Danmarks Breve

BREV TIL: Ernst Johannes Trier FRA: Marie Abel (1876-01-07)

Marie til Ernst Trier.
Roskilde banegård, 7. jan 1867.

... Ja så vidt kom jeg da, men heller ikke videre. Jeg er så bange for, at du skal gå og være ængstelig for mig i det gruelige vejr, det har været og er. Der for vil jeg nu se at få dette brev med Holbæk-posten kl. 9½.

Da jeg kom til Holbæk, var alle de indvendige s. 260 pladser optagne, så jeg måtte tage en udvendig plads. Men i det samme begyndte det at fyge og at blæse, så jeg turde ikke vove at give mig på vej med så lidt rejsetøj, så meget mere som jeg i går ikke følte mig rigtig rask. Jeg rådslog med den rare Anders, og han overvandt sin medfødte undselighed og bad et par herrer, om de ikke vilde bytte plads med mig og sætte sig uden på; men nej, de kunde ikke — et sørgeligt tidernes tegn. — Vi var i alt 18 rejsende, 16 herrer og 2 damer; men de 16 herrer sad inden i, de 2 kvinder uden på. Det kunde vist ikke have sket i de »gode gamle dage«.

Imidlertid var jeg dog så heldig, at jeg i Skomagerkroen kom ind i kaleschen. Jeg skal ikke nægte, at det var på høje tid; jeg havde begyndt at få sådanne underlige fornemmelser af kulde; og jeg vilde ikke have kunnet udholde at køre længere på den måde.

Inde i kaleschen sad en pakke eller rettere et menneske i form af en pakke, og da han begyndte at tale, viste det sig, at det var en rigsdagsmand ved navn Jens Rasmussen ude fra Odsherred. Han kendte dig og havde været med til skolens indvielse.

Endelig i et ganske forfærdeligt vejr nåde vi da her til Roskilde; vi fik straks at vide, at toget rimeligvis ikke vilde komme før kl. 12 i nat. Da kl. var 10½, kom der bud, at toget sad fast i sneen en fjærdingvej herfra, og at der måtte vogne og slæder ud efter de rejsende, samt at der intet tog vilde afgå til København før dag.

Jeg skyndte mig nu op for at få bestilt et værelse, men nej, det var der ikke tale om, de var alle optagne. Jeg løb så over på gæstgivergården »Løven«; men dér var de lige nær, så var der ikke andet for end at lægge sig med sit rejsetøj på i væntesalen på en sofa. Jeg måtte love for din lodne pelts; havde jeg ikke havt den, véd jeg virkelig ikke, hvordan jeg skulde have næret mig. Men jeg kan ikke lade være at tænke på den stakkels Anders; han har vist måttet fryse slemt på vejen hjem. Tror du, det var muligt at bevæge ham til at tage mod drikkepenge i Holbæk. Nej, han var urokkelig.

I dag til morgen har jeg været henne at telegrafere til din fader, for at de ikke skal være urolige for mig. Jeg har det meget godt, men ikke den mindste udsigt s. 261 til at komme ind til København, da det fremdeles er et forrygende vejr ...

Hils nu alle de kære mennesker derude ... og tak for den yndige tid, jeg tilbragte hos jer ... Når du skriver til mig, lad mig så endelig vide, hvordan Anders har det ...