Danmarks Breve

BREV TIL: Ernst Johannes Trier FRA: Marie Abel (1866-01-17)

Marie til Ernst Trier.
Vesterbro, 17. jan. 1866.

… Det, du skrev om et hus uden jord eller en gård med jord, er jo af den slags ting, som jeg ikke forstår mig synderligt på; efter min forstand forekommer det mig rigtignok at være for stor en plan den med gården; den med huset synes jeg meget snarere, jeg kunde tænke mig virkeliggjort …

Jeg befinder mig udmærket her i dit gamle hjem, jeg føler mig så fri imod hvad jeg er vant til … Og dine kære, gamle forældre véd ikke, hvor gode de vil være imod mig; de er rigtignok mageløs kærlige, og Frits, ja han fortjæner sandelig også et godt skudsmål; han er altid så venlig og så kærlig imod mig. Bågø har jeg ikke set det mindste til, siden jeg sidst skrev, så ham kan jeg intet fortælle dig om. Derimod så jeg i søndags Nørregård og hans kone i kirken, og jeg hilste også på dem.

Hvor er det ellers underligt at være i Vartov alene uden dig; — endskønt, man kan umulig føle sig ene dér. 1 søndags havde vi sådan en mageløs dejlig gudstjæneste derinde; og jeg må sige dig, at endnu har jeg aldrig forstået Grundtvig så godt som den dag. Han talte om ægteskabet, og vi sang den dejlige bryllups-salme: »Det er så yndigt at følges ad«.

I aftes var jeg så for anden gang i dansk samfund … Køster talte … og en rigsdagsmand Olesen …