Danmarks Breve

BREV TIL: Marie Abel FRA: Ernst Johannes Trier (1867-01-13)

Ernst Trier til Marie.
Vallekilde, 13. jan. 1867.

... I dag har alting gået bagvendt; ti tingen er, at Søren Hansen hjalp Thomsen i nat og fulgte ham på vej. Men Søren er jo ellers den, der om morgenen lægger i alle kakkelovnene og vækker hele huset. Derfor sov hele huset over sig, og alle vegne var der koldt. Jeg kunde heller ikke få styrtebad, og det trykker mig slemt i dag. Vi har nu til morgen måttet holde skole i spisestuen, mens skolestuerne bliver varmet op. Dette er så meget værre, som hele huset er skrækkelig forkølet; det er en hel omgangssyge her, ikke alene på skolen; men i præstegården og hos Tranbergs er det ligedan. Vi kan næsten ikke synge, sådan hæshed og hoste er her. Straks i morges måtte jeg putte en del ind i vor dagligstue, hvor, jeg tror, der s. 265 er lunest. Før eftermiddag kommer vi i dag næppe i orden. Det har sinket mig meget, at jeg således selv har måttet passe kakkelovne. Vær tålmodig med mit brevskriveri!

. . . Tak for dine breve! Jeg er spændt på at høre, hvordan du har det . . . lad mig høre lidt om, hvordan det går! Det skulde være mageløst, om du slipper helskindet fra den rejse.

— Weitemeyer var her nu, ak, nu lader det til, at også han bliver dårlig; jeg får nok skrive til København efter hjælpetropper. Hvad siger du om at byde »hele skolen« forføje sig til sængs og dér at opvartes med hyldete og havresuppe, ja, så kunde jeg da nok ene bestride undervisningen uden medlærere . . . Gardiner, ja ... i indlagte brev ser du, at Octavius Hansen har fået en søn; jeg skriver nu til ham i den anledning, og lad mig da med det samme forhøre, hvor han har fået sine grå gardiner fra . . . Fik du købt noget dækketøj i København? . . .

Gud bevare dig Marie, og han se i nåde til os alle . . .