Danmarks Breve

BREV TIL: Vilhelmine Ullmann FRA: Johan Christian Viggo Ullmann (1872-09-09)

Kjøbenhavn9de septbr. 1872.

Søndag 8de septbr. var for mig forsaavidt en mærkelig dag, som jeg da for første gang var i Vartov og saa det sted, hvor den store aand, som nu er gaaen herfra, i saa mange aar virkede i sin Herres tjeneste.

Man havde haabet, at Birkedal skulde kommet saa betids til byen, at han kunde præket i Vartov, men det var ham ikke muligt. Man henvendte sig derfor til pastor C. J. Brandt, som var villig til det. En uhyre mængde mennesker havde samlet sig i kirken fra den tidlige morgenstund, og minst lige saa mange om ikke flere stod ude i gaarden i haab om at opsnappe noget gjennem vinduerne. Men en hel del gik sin vei igjen.

Brandt tog da den gode og priselige beslutning at holde gudstjeneste under aaben himmel ude i gaarden, saa vi alle kunde se og høre. Denne gudstjeneste var ubetinget den deiligste, jeg har været tilstede ved; her s. 17 var der en virkeiig menighed med fælles tro og fælles haab tilstede, da de allerfleste tilhørte Grundtvigs venner, hvoraf der aftenen iforveien var kommet tusindvis fra hele Danmark. Salmesangen og Brandts fremsigelse af troen og fadervor maatte nok gribe en som mig, der ikke var vant til at høre saadant før, og saa dertil prækenen, hvor han forstod saa deiligt at forbinde evangeliet om ikke at sørge for den dag imorgen med det indtrufne dødsfald og den mistillid og sorg, som naturlig og nødvendig maatte have grebet menigheden; det var en inderlig og indstændig formaning til at hugse paa, at den Herre, der havde vakt den store afdøde til sit riges udbredelse og forherligelse, han levede endnu og var med sin menighed til dagenes ende. Det var en opfordring til at staa enige og stærke i troen mod verden og dens haan og fristelser, og det var endelig et vidnesbyrd ud af en aand, der som faa andre har forstaaet Grundtvig. Man haaber paa at faa Brandt til hans efterfølger i Vartov, og nogen bedre og mere velskikket kan man neppe faa.

Om middagen skulde der være folkemøde i Charlottenlund, og vi tog derfor derud, men der kom plaskregn, saa vi maatte vende om med uforrettet sag. Dog havde jeg den store fordel af turen, at jeg paa den blev kjendt med Johannes Schrøder og Ernst Trier fra Vallekilde, og det kan du tro er bekjendtskaber, der ikke var at kimse ad. Kl. 3 drog vi i følge med disse to til grosserer Trier, hvor vi spiste middag og blev lige til sengetid. Særdeles interessant og lærerig var for mig en samtale, jeg havde med Ernst Trier om høiskolerne; den gjorde rigtignok, at jeg kom til at se paa høiskolegjerningen som ulige vanskeligere, end jeg før havde tænkt mig, men netop derfor gjorde den saameget mere gagn. I Charlottenlund traf jeg ogsaa frk. Skrieke og Bjørnson, der var kommen samme dag og nu var paa vei ud til dr. Rode paa Skovgaard ved Charlottenlund, hvor han vilde tage ind; han skal som deputeret for de norske Grundtvigianere tale ved graven i Kjøge. Hos Trier var der ogsaa igaar nogle fynske bønder med s. 18 deres koner. Det kan du tro var flinke mennesker. De var alle sognebaandsløsere til Birkedals frimenighed og inde paa den kirkelige anskuelse og det folkelige liv med en inderlighed og dybde, som jeg skulde ønske mig halvdelen af. Fornemlig var der en af dem, Thyge Hansen hed han, en af Kolds gamle venner, som stod høit i oplysning og kristendom; han bad os besøge sig paa Fyen, og det tror jeg nok, vi gjør. Han var altfor prægtig og interessant, til at vi ikke skulde have meget at høre og lære af en slig mand.

I dag var jeg i malerisamlingen paa Kristiansborg, men jeg maa tilstaa, jeg blev skuffet; det kan gjerne være, at samlingen er værdifuld i rigtige kjenderes øine. Til dem hører jeg nu ikke; men jeg blev stærkt grebet af det vidunderlige og guddommelige Jan van Huysoms blomsterstykke, selve originalen, den Henrik Wergeland saa, da han skrev sit lige saa deilige digt. Noget saa storartet skjønt har jeg sjelden eller aldrig seet af malerier, og alene for dets skyld vil jeg flere gange gaa paa malerisamlingen. I aften skal vi paa det kongelige teater se „Badet i Dieppe“ af Scribe; jeg har seet det før i Kristiania, men har med flid valgt dette stykke for at anstille en sammenligning mellem vort og det kongelige teater; naturligvis kommer sammenligningen ikke til at falde ud til vor fordel, men jeg har dog lyst til at se, hvori forskjellen bestaar, og hvor stor den er.