Danmarks Breve

BREV TIL: Marie Abel FRA: Ernst Johannes Trier (1867-04-14)

Ernst Trier til Marie.
Vallekilde, 14. april 1867.

... I dag har jeg rigtig taget »Fruerburet« i besiddelse, jeg har været her næsten hele dagen; men det er dog ikke på den fornøjeligste måde; ti jeg har været dårlig hele dagen. Dels har jeg fået megen kulde, jeg nyser og hoster, dels er det slet og ret træthed og overanstrængelse؛ i grunden er vi alle udslidte nu for denne vinter; det går både madam Storm og pigerne, som det går mig. I dag har jeg hvert øjeblik faldet i søvn og kan i grunden ikke andet end sove; jeg har rigtig været simpel. . . Jeg må hvile ud efter denne svære vinter, før pigeskolen skal begynde . . .

Også mor forstår, hvor hårdt jeg trænger til hvile; hun skrev for nylig et yndigt brev til mig derom; hun vil derfor heller ikke have besøg af os lige efter brylluppet men heller senere ... Vi kan da rejse lige til Vallekilde . . . være — ligesom Schrøder nys — i Slagelse med middagstoget og med vor egen vogn nå her til Vallekilde kl. 6—7 — altså endnu ved dagens lys . . . Hvis moder kommer med til brylluppet, da rejser vi først fra Dalum om fredagen; men hvis hun ikke kommer, da . . . om torsdag morgen . . .

Jeg har ondt ved at samle tankerne, mens jeg skriver dette . . .

Det var ellers nogle dejlige dage med Schrøder, og jeg er vis på, at han fandt sig rigtig vel til pas her; han ytrede da også sin tilfredshed ved flere lejligheder og var rigtig rar. Han holdt foredrag torsdag, fredag og lørdag formiddag om »det danske livshåb«. Og torsdag aften talte han — ganske glimrende — om Ydun.

Eleverne var henrykte over ham.

Mens han talte torsdag aften, kom Anton Nielsen; og de fulgtes ad herfra i går eftermiddags. Det fornøjede Schrøder meget at lære Anton Nielsen at kende. Jeg skal hilse dig fra ham. Han talte så småt om, at han sammen med Charlotte vilde besøge os i september.

I aftes meget sent kom så alle dine sager med min s. 305 vogn fra dampskibet i Kallundborg. Nu har vi alt vort bohave her i huset; og i morgen bliver Tanggård færdig med at male dagligstuen, så er vore tre værelser i orden. Men det er rart, at vi kan vænte med at hænge gardiner og billeder op, til du kommer . . . ellers, tænker jeg, det øvrige skal være i orden til dit komme . . . Hoff er i færd med at sende eleverne bort lidt i aften; han er også udslidt nu, siger han . . .