Danmarks Breve

INDLEDNING. De breve, som herved udg...

s. 1 INDLEDNING.

De breve, som herved udgives, vil sikkert med god grund blive regnet blandt kildeskrifterne til den danske højskoles historie, og særlig da den del af samme, som vedrører højskolen i Vallekilde.

Og dette er den vigtigste grund til deres offentliggørelse. —

Af brevenes indhold ses, hvorledes tanken om højskolen vågner i Ernst Triers sjæl inde i København efter den ulykkelige krigs slutning, og hvorledes den lidt efter lidt modnes og senere virkeliggøres derude i den lille nordvestsjællandske landsby.

Denne omstændighed giver brevene et forunderligt liv og gør læseren næsten samtidig med begivenhedernes gang.

Jeg kender ingen anden enkelt højskoles historie, der i samme grad som Ernst Triers — netop under læsningen af disse breve — på ny kan lade sig opleve. De udfylder og yderligere levendegør den ypperlige skildring, som Trier — til hans højskoles første jubelfest — udgav til oplysning om dens fremkomst *) .

Men samtidig kastes der — særlig ved Marie Abels breve — stærke strejflys ind over livet på højskolen i Askov i dennes første tid, mens enkelte mindre glimt viser os højskolen i Dalum.

At brevene fremkommer netop nu, har sin forklaring i den omstændighed, at det i dette efterår er et halvt hundredår, siden Vallekilde højskole åbnede sine døre for det første hold elever.

s. 2 Dette skete nemlig den 1. novbr. 1865.

— Altså som et blad af den danske folkehøjskoles tidligste historie fremkommer denne brevveksling; det er som højskolemand og ikke som medarving til brevene jeg har fået slægtens tilladelse til på — fuldtud mit eget ansvar at lade brevene udgå. Dette finder jeg grund til at understrege; ti jeg er ingenlunde blind for den store vanskelighed, der her som alle vegne indtræder ved offentliggørelsen af deslige strængt private og fortrolige brevvekslinger: På den ene side har jeg som udgiver gærne villet have alt med, der kan give brevene betydning som høj skolehistorisk kildestof, ligesom jeg også gærne vil medtage hvad jeg synes, der belyser de to brevskriveres ejendommelige personligheder; men på den anden side har jeg med tilsvarende omhu våget over, at intet af det, der i snævrere forstand kun hører de to brevskriveres privatliv til, trædes for nær. Dette har nemlig intet at gøre med ovennævnte formål for udgivelsen og kan derfor udelades.

Herhen hører så vel overskriften og tiltalen i de forskellige breve som også disses afslutning og underskrift.

Det er især Marie Abels breve, dette kommer til at gå ud over, da Ernst Triers ganske naturligt er dem, der indeholder mest af det pågældende stof. Kun under Maries ophold i Askov får brevene fra hende noget af kildeskriftets kendemærke vedrørende Askovs historie, hvorfor de fra dette tidsrum her gengives mere udførligt.

Brevene er trykt med den retskrivning, hvori de er skrevne; dog er ganske enkelte fejl i bogstavering eller ordstilling rettet, når de tydelig ses at være fremgået af uagtsomhed; ligesom også tegnsætningen er mere gennemført end i brevene.

Er et ord forglemt eller for sammenhængens s. 3 skyld af mig indskudt, indesluttes det af skarpe klammer [].

Flere prikker ... i texten antyder udeladt stof.

Fodnoterne under texten (*) er tilføjede af mig.

Om de to brevskriveres liv og levned endnu dette:

Ernst Trier er født 23. jan. 1837 og er søn af grosserer Jakob Stephan T. og hustru Bella f. Nathansen. Ved forældrenes overgang til kristendommen blev også deres børn døbt; da var den yngste søn Ernst tre år.

Efter først en tid at have gået i Mariboes realskole kom han i Metropolitanskolen og blev derfra student 1855.

Som student levede han sammen med andre studenter og unge kunstnere det rigeste og lykkeligste ungdomsliv. I disse kredse førtes han sammen med flere af de mænd, der senere blev landskendte i den danske højskoles tjæneste.

Blandt Københavns præster tiltaltes han i sin tidligste ungdom mest af Blædel; senere søgte han til Peter Fenger for til sidst at finde sit blivende sted hos Grundtvig.

Efter otte indholdsrige studenterår blev han endelig 1863 cand. theol. og kort efter lærer hos Jeppe Tang ved Blågård seminarium i Kbhvn.

Da krigen året efter indtraf, mældte han sig som frivillig og blev ansat som feltdegn hos feltprovsten Højer-Møller. Hans meste arbejde bestod i at tale for soldaterne.

Som medvirkende ved en gudstjæneste, provst Højer-Møller skulde holde hos provst Abel i Dalum, kom E. T. første gang til dette sted, der siden fik så stor betydning for ham, idet han samme efterår den 11. septbr. blev trolovet med provst Abels yngste datter Marie; og her på den nærliggende Dalum højskole lærte han denne skoles mærke- s. 4 lige forstander Kristen Kold at kende og fik forståelse af hans arbejdes vidtrækkende betydning for den danske ungdom.

Under Ernst Triers feltliv lærte han også dansk landsbyungdom at kende, og det var, som vandt den straks hans hjærte; ligeledes var det også i felten, han lærte at kende kapelan V. J. Hoff fra Vallekilde, da denne var et længere besøg ovre på Fyn for at tilse soldaterne fra Vallekilde-Hørve sogne.

Et bekendtskab der — som brevene også viser — senere fik stor betydning for ham.

Det er altså på dette tidspunkt, kort efter Triers afsked som feltdegn, at brevvekslingen tager sin begyndelse.

— Marie Abel var datter af provst Leonard Abel og hustru i Dalum ved Odense. Hun fødtes d. 2. febr. 1845 som den tolvte og yngste i børneflokken og voksede op til at blive forældrenes — især faderens øjesten. Skolegang og opdragelse fik hun i sit hjem, hvor en lærerinde hjalp forældrene i dette øjemed. Bibelhistorie og lærebog lærte hun udenad på ramse. Sin meste tid tilbragte hun hos de gamle i præstegården og uden synderlig omgang med jævnaldrende; hun blev derfor noget indesluttet overfor mennesker, men havde opladt sans for den rige og skønne natur, der omgav hende; med den levede hun sine bedste timer.

Dog længslen efter »det store i livet« begyndte nu også at komme op i den lille landsbypige, og hun skulde snart møde det: Først kongens død, så de mægtige begivenheder i 1863—64, og endelig sidst — men ikke mindst — mødet med ieltdegnen. Det var, som livet for hende fik en ny og højere betydning; af ham førtes hun til møde med dansk åndsliv og kristendom i en form, hun hidtil ikke havde kendt. Hendes breve vidner om, s. 5 hvor stor indflydelse alt dette ny fik på hendes liv og udvikling.

Fjærde påskedag 1867 stod brylluppet så derovre i Dalums gamle klosterkirke, og få dage efter holdt de deres indtog på Vallekilde højskole.

Hun fulgte sin mand trofast og arbejdsivrig ind i den travle høj skolegerning; deres samliv blev dog ikke langt: efter at have født ham fire døtre døde hun d. 22. juni 1873 af en sygdom, hun havde pådraget sig ved at pleje en af skolens syge elever.

Tre år efter hendes død blev Trier atter gift, denne gang med Julie Marstrand; men også dette ægteskab blev af kort varighed, næppe seks år senere døde også hun, og Trier forblev nu enkemand til sin død d. 29. decbr. 1893.

Men under alt dette var hans skole vokset op til en af de største i landet, med omtr. 200 elever hvert halvår.

Ernst Trier og bægge hans hustruer ligger begravet på den Trier-ske gravplads ude på højskolens mark.

Folkehøjskolen i Vallekilde i juli 1915.

Povl Hansen.

s. 6