Danmarks Breve

BREV TIL: Ernst Johannes Trier FRA: Marie Abel (1866-07-05)

Marie til Ernst Trier.
Askov, 5. juli 1866.

. . . I mandags var jeg og én af de andre elever til chocoladegilde hos en rig bonde her i nærheden, hvor der var fødselsdag; det var nogle meget skikkelige mennesker; men . . . dér morede jeg mig ikke videre. Men så i tirsdags var vi alle sammen til barselgilde hos en mand nede i Roy, 1¾ mil herfra, og dér havde vi det rigtig rart. Kl. var 9 om morgenen, da vi kørte og gik til kirken, hvor alle gæsterne samledes og overværede dåben, som blev foretagen af en provst Skous-bo . . .; pastor Kofod . . . holdt den lille dreng over dåben. Mellem fadderne var Schrøder, Nutzhorn, Fenger og Termansen.

s. 207 Da højtideligheden var forbi, blev vi fordelte på 20 vogne og kørte til gildesgården, en halv mils vej derfra. Dér var midt i gården rejst et stort, smukt telt og dækket borde.

Ved bordet talte først Kofod og udbragte barnets skål. Derefter talte Termansen så mageløs dejligt; han tog de tre sidste vers af nr. 58 i Boisens visebog: »I Danmark er jeg født og båren«. Vi havde netop sunget dem et øjeblik i forvejen . . . Han sagde blandt andet, at han egentlig aldrig ret havde kunnet forstå de to linier: »og dér skal man finde de vises sten, i bølgerne blå en perle fuldrén«. Han vidste ikke rigtig, hvad Grundtvig havde ment dermed; men nu var han kommen i tanker om, at han vist mente øj et dermed . . . de blå øjne; man kunde dog aldrig finde mere fuldréne perler end et par strålende øjne.

Efter ham talte Schrøder også meget smukt og rart. Han viste forskellen mellem beskedenhed og ydmyghed . . . men jeg kan kun så dårligt gengive sådan noget, véd du nok.

Dernæst kom der en tale fra provsten . . .; men så rejste gamle Peder Larsen, Dons, sig. Han talte længe og meget bevæget; han var så stille og alvorlig den dag; men han var heller ikke rask. Et par andre taler blev endnu holdt . . .

Mellem retterne sang vi fra højskolen nogle af vore to- og trestemmige fædrelandssange. Vi sad henne ved et bord for os selv.

Efter bordet samledes alle vi elever i et stort lysthus i haven, og dér gik det atter løs med sangen, så vi til sidst havde samlet alle gæsterne om os.

Kl. 7 begyndte dansen inde i teltet; men så begyndte vi snart at længes efter at komme hjem. Jeg var så heldig at komme på en af de første vogne, men kom dog ikke hjem før kl. 1.

I går eftermiddags kom Termansen herhen for at sige os farvel, førend han rejste ind til København, hvad han gør på søndag. Er det ikke kedeligt, så får du ham ikke at se; han bad mig hilse dig så meget. Han talte til os, og var så bevæget og tung i sindet. Stakkels Termansen, nu skal han derover og plages igen, og så véd han dog forud, at han kæmper for en sag, som han ikke vinder. Vi sang for ham, og imens rullede tårerne ham ned over kinderne. Da vi holdt op, talte han så yndigt og hjærteligt til os; han var s. 208 så glad ved at høre sangen. I 1848, da han blev indkaldt som soldat, var der kun én eneste sang, som de kunde have fornøjelse af at synge, og det var »Den tapre landsoldat« . . . Men nu glædede han sig ved at høre sangen lyde . . . Han syntes, det var rart at høre karlene synge, men han syntes, det var endnu rarere og yndigere at høre sådan en flok danske piger synge. Derfor takkede han os for sangen og bad os så til sidst synge: »Giv tid, giv tid!«

Efter at Schrøder så havde bragt ham et farvel fra os, gik han omkring og gav os alle hånden. Både han og vi græd. — Hvor jeg dog holder af den mand!

I mandags var Svejstrup her og Knudsen, som har været hos Kold; men da var jeg uheldigvis ikke hjemme.

Angående Karen Jørgensen så gør det mig ondt at måtte skrive, at hun ikke kan komme til os . . . Grunden er, at hun har lovet at komme hen til Peter Larsen, Dons, i vinter . . . Der er ingen anden her, som jeg kan tænke mig, kunde passe.

På tirsdag kommer frk. Pio herover tillige med en søster til Stine Poulsen, datter af Poul Rasmussen [Sanderum]. De bliver her i to dage.

Jeg fatter ikke, hvor tiden bliver af herovre, den flyver jo formelig bort, som om den havde vinger; men det véd jeg, at jeg ikke vilde have undværet denne tid for meget, meget godt. Hvor jeg suger næring til mig, det bedste, jeg kan. Det er dog så dejligt! . . .

Hvor jeg glæder mig til, at du kommer herover, hvor det skal blive fornøjeligt. Det eneste kedelige er, at når du kommer, så véd jeg, at der kun er otte dage, til jeg skal herfra.

. . . Krigen véd jeg ikke stort om, for jeg sér næsten aldrig aviserne, og Schrøder fortæller intet derom . . .