Danmarks Breve

BREV TIL: Marie Abel FRA: Ernst Johannes Trier (1866-02-05)

Ernst Trier til Marie.
Vallekilde, 5. febr. 1866.

… Nu har jeg holdt mit eftermiddagsforedrag over Ygdrasils ask. Du skulde bare have set Per Olsens glæde derover; det var dog så kønt at se. Ja bare jeg havde [dig] herude, der er hver dag sådan lidt at bemærke. — Anders Knudsen! hvor er dog det lille menneske mærkeligt! I går gik han såmænd og morede sig med at følge den gamle hjulmand omkring på besøg, før vi holdt forsamling. Det kom Anders Jensen stråleglad og fortalte mig.

Så Grundtvigs kvinder kunde ikke give dig ret i, at glæden kan ydmyge os; det var dog mærkværdigt! det kan jeg nu så godt gøre. Jeg ved nok, at da jeg fik skolen i gang så glædeligt, da følte jeg mig så lille bitte overfor al den store nåde. Og jeg ved også det, at når troens glæde ret bliver levende i os, da ydmyges vi dybt, for da ved vi, at vi intet af alt dette fortjæner. Det må vel være således, at både sorg og glæde kan både ydmyge og hovmode os — for sorg kan såmænd godt gøre et menneske hovmodigt og trodsigt — det gælder om, hvorledes vi tager derimod, og derfor bruger Vorherre det, alt som vi trænger dertil; men jeg synes dog, at den ydmygelse, der kommer med glæden, er næsten den allerdybeste. Og det, du skrev derom, kan jeg så mageløst godt forstå, så deri smelter vi rigtig godt sammen.

Hvordan fandt du dig ellers til pas den aften ude hos Grundtvigs? derom skrev du slet intet til mig. Det var dog kedeligt, at Termansen ikke kom; hvordan synes du om hans tale i »Dansk samfund«, og s. 146 hvad talte han om? Så du blev så forbavset over, at Termansen er så stilfærdig; ja det er han rigtignok. Det er hans dybe hjærtelighed, der er hans styrke. Synes du ikke, Grundtvig er ypperlig, når han sådan »er oppe« ? Det, han sagde om dåben, forstår jeg nok.

Du kan ikke tro, hvor det glæder mig, at du kommer derud; det er det sted, hvor jeg fandt min allerbedste glæde, mens jeg var i København, og ofte min eneste oplivelse. Og det er det sted, hvor jeg mest har ønsket, at du måtte komme; men jeg har tænkt, at det kunde vel ikke ske — og nu — hvor forunderligt og hvor mageløst! Du kan tro, jeg er så glad derover.

(Mens jeg sidder og skriver dette, leger alle småpigerne »fest« herinde hos Peder Frederiksens. Først synger de: »I alle de riger og lande«, og så råber de af fuld hals hurra) …

Nu … må jeg slutte. Jeg er bleven afbrudt af besøg o. s.v., og nu skal jeg ud at tale med nogle bønder om køb af jord til at bygge på …

Fru Hoff sagde om dig, da du var rejst: »Jeg har intet at sige imod hende; hun er i alle henseender efter mit hjærte« …