ja jeg er glad, uhyre glad; og rask og stærk føler jeg mig. Og jeg er så taknemmelig mod den Gud i himlene, der har ført alle disse mennesker her til huse. —

Se, lille Marie, dette er både begyndelsen og enden, og andet kan jeg egentlig ikke skrive! Hvad det dog bliver for en fryd at få dig hertil. Og du selv, hvor . . vilde du fryde dig over mine karle! Du skulde s. 116 bare se, hvor de ser rare ud! Både Hoff, Thomsen og Tranberg er enige med mig i, at det er forbavsende, i hvilken grad de allerede nu er gået ind på den tone, her er slået an. Og så ser de så glade ud; hvert øjeblik hører man dem synge de ny sange, som jeg selv har lært dem. Nu kan jeg høre, at én sidder og læser højt for de andre derinde. Et par af dem har jeg måttet hjælpe med breve, og hvad handlede de om? — »Vi er så glade«. Det var nu heller ikke muligt andet, end at den indvielse måtte gøre indtryk på dem … Termansens navn er på alles læber!

Nej, hvor skulde du dog have været her den dag! se den ene vogn komme efter den anden! Det, der greb mig mest i den henseende, det var, da fader kom — jeg skulde første gang byde ham velkommen i mit eget hjem! Og således har jeg aldrig set fader og aldrig troet, han kunde være! Han førte sig med en ganske ejendommelig gammelmands-værdighed, som klædte ham yndigt og greb alle, og så var han så stille og så dybt bevæget hele dagen.

Og så da Frits kom! kom med Bågø. Frits var prægtig herude. Og så Termansen, den mageløse mand! Han kom med Dinesen og Grove. Og så alle eleverne med deres forældre og søskende; og Burchardi, Rosendal, Bentsen, Jessen o. s. v., o. s. v. Her var vel 150 mennesker.

Kl. 1 var vi samlede ude i haven. Vejret havde hele dagen været yndigt. Flaget hejsedes, og jeg talte; men den tale skal jeg nu have ordentlig nedskrevet og sendt til »Dansk kirketidende« eller »Kirkeligt folkeblad«. Så længe må du vænte — også på Termansens og de andre taler! Ja vænt nu bare, så skal du få dem så meget bedre!

Da jeg havde talt, sang vi: »Hil dig vor fane!« og derefter Nørregårds sang (hvorunder står mærket »J. N.«), og så stod Termansen der støttende sig til flagstangen og talte så ubeskrivelig dejligt … Bagefter sang vi den dejlige sang af Brandt. Så talte Hoff, meget bevæget, om at »kærlighed i pagt med ånden, den får altid overhånden«.

Det begyndte nu at regne lidt, og under sangen: »I alle de riger og lande« gik vi da ind i skolestuen. Dér talte først Niels Jensen fra Stenstrup om fuglevisen, og så sang vi »Velkommen«. Den sang har Olav Arvesen skreven til indvielsen af højskolen på Hamar. s. 117 Jeg forandrede blot lidt ved den, så kunde vi nok bruge den her.

Jeg talte så igen og — jeg tror, godt. Jeg bød eleverne velkommen, jeg var selv meget bevæget derved, det véd jeg i al fald, og så bad jeg Vorherre give sin velsignelse. Til sidst sang vi: »Hvad solskin er for det sorte muld«.

Jeg hvilte mig så ud herinde en halv times tid ved at tale med fader, og så kl. 4 samledes vi igen alle ude i gården; og nu kom egentlig det smukkeste øjeblik, da Hoff overrakte eleverne en køn Danebrogsfane, som fru Hoff havde syet til dem. Hoff talte så yndigt — og så gik vi med fanen i spidsen over til almueskolen. Nå hvor den strålede! Kvinderne (fruerne Hoff, Tranberg og Kramer; frøknerne Mathiesen, Marschner og fiere bønderkoner) havde pyntet den. Vimpler og flag havde de fået fra Adelersborg, og — tænk dig — baronen havde skrevet til sin inspektør, at der den dag skulde flages på Adelersborg til ære for skolen. Min egen skole var også pyntet: frøken Bonnevie havde bundet en krans om den yderste dør, og en bondepige kom så kønt og bad mig, om hun måtte smykke den inderste, og derover var så anbragt mine egne små flag. —

I skolen holdt vi altså gilde. Det gik helt pænt til. Jeg førte Termansen op til højbords; lige overfor sad fader og pastor Bonnevie. Foran mig på bordet stod din søsters kage — (nydeligt af hende!). Vi var over 80 til bords. Hoff og jeg gjorde gildet; men fader havde givet 25 flasker vin til, pastor Bonnevie to store stege, fru Tranberg to kager, frøken Bonnevie kager, Hoff desuden æbler og moder småkager.

Vi fik først lamme- og oksesteg med kartofler og så kagerne.

Jeg bød gæsterne velkommen — underligt, kan du tro, at være vært første gang for så stort et selskab! Så talte Termansen for fædrelandet og Burchardi ypperligt for skolen, så jeg for Grundtvig og for Termansen; så Grove fortrinligt for modersmålet, så Hoff for fader, hvorfor fader takkede, virkelig så udmærket; jeg havde aldrig troet, at fader kunde tale så godt — han endte med en skål for dig! Den skål blev drukket under stor jubel. Men så kom det allerbedste, en tale af Termansen for fru Hoff, — herlig! Jeg takkede så Hoff og talte derpå for Grove og Grundtvigs høj- s. 118 skole. Så talte Frits rigtig kønt for moder, og Grove talte til eleverne; derpå fulgte en skål for Termansen og Dinesen som rigsdagsmænd. Dinesen takkede og talte atter til eleverne. En af dem vilde takke, men — det var uheldigt. Så fulgte endnu flere skåler, jeg takkede f. e. alle dem, der havde hjulpet mig. Vi blev siddende ved bordet til kl. var 8. Så gik vi atter herover, hvor lamperne imidlertid var bleven tændte, og bordene stillet op; og så rejste den ene efter den anden, til sidst var kun Frits og Niels Jensen tilbage. —

Næste morgen kl. 8 ringede jeg eleverne sammen og sagde dem besked om hele vort skoleliv, at det måtte bygges på et kærligheds samliv. Thomsen begyndte så at undervise, og derefter holdt jeg mit første foredrag. Niels Jensen rejste om morgenen og Frits om aftenen, og — nu, ja nu er skolen i gang.

Eleverne har allerede travlt med mange slags ting, og vi er allerede godt kendte. Thomsen er så glad, at det er en fornøjelse at se. Du skulde se os spise sammen, det vilde more dig!

Men nu må jeg stoppe; jeg må ind til dem om lidt, det har jeg lovet!

Marie, jeg er så glad!! …

Fra eleverne på blågård fik jeg en dejlig gave: »Danmark i hedenold« og »Islændernes færd ude og hjemme« (bægge af N. M. Pedersen) tillige med medfølgende brev …