Danmarks Breve

BREV TIL: Vilhelmine Ullmann FRA: Johan Christian Viggo Ullmann (1872-09-06)

Kjøbenhavn6te septbr. 1872.

Grosserer Frits Trier (hos hvem Ullmann var bleven hjertelig modtagen) fortalte, at kl. 7 torsdag aften 5te septbr. skulde Grundtvigs lig føres fra hans hus Store Tuborg til vor Frelsers kirke paa Kristianshavn, og spurgte, om Arctander og jeg vilde være med ud til Tuborg og følge liget. Dette tilbud tog vi naturligvis med glæde imod, og vi kjørte da udover den deilige strandvei til Tuborg, hvor en mængde mennesker, sikkert et par hundrede mænd og kvinder, var samlet. Du kan tro, det gjorde et ganske eget indtryk paa mig at se disse værelser, hvor den gamle patriark havde færdedes, den stol, hvori han havde siddet og skrevet saa mange af sine herlige værker, og hvori han nu tilsist mandag var død sin blide og rolige død, rammet af et hjerteslag. En saadan død maatte visselig være en Guds naadegave til denne mand, der var rede som faa til at gaa herfra, naar Herren kaldte. Det maa vistnok være en trøst for hans nærmeste og alle hans mange venner, at han døde saaledes, uden dødskamp og uden smerter, ligesom naar et lys slukkes ud. I et af værelserne stod hans kiste under et par store ophængte palmegrene og i bogstaveligste forstand dækket af blomster og kranse, der udgjorde et lag næsten lige saa høit som kisten selv.

Efter afsyngelse af salmen „Kirkeklokke“ osv., traadte præsten P. A. Fenger frem og talte nogle hjertelige ord til forsamlingen; han bad dem ikke at sørge, men heller glæde sig over, at denne Guds mand nu var gaaet bort til et sted, imod hvilket al jordens herlighed var som hø og straa, talte om hans udødelige fortjenester af den danske kirke, at han var den første, som ved Guds aands rigelige udgydning over ham atter havde fremdraget for den det troens ord, som er vor støttestav paa livets syndefulde og tornede vei, og hvad dette var for en tro, saaledes endte han, det vil jeg bede min ven Rørdam sige forsamlingen.

Efter at vi derpaa havde sunget „Krist stod op af døde“, traadte P. Rørdam frem og talte til fru Grundtvig, som han s. 14 takkede for den støtte, hun havde været for sin mand, for den uforandrede troskab og kjærlighed, hun havde vist ham, og derpaa til Fredrik Grundtvig, som han mindede om alt det store og herlige, han, der saa at sige var opdraget ved sin faders fødder, havde lært af denne; han bad ham altid tænke paa disse lærdomme, og naar han gik ud i livet vise al verden, at han var Grundtvigs rette søn. Derpaa fremsagde han forsagelsen med en bøn om, at den maatte være stærk og inderlig i al vor vandel, saa troen og fadervor, alt paa en saa gribende maade, at intet øie inden forsamlingen var tørt under denne deilige tale, som jeg kun svagt kan give dig noget begreb om. Til sist sang man efter fru Grundtvigs ønske „Fred til bod for bittert savn“.

Trier havde sørget for, at vi tre nordmænd kom til at blive blandt dem, som bar kisten, og dette, kan du nok vide, vil altid blive os en glæde at tænke paa. Saaledes var jeg da hjemme hos Grundtvig for første og siste gang.

Liget blev derpaa kjørt ud til Kristianshavn, og vi kjørte efter. I gravkapellet, hvor atter en mængde mennesker havde samlet sig, traadte præsten I. K. Madsen, kapellan hos Fenger, som er præst paa Kristianshavn, frem og bad Fadervor, hvorpaa vi sang en salme og skiltes ad hver til sit. Onsdag 11te septbr. er det meningen, at Grundtvigs begravelse skal gaa for sig; der skal da være gudstjeneste og jordpaakastning fra Kristianshavns kirke. Ved middagstid skal han føres ved ekstratog til Kjøge, hvor han har faaet sin familiebegravelse hos sin anden hustru, og hvor han selv har ytret ønske om at begraves. Det blir naturligvis meget vanskeligt at komme ind i Kristianshavns kirke, men vi har dog i sinde at prøve paa det, da høitideligheden naturligvis blir meget stor. Til Kjøge haaber jeg, Trier byder os med, ellers kommer vi der neppe. Torsdag 12te septbr. skal der saa være vennemøde, som paa den maade kommer til at blive en sørgefest. Du kjender jo historierne med det forenede venstre og Birkedal, N. J. Termansen og de andre, som ikke vil slutte sig til dette. Denne sag havde s. 15 Grundtvig tænkt at føre frem paa vennemødet og selv holde det indledende foredrag, og det havde vel da kommet til adskillig diskussjon mellem V. Birkedal, A. Leth og S. Rørdam paa den ene og Fr. Boisen, N. Lindberg og C. J. Brandt paa den anden side; paa hvad side Grundtvig selv stod, er der nok egentlig ingen, der rigtig ved. Høgsbro, der havde mange politiske samtaler med ham i den siste tid, paastaar med bestemthed, at han holdt paa det forenede venstre; men modstanderne ryster paa hodet og mener, han var nok egentlig med dem.

Hvordan nu end sagen forholder sig, saa meget synes dog at staa klart for mig, at da Grundtvig alligevel snart maatte dø, har det ikke været uden hensigt, at han blev kaldt bort nu; ti nu kan de forskjellige meninger om denne for Grundtvigianerne saa vigtige sag udkjæmpes upartisk med aandelige vaaben uden alt autoritetstryk; det havde naturligvis for dem, der ikke var af hans mening, været vanskeligt at staa mod deres gamle patriark, hvis meninger de altid havde seet op til, og trykket havde kanske gjort sig mere gjældende end rigtig var; nu maa jo dette spørgsmaal kjæmpes ud her nede, det er greit; men at det som nogle vil, skal bringes frem nu paa vennemødet uagtet Grundtvigs død, synes andre saare upassende; det vilde jo være en underlig ting at komme op at kjævles dagen efter Grundtvigs begravelse, da man nok maatte have andre tanker. At nogen kan betænke sig et eneste øieblik i denne sag, er efter min mening høist besynderligt.

Som du ved, er det Bjørnson, der ved sine „Ord til ungdommen“ har bragt denne sag om det forenede venstre et langt skridt videre paa dagsordenen; han har derfor hos de yngre grundtvigianere her nede, som holder paa det forenede venstre — ligesom der i selve rigsdagen er flere kirkelige, som slutter sig til det — vokset ligesaa meget i yndest, som han har tabt hos dem af de ældre, som er imod ham, saaledes hos Trier, der er meget vred paa det forenede venstre. Der har derfor om denne sag saavel som om R. Nielsens „aandsvirkelighed“ reist sig adskillig splid inden den kirkelige leir; s. 16 men fægtes striden ud i kjærlighed, kan den ikke komme til at gjøre skade, men vil klare mangt og meget, som nu er dunkelt, og løse mangen knude. Efter hele vort syn paa livet er det da heller ikke meningen, at vi selv skal staa stille, medens vi fordrer fremgang hos alle andre; det var jo ogsaa denne stillestaaen paa det ene urokkelige standpunkt og fasthængen ved den blinde og dertil i saa mange stykker misforstaaede og forvrængte autoritet, som voldte, at Luthers reformation stansede i sin fremgang, og som gjorde Grundtvigs fremtræden nødvendig for atter at faa vakt Herrens menighed til levende kristendom. Paa søndag 8de septbr., Grundtvigs fødselsdag, haaber man, at Birkedal kommer til at præke i Vartov, og derhen skal vi naturligvis, saa sandt det ellers blir muligt at faa plads, hvad vel kan være tvilsomt. Dertil har vi i disse dage en aldeles forskrækkelig varme, som er formelig unaturlig paa denne tid af aaret, og den vil vel gjøre det frygteligt inden Vartovs lille tætpakkede kirke; men forsøge skal vi naturligvis.