Danmarks Breve

BREV TIL: Marie Abel FRA: Ernst Johannes Trier (1866-09-23)

Ernst Trier til Marie.
Vallekilde, 23. septbr. 1866.

... Her ligger foran mig en hel bunke breve, som gærne skulde besvares — mest om elever og lign. ... men jeg skal først have dig fortalt om den sidste uge, som i mange måder har været rigtig rar og forfriskende for mig, så jeg er så glad i dag. Det er nu også en yndig søndag med solskin og med mildt vejr. I dette øjeblik er jeg lige kommen hjem fra kirke ... Der er i dag meget, som minder mig om septbr. og oktbr. måneder i fjor, da jeg flyttede herud, før alt det jeg i vinter og i sommer kom til at opleve. Jeg har som en følelse, at nu skal jeg atter begynde, og det synger i mig ved tanken derom. —

I tirsdags tog Hoff og jeg sammen til Munkebjærg-by; på vejen var vi et lille rart besøg inde hos søster Marie i Skamstrup. Vi kom til Munkebjærgby kl. 6½; Danebrog vajede, og udenfor huset stod en hel flok bønderkarle med Anton Nielsen i spidsen. De svang med huerne. Flokken havde været samlet lige siden kl. 4, og Anton Nielsen havde læst højt for dem. Vi skyndte os ind, og lige kommen af vognen efter 4—5 miles kørsel, måtte jeg til at tale. Men Hoff sagde, at jeg endda gjorde det meget godt. Lidt efter talte jeg nok en gang: så talte Hoff, Anton Nielsen, dennes gamle fader, så lærer Lund og til sidst, rigtig kønt, Anders Jensen. Straks efter mældte en elev sig, — desværre kun 16—17 år. Lidt efter kom én til, 28 år gl. (Det var nr. 17 og 18).

Vi blev der om natten; men næste dag gik det af sted med dampskib fra Korsør til Samsø. Dårligt vejr. Hoff blev syg — jeg holdt mig.

På Samsø holdt vogn efter os, og nu begyndte et mærkværdigt Samsø-tog, der nok fortjænte at beskrives i en hel lille fortælling. Hos den lille mageløse farver Lund i øens hovedstad Tranebjærg bode Hoff; jeg hos Morten Jørgen, en fortrinlig mand, svoger til Lund. Disse bønder, snart landmænd, snart skip- s. 233 pere og snart igen købmænd er nogle ejendommelige folk.

Til middag var vi hos pastor Husum, hvis kone er søster til Birkedal; om aftenen besøgte jeg Søren Holm, en troende mand. Han var ovre hos mig i vinter sammen med nogle yndige søstre og en rar broder.

Næste dag — hvor hyggeligt i det herlige vejr at vandre omkring i Morten Jørgens smukke have. Lidt efter middag tog vi til Pillemark; dér holdt landøkonomisk selskab et møde. I dette selskab er næsten alle øens gårdmænd medlemmer. Man var omtrent færdig med forhandlingerne, da vi kom; folk samledes udenfor huset på en åben plads omringet af pilehegn. Her var også oprejst en talerstol, og om den stod en stor mængde mennesker.

Selskabets formand forestillede os nu først for forsamlingen, hvorefter Hoff talte om menighedens stilling til folkekirken, og derefter holdt jeg et temmelig langt foredrag om den fri skole i Danmark. Jeg tror, at jeg sjælden har talt så godt som den dag. Nu takkede købmand Rasmussen Hoff og mig, og derefter var der spisning — et gilde, hvor Hoff og jeg var forsamlingens gæster. — Masser af taler. —

Næste dag skulde vi have rejst, men det stormede sådan, at vi ikke kunde komme ud med båden til dampskibet. Jeg tilbragte en stor del af dagen hos en troende mand, hvis søn havde været elev hos Kold; men om aftenen var jeg til forsamling hos Søren Holm i Brundby, hvor først Hoff talte og så jeg, derefter atter Hoff og så atter jeg. Der mældte sig Søren Holms broder til skolen (nr. 19), og så skal vi endvidere se, hvordan det går med en til, en ganske herlig mand, 24 år gl., men som imidlertid er gift. Han vil endelig herover, men vil have sin kone med. Om det lykkes, véd jeg ikke endnu.

Efter dette tog vi kl. 10 om aftenen til købmand Rasmussen og næste morgen tidlig af sted i en dæks-båd. Her på dækket lå vi, Hoff og jeg jævne hinanden. Det blæste en »halv storm«. Hu ha! Først kastede Hoff op og så jeg, så Hoff igen og så atter jeg — —. Forkomne af kulde, våde og trætte kom vi endelig ved middagstid til Kallundborg og derfra med en bonde til Ubberupgård, hvor vi traf Burchardi.

Sent i aftes kom jeg endelig hjem og fandt liggende her 7 breve, som jeg nu skal have besvaret. I det s. 234 ene brev mældes mig to elever, en fra Syvendekøb og en fra Bennebo; og i et andet af brevene — fra »Deres ukendte ven P. Nielsen« indmældes der også to elever, bægge fra Skudderløse v. Næstved (altså nr. 20—23). Er det dog ikke underligt, hvor eleverne kommer spredt hertil i år!

Men nu i aften skal jeg atter af sted, denne gang til Odsherred og derfra — om Gud vil — til København, hvor jeg vel omtrent bliver ugen ud ...

Med bygningen går det nu rask fremad; Jørgen Sørensen er herinde nu at male for mig ...

Gud bevare os alle! ...

Hjælp mig med mod og håb og først og sidst med bøn ...