Danmarks Breve

BREV TIL: Marie Abel FRA: Ernst Johannes Trier (1867-03-12)

Ernst Trier til Marie.
Vallekilde, 12. marts 1867.

... I lørdags morges kom fader. Jeg havde hele vinteren længtes efter ham; men at han nu kom netop den dag, blev mig et skår i glæden; ti samme dag kom også Anton Nielsen, som jeg ligeledes havde gået og længtes efter hele vinteren.

Fader vilde godt have forandret sin rejse derefter, men det strandede på søster Marie, idet hendes lille søn Johan har brækket et ben i underarmen og derfor skulde hentes hjem. Stakkels dreng, han har vist lidt meget; det er jo så smertefuldt sligt. Nu skulde vognen altså til Sorø efter ham, og fader måtte da tage med den og kunde således først nå at komme i lørdags — netop samme dag som Anton Nielsen. Heldigvis fik fader og jeg dog talt en del om pengesagerne før A. N. kom. Jeg havde fået Tranberg til at s. 288 tage min eftermiddagstime, så jeg havde vist fader omkring her, før Anton Nielsen indtraf — mild, morsom og fornøjelig som sædvanlig.

Vi havde gjort alt muligt for at holde hans komme hemmeligt, at han kunde være lidt i ro den aften. Alligevel strømmede folk til, og endnu samme aften måtte han læse sin »Ole Ligeglad« højt.

Jeg havde fået et godt indfald: I det store gæstekammer havde vi indrettet »aftrædelsesværelse« til fader; vi lavede den ene sæng om til en sofa ved at flytte sængklæderne fra denne over i den anden sæng, lægge et pænt stukket tæppe over madrassen og ovenpå tæppet sofapuden. Foran denne »sofa« satte vi så et bord med madam Storms bordtæppe og på bordtæppet en blomstrende hyazinth og en tobaksdåse. Her gik så fader ind, når han trængte til at hvile sig, og dér spiste han. Det behagede ham meget.

Om natten lå han ene i dagligstuen, hvor vi havde flyttet en sæng ind til ham.

Han forsikrer, at han ikke længe har sovet så godt som dér.

Anton Nielsen og jeg fik talt godt sammen, men først, da vi kom i sæng. —

Næste dag strømmede det ind med fremmede hele dagen; deriblandt flere rigtig rare bønder fra Odsherred. Det gik rigtig godt med fader; om formiddagen fik jeg ham bort ned til Skippinge til en af kreditforeningens taxationsmænd; om eftermiddagen var han med i kirke, og det tiltalte ham; . . . der var nu også dejligt den dag i kirken. Senere læste Anton Nielsen en lille historie højt; men imens sov fader. Det var for resten den eneste tid hele dagen, jeg havde lidt fri, og jeg tog mig også en lille søvn . . .

Så rejste gæsterne langvejs fra, men i deres sted kom andre her fra nabolaget; og til sidst var der om aftenen vist et par hundrede mennesker samlet for at høre A. N. læse højt. De fleste var bønderfolk; men også dr. Lemvigh med frue var her. Det var en voldsom hurlumhej. —

Næste dag havde fader og jeg da travlt med at få truffet aftale om de mange ting; det gik hu — hej lige til middag — så rejste først fader og lidt efter Anton Nielsen, og så sank madam Storm og jeg sammen af træthed. Jeg kunde således af træthed ikke skrive til dig i aftes.

s. 289 I dag er jeg dog atter ved kræfter og har holdt et langt foredrag på morgenstunden om Islands betydning for os som Sagas tempel og det gamle folkelivs gravhøj . . . Faders besøg løb i det hele godt af; han var åbenbart fornøjet her . . .

Gør mig en tjæneste: Gå ind til Odense og spørg Helveg fra mig, om han ikke i vinter vil besøge Vallekilde; det lovede han så småt — sig, at han da også må tale på Ubberupgård, hvor man længes efter ham. Min vogn skal nok hente ham i Slagelse. Plag ham nu lidt! . . .