Danmarks Breve

BREV TIL: Vilhelmine Ullmann FRA: Johan Christian Viggo Ullmann (1872-09-02/1872-09-03)

Göteborg2den—3die septbr. 1872.

Lørdag morgen 31te august reiste Arctander og jeg fra Kristiania og kom kl. 2 til Charlottenberg. Med underlige følelser kjørte jeg videre gjennem Sveriges vakre trakter, tænkte paa, at nu var jeg for første gang udenfor mit fædreland og skulde ikke se det igjen paa flere maaneder; det var som sagt smukke egne, vi kom igjennem, ganske forskjellige fra de norske: store vidtstrakte sletter, hvor man hist og her saa lunde og skoge af store prægtige birke, især hængebirk, hvis mage jeg kun sjelden har seet i Norge; ret som det var, saa man en stor blinkende indsjø, hvor de birkekransede bredder speilede sig i solskinnet. Det var altsammen vidunderlig deiligt, men det var jo ogsaa „Wärmland, du sköna, du herliga land, du krona blandt Svearikes länder“, vi reiste forbi, og neppe havde man begyndt at beundre „et utsyn“, som de siger her, saa var det atter borte, hvad der ganske vist havde noget utilfredsstillende ved sig, men dog noget pikant, saa det nu næsten staar for mig som et deiligt drømmesyn. Den første dag var altsaa reisen bare vakker og behagelig. Vi overnattede i Karlstad, reiste derfra kl. 5 søndag morgen og kom saa til Göteborg kl. 8½ kom aftenen. — Mandag aften fik jeg den store og sørgelige nyhed om Grundtvigs død. At jeg skulde være saa nær ved at se og høre ham, men dog ikke komme til det, gjør et s. 12 underlig vemodigt indtryk paa mig, ikke minst ved tanken om, at det vennemøde, jeg nu kommer til, blir hans jordefærd. Men skal jeg end aldrig faa se hans legeme i dette liv, hans aand skal jeg dog nok kunne skimte der nede, saa jeg vel skal kunne udbryde: Grundtvig er død, men Gud være lovet, Grundtvig lever dog endnu. Ja fred med hans støv, han er nu der, hvor al sorg og klage er forstummet.

Vi havde begyndt mandagen med at tage Göteborg i øiesyn. Senere gik jeg til Hedlund, hvor modtagelsen var særdeles venlig og forekommende. Han gjorde mig ogsaa kjendt med sin medarbeider, Victor Rydberg, den bekjendte nyrationalist, som du imidlertid ikke maa tænke dig som noget forfærdeligt uhyre i nogen henseende. Han er tvert imod en særdeles aandfuld mand med et mærkeligt aabent blik for Nordens fortid og fremtid i folkelig henseende og tillige stærkt paavirket af Grundtvig. Han regner ham for Nordens største mand og erklærer hans kristendoms-forkyndelse for den eneste mulige kristendom, som han inderlig ønsker maa komme ind i det svenske folk, uagtet han for sin del ikke kan slutte sig til den, han er jo rationalist. Hvad der er det underligste, han omgaaes meget ivrig med den plan at oversætte til svensk et større udvalg af Grundtvigs saavel kirkelige som folkelige skrifter for at gjøre ham kjendt i Sverige. Dette synes jo at være underlige modsigelser, og man faar antage, at han ikke har forstaaet Grundtvig til bunds, siden han tror at kunne forlige sin rationalisme ialfald med hans folkelige opfatning og lære. Men mærkelig blir under alle omstændigheder den varme og begeistring, hvormed baade han og Hedlund talte om Grundtvig og hans gjerning, og den sorg, hvormed de begge igaar aftes, da jeg var hos Hedlund, modtog efterretningen om hans død. Middag spiste jeg sammen med Rydberg, der havde indbudt mig med sig ud til Göteborgs navnkundige restauration, det skjønne Lorenzberg, hvor jeg fik en udmærket middag, men en endnu bedre underholdning i Rydbergs aandfulde samtale. I aften drager vi da til Kjøbenhavn.