Danmarks Breve

BREV TIL: Marie Abel FRA: Ernst Johannes Trier (1867-02-24)

Ernst Trier til Marie.
Valleklide, 24. febr. 1867.

. . . Det er bleven sent, inden jeg i aften er kommen til skrivebordet; jeg har hele dagen lidt af tunghed i hovedet, ligefrem hovedpine; det er slet og ret en følge af det vedholdende svære arbejde. Da jeg til sidst ikke kunde komme ud af at bestille noget, tog s. 279 jeg mig for at læse højt på skolen, det var slutningen af »En glad gut«. Den har moret både mig og eleverne og pigerne; du skulde bare have hørt, hvor hjærtelig de lo. Hovedpinen svandt da også bort, jeg er nu blot så uhyre træt. Det er da også en mageløs fortælling, åh som en frisk nordenvind! Og hvor tiltager vore karle dog dag for dag i elskværdighed! Bare du dog var her og kunde dele den daglige glæde med mig ved at mærke, hvorledes de bestandig bedre forstår mig, og hvor de udvikler sig under livets frugtbare åndepust! Det kan være tvivlsomt, om vi nogen sinde igen får et så yndigt hold elever . . .

Mine foredrag kræver meget arbejde i denne tid; men det morer mig og optager mine tanker særdeles meget. Jeg tager i denne tid middelalderens historie under ét — både Danmarks og den øvrige verdens; meget er gået op for mig selv under dette arbejde. Jeg skal nu have fat på Valdemarernes tid og på kæmpeviserne.

Når jeg sådan er glad over noget ved mit arbejde, så savner jeg dig at fortælle det til. — Jeg tror så sikkert, at mine foredrag i år er langt bedre end i fjor, og det er helt underligt for mig som nu i dag at modtage breve fra Brandt og Melby — to mænd, hvis dom jeg sætter megen pris på — bægge udtaler de sig så vel til freds med skolen . . .

Hvad mine pengesager angår, — ja indkøbet til huset har voldt mig særdeles meget bryderi men er lykkedes så udmærket, at Frits sagde: »Det er klart, at du virkelig har forstået dig på at få alt indrettet billigere, end vi andre har kunnet.« Da Glahn var herude, skulde du have hørt, hvor han roste mig derfor; og da Holm var her og havde set alting, udbrød han aldeles forbavset: »Men Trier, De er virkelig mageløs praktisk!« . . . Men du skulde også bare vide, hvad vi har måttet undvære og endnu undværer her i huset, og så alligevel at høre madam Storm sige: »Det må gå endda!« Ja min egen, lille, kære Marie! Du er jo endnu uerfaren med hensyn til penge . . . men jeg er sikker på, at du har en god vilje, og at du er enig med mig i, at i det skal vi sætte vor ære at kunne føre denne højskole igennem, skønt alle råber, at det kan ikke gå. Imidlertid, det har jo gået i vinter, og det har gået udmærket men kun derved, at vi har været meget nøjeseende med al udgift. Men dette s. 280 kalder jeg ære — virkelig ære, mens der derimod ingen ære er i at have mahognimøbler, kage på bordet, steg i fad o. s. v. — som alle andre plejer. Nej, vi regner det til vor ære at sætte os ud over alt dette og vise, at det er langt mere magtpåliggende at arbejde noget godt frem i verden.

Men dette sker ikke, uden at vi må ofre alt det forkælede og forfinede liv, som vi bægge er opdragne i . . .

Lev vel, og Gud fader holde sin hånd over os! . . .