Danmarks Breve

BREV TIL: Marie Abel FRA: Ernst Johannes Trier (1866-11-22)

Ernst Trier til Marie.
Valleküde, 22. nvbr. 1866.

... Nu begynder jeg at komme lidt i de gamle skole-folder igen. Det er jo søndag i dag, og i morges talte jeg som sædvanlig til »ottesang«. Jeg talte over det ord: »Han, som har givet os forløsning, det er, vore synders forladelse«. Så kom hjulmanden, med hvem jeg i går havde gjort hele vort sommerregnskab op. Han var så glad nu, fortalte han. Jeg havde ellers sådan en hovedpine, at jeg helt måtte lade være at skrive og i det sted gå ud at røre mig lidt, noget, som jeg ellers kun sjældent får lejlighed til. Da jeg kom ned mod byen, så jeg, hvor Danebrog som sædvanlig vajede i Peder Frederiksens have. Da jeg nemlig skulde flytte derfra, kom Sofie (konen) ind til mig og bad, om de ikke måtte beholde flagstangen og det gamle flag — ikke det, du har syet —. Tårerne stod hende i øjnene med det samme. »Det vil dog være et minde,“ sagde hun; og jeg sagde naturligvis ja. Nu vajer det som sædvanlig hver søndag dernede ... Jeg kom så hjem igen til middag, gik derefter i kirke og tog så mod nogle fremmede fra Odsherred, der heldigvis fik nogle af vore smørsorger slukkede, idet de havde med sig 18 u smør til 2 mark pundet ... I aften skal der være forsamling i Hørve; vandet er atter kommen ind i vejlen — jo jeg mærker det: det er atter vinter, og jeg er atter i skolen ... hør, nu synger de s. 247 derinde; det er en ny sang af Mads Hansen til den nordiske kvinde. — Nej dog, at du kommer til jul! A hvor jeg glæder mig ... hvor det skal blive dejligt at ses igen efter den lange, lange tid, der er gået ! Men det bedste af alt i dit brev er dog det, at... Vorherre sådan gav dig svar på din bøn. Marie, den ting skal ofte styrke os og bære os, når det kniber, og vi ellers ikke véd vore levende råd. Ja, da skal vi ty til ham, vor himmelske fader, der gør alt så vel for os ... Nu tror jeg, Vorherre vil hjælpe os til, at det bliver muligt for os at få bryllup til påske ... Vi kunde måske have trumfet vort bryllup igennem nu i efteråret; men godt, at vi ikke gjorde det. Du var da ikke kommen til Askov, og du skulde have delt med mig dette rædsomme efterår, om hvis uhygge — der nåde sit toppunkt, da Jørgen Madsen styrtede ned — du vistnok ingen forestilling gør dig ...

Det er ellers umuligt at sige noget bestemt [om brylluppet] før den halve skoletid er gået. Spørger nogen mig nu, om vi får bryllup til foråret, så svarer jeg derfor kun : »Ja, om alt går godt« ... kan jeg vel svare anderledes?

... Den dyreste ting i vort daglige behov er smør. Fordi vi ikke forud havde forsynet os, som vi skulde, har vi måttet give indtil 2 mark 6 skilling for pundet, skønt det ellers kun koster 2 mark; men vi var i forlegenhed og måtte da ty til hønsekræmmeren og til kroen, og dér er det så meget dyrere. Tænk dig, vi bruger 4 pund om dagen, så du kan selv regne tabet ud. Smørret er madam Storms daglige sorg: Det er ikke alene dyrt, men hvor skal vi få det? Dog, forleden dag kom Niels Madsens kone, Vejleby, og forærede os en hel krukke, og i dag kom en af eleverne, der havde været hjemme, og forærede os en lille bøtte. En anden elev, der også havde været hjemme, medbragte 18 pund til 2 mark pundet, og i går fik vi 24 pund fra Bjerresø til 2 mark 2 skilling pundet, og mere vænter jeg fra gode venner i Odsherred. I det hele er det rørende at se, hvor mangen kærligheds-gave, der kommer til os: Således sendte den gamle jomfru Skovgård, Konradineslyst, 5 rdlr. til højskole-samfundet, og — tænk dig: en husmand i Kundby sendte mig 1 rdlr. og dertil kålhoveder og gulerødder; forleden dag kom der fra én af elevernes fædre inde i Københavns-egnen to dejlige »sorte pølser« og to s. 248 æbler til »min egen mund«« ... Og nu skal jeg bare fortælle dig, at madam Storm, dette forunderlig opofrende menneske, har lovet mig at blive her i al fald sommeren over. Det er en mageløs ting for os. Du vil ikke kunne undvære et sådant menneske; hun er i køkkenet næsten hele dagen; jeg må formelig jage hende herop en gang imellem at hvile sig. Og så forsikrer hun mig endda daglig, at hun trods alt det slid og slæb føler sig så mageløs glad og lykkelig. Men vi bliver nødt til at tage en pige til; hidtil har vi havt en husmandsdatter til at vaske op; men det kan ingen af os lide. Madam Storm skriver nok efter en af Sines veninder. Tænk, om jeg også skulde have givet madam Storm løn; hun måtte mindst have havt 100 rdlr. Dem kan vi nu spare.

Vor husstand med madam Storm, pigerne, Alida og Anders er for resten meget hyggelig. Glahn ... betegnede dem som »venlige husånder«, og det er de; de går glade, smilende og syngende om én hele dagen ...

Du må endelig se til at få din hjemrejse udsat til den 7. jan., så du kan rejse med mig herud til Vallekilde og være her vort julegilde over. Eleverne må se dig og du dem. Men endnu mere: Du må selv se huset her og selv se hvad her mangler. Du kan så rejse herfra over Skamstrup den 7. til Sorø og derfra til Odense. I al fald: tag med mig herud den 2. og bliv her til den 4. Du må, om det skal være, så heller vænte med rejsen til København til den 24. Må jeg ikke nok skrive til din fader derom? ...

Her var i alt indmældt 40 elever; men deraf udeblev to — den ene på grund af sygdomstilfælde, den anden uden grund (han tog nok til Marienlyst). Senere er der imidlertid kommen to rare Jens’er til, og i dag vænter jeg endnu én, en Jyde.

Her er 19 fra Holbæk amt; men af dem de 14 fra Odsherred. Her er 4 fripladser — de to fra højskole-samfundet, én fra Anton Nielsen og én fra grev Moltke (Nørager). Det er Jørgen Madsen.

... Tusend tak, at du tænker på karlene til julen; det har glædet mig så uhyre meget! Du har vel fået brev fra fru Hoff ...

Jeg er så glad over din faders venlighed ... Gud bevare os alle! ..