Danmarks Breve

BREV TIL: Marie Abel FRA: Ernst Johannes Trier (1866-10-18)

Ernst Trier til Marie.
Vallekilde, 8. oktbr. 1866.

... Jeg skriver egentlig kun til dig i dag for at du dog ikke forgæves skal vænte på brev. Da jeg sidste gang skrev til dig, glædede jeg mig sådan ved tanken om, at næste gang skulde jeg skrive til Marie i ro; men se nu i dag! Marie, Marie, jeg er så træt! Den fæle Københavns-rejse tog en mængde af mine kræfter; den sidste dag, jeg var derinde, gik jeg ud om morgenen kl. 7 og kom først hjem igen kl. 7 aften. Det var rædsomt. Jeg rejste derfra tirsdag middag kl. 12. Fra Roskilde kom jeg op at age hos en bonde til Hvalsø. Derfra gik jeg til Kvarmløse og tog ind hos Jens Mortensen, hvor jeg havde en rar aften. Næste dag kørte han mig til Tølløse, hvor jeg var rigtig glad ved at træffe Søren Andersen. Han kørte mig til Kvandløse, og derfra kørte gamle Bentsen mig igen til Holbæk. Dér måtte jeg gå og vænte på blikkenslageren til langt ud på aftenen; ham skulde jeg nemlig træffe aftale med om lamperne. Først kl. 1 om natten nåde jeg her hjem med en mand fra Snertinge. Her var næste dag s. 237 uhyre meget for mig at ordne. Fredag rejste jeg til Skamstrup, hvor jeg havde en hyggelig dag; det var fornøjeligt at se Mads og Marie, et rigtig prægtigt par. Først sent ud på natten kom jeg hjem.

Lørdag tog jeg så til Kallundborg, udrettede et par ærinder undervejs derud og var der til kl. 5½. Ved den tid kom dampskibet med madam Storm og Sine. Vi var inde at få lidt aftensmad hos Burchardi på Birkindegård og nåde så hjem til kl. 1 om natten; men jeg kom ikke i sæng før kl. 2½.

I går satte jeg dem så ind i adskillige af vore forhold; her var for resten fremmede hele dagen — mange at tale med — og meget at ordne. Madam Storm er dygtig spændt — nervøs eller hvad du vil kalde det — i dag, og det er såmænd heller intet under, når man sådan kommer til et helt nyt bart hus. Uheldigvis bliver bryggers, køkken og kælder først færdig på torsdag. I dag gik hun nu for lidt siden fra mig for at børste kakkelovne og ophænge nogle gardiner derude.

Vi ligger endnu i et rædsomt roderi med de mange håndværksfolk : 7 murere, 5 tømrere og 1 snedker, foruden adskillige håndlangere. I eftermiddag skal madam Storm ud at gøre sig kendt med slagteren og så købe smør ind. Hendes rejse har jeg naturligvis betalt. Sine er en ganske yndig pige, som går så stille og rolig omkring ...

Tusend tak for sængklæderne! Gid de nu snart måtte komme ...

I aften har to elever mældt sig fra skolen; den ene skal have bryllup, den andens grund kendes ikke; men så har jeg fået indmældt en til fra Ålborg — i alt altså 28 ...