Danmarks Breve

BREV TIL: Marie Abel FRA: Ernst Johannes Trier (1865-12-10)

Ernst Trier til Marie.
Vallekilde, 10. dcbr. 1865.

… Jeg er i dag bleven noget træt, fordi vi har havt så mange gæster. Allerede i går middags kom Burchardi — men derom har jeg jo skrevet i mine »dagbogsblade«. Tænk, i morges sov vi alle over os her i huset, så vi fik lidt sent begyndt. Jeg talte i dag over de ord: »Antager eder hverandre, ligesom Kristus har taget sig af eder.« Jeg gik derpå en tur med Rosendal og Søren Rasmussen fra Frankerup, sad så en stund og talte med dem, fik derpå talt med Burchardi om mange ting angående fremtiden. Han og Holm på Ubberupgård vil tage 4 af vore folk i agerdyrkningslære til sommer, og der er allerede rift om de pladser.

Efter middag kom en af elevernes forældre, … og vi fik alle en ganske fortrinlig samtale i gang, og den varede lige til vi skulde i kirke (»sidste-tjæneste«). s. 131 Da vi var kommen hjem, sad jeg og snakkede med eleverne, til jeg blev dygtig træt, så gik jeg ind og lagde mig lidt på sængen, og nu — skriver jeg …

Det er mig en rén lyst at læse dine breve; ja det kan jeg forstå, at vi er to rigtig lykkelige, to som Vorherre har været mageløs nådig og god …

Men, kære Marie, i én ting forstår jeg dig aldeles ikke: Hvad i al verden kan dog gøre, at du så nødig vil holde Emils barn … over dåben. Det må jo være yndigt for dig at kunne tage det lille barn på dine arme og gå hen til Vorherre Jesus med det og sige til ham: »Se, her er et lille menneskebarn, der som alle vi andre er kommen dødfødt til verden, så det har ikke livet i sig for syndens skyld. Tag du det, tilgiv synden, ånd med din ånd derover, så et nyt menneske skabes, og der bliver da deraf ikke alene min broders barn men et Guds barn.« Jeg synes det må være dejligt for dig at bekende troen for den lille, der ikke selv kan det. Men du kan det jo — og yndigt for dig at love, at du vil tage dig af dets kristelige opdragelse, om forældrene skulde dø.

Ja sådan står det for mig …

I aften har jeg fået sådan et godt brev fra Anton Nielsen. Jeg sender dig det hermed …