Kjøbenhavn17de septbr. 1872.
Saa fortsætter jeg da hvor jeg slap.
Torsdag 12te septbr. var vennemødet i Kasino, hvor der vistnok var ikke langt fra 3000 mennesker tilstede. Jeg fik mig en udmærket plads ved siden af nogle prægtige folk fra Horsens, stormende Bjørnsonsbeundrere, ivrig forenet-venstremænd, kort sagt, alt det, jeg kunde ønske mig. Først sang man den salme, som Grundtvig pleiede at aabne sin præken med „Kom sandheds aand og vidne giv, at Jesus Kristus er vort liv, saa vi af intet andet ved end ham vor sjæl til salighed,“ rigtig et program, synes jeg for den kirkelige anskuelse; dernæst traadte gamle Fenger frem, ønskede forsamlingen velkommen i et par hjertelige ord og lagde den paa minde, at den ikke maatte optræde som nogen sekt eller parti nu, da Grundtvig var død, han, som fremfor alt var mod partinavnet *). Se dette kan der nu være delte meninger om; jeg indrømmer tilfulde, at de, der først og fremst vil hedde og være kristne, — og det vil naturligvis enhver oprigtig „Grundtvigianer“ — finder sig saarede ved dette evindelige partiskrig, da de jo af sit inderste hjerte tror, at den kristendom, de forkynder, er den egte, oprindelige apostoliske kristendom; men saa længe man staar i minoriteten og i skarp modsætning til de styrende og raadende i landet, faar man nok finde sig i saavel dette partinavn som i megen anden tale om ensidighed og fanatisme o. s. v., hvor inderlig overbevist man er om, at man staar paa den rette middelvei mellem to yderliggaaende retninger, den skriftteologiske ortodoksi og katolicismen; der er en fare for, s. 27at livsnerverne i vor anskuelse skal slappes og det hele synke hen i unatur paa samme maade som Luthers reformation gjorde, hvis vi med opgivelse af partinavnet søger at nærme os dem, der i virkeligheden ikke mindre er et parti, fordi om de er flere og har hersket i 300 aar. Jeg er vis paa, at Luther og hans tilhængere ogsaa maatte døie meget af partinavnet, men ikke tror jeg, de derfor var rædde for det.
Men tilbage til vennemødet. Efter at saa Brandt var valgt til ordstyrer og havde udtalt det haab, at man vel ogsaa i fremtiden kunde holde slige møder som før, fik præsten L. Helveg ordet og holdt en meget smuk tale; forrige gang skrev jeg, at jeg egentlig ikke vilde give dig noget referat af talerne, men jeg vil dog gjøre en undtagelse iallefald med denne og kanske med nogle til; jeg haaber, det vil interessere dig. Han mindede om, at Grundtvig ved siste vennemøde i pintseugen 31/5 1871 havde fremdraget patriarken Jakobs ord: „Jeg dør, men Herren skal være med eder.“ Nu var ordet opfyldt paa Grundtvig selv, og det gjaldt derfor at løfte arven; det gjaldt at forstaa den grundtvigske gjernings tanker og deres sammenhæng. Han var optraadt, da menighedslivet var sygnet, fordi kristendommen længe havde været en statssag, en befalet lov; men uden frihed blir livet dødt og lyset til famlende mørke. Derfor krævede Grundtvig frihed, og derfor holdt han sand kristendom og kristendommens sandhed ud fra hinanden som to forskjellige ting; den sande kristendom var den i menighederne levende mere eller mindre kraftige tro og bekjendelse, som sees ad historisk vei, medens dens sandhed — kristendommens sandhed — aandens frugt — maa vise sig i livets frie udfoldelse og ikke kan godtgjøres ved lovbud eller magtsprog. Samme ret til frihed som ordets bekjendere kræver, maa dog ogsaa indrømmes dets modstandere og fornegtere, og saaledes maatte Grundtvig i sammenhæng med kirkelig frihed ogsaa kræve borgerlig frihed. Forudsætningen for troen paa frihedens ret er imidlertid troen paa noget godt i menneskenes sind og hjerte, hvor ilde det i mange maader kan staa til med dette s. 28hjerte; og fra dette syn paa menneskets gudsbilledlighed, fra synet paa det gode, der som en gnist var tilbage i menneskehjertet, udsprang atter hans syn paa skolesagen, skolen for livet — folkehøiskolen. Saaledes var der enhed i hans gjerning. Han var blit kaldt „revolutionær“ som en fra den store revolutions dage, og det var sandt; han troede, at hin revolution var en livets rørelse, som ikke kunde stanses, men at de borgerlige baand, som den sprængte, skulde knyttes aandelig ved kjærlighedens rige magt. Det er arven efter Grundtvig, at vi skal tro og være glade i troen, men tillige skal vi mindes, at han længe maatte kjæmpe, og at vi alle maa kjæmpe; ti kun som en frugt og følge af kampen har glæden kraft og værd. Efter ham talte præsten P. Rørdam nogle deilige ord om, hvordan vi skulde finde vor personlighed og dens mættelse i et liv i Kristi troes-, haabs- og kjærligheds-ord; da levede vi i Kristus og levede, saa vidt det for mennesker lod sig gjøre, fuldkommen i kjærlighed og glæde, og dette var personlighedens skjønneste blomst.
Derefter holdt præsten V. Birkedal en tale, hvorom Bjørnson i sin senere tale sagde, at han ikke vidste, om det var mest aand eller hjerte, som her havde talt. Jeg skal forsøge med nogle faa ord at gjengive dens væsentligste indhold. Som ung havde Grundtvig sagt ved Balles død for 60 aar siden: „En høvding er falden i Israel“; dette kunde man langt bedre anvende nu; ti nu var der i sandhed falden en høvding, en aandens høvding et hoved høiere end alt folket. Der kan være mange store mænd, der kaster store tanker ud, som for en tid sætter folket i bevægelse, men Grundtvig havde gjort mere end dette, ti han var en slig høvding, at fra ham var der gaaet ud en bevægelse, hvis kraft og fylde man kan kjende derpaa, at nu har Grundtvig gjort sig selv undværlig, (hvilke store ord!) Hans venner havde altid flokket sig om hans personlighed, men han selv havde altid pegt paa Kristus som al personligheds fylde, og Kristi personlighed staar jo netop nu, takket være den aand, Herren udgød over Grundtvig, mere end paa s. 29mange tider før, klar og levende i vor midte som livs-rørelsens evige kilde. Menigheden havde glemt Kristus, som helten i en af Walter Scotts romaner, „Guy Mannering“, havde glemt sit fædrehjem, hvorfra han var røvet som liden, og sin moders tale, som han i de lange aar ikke havde hørt; da kom han en dag til sin fødebygd, og hørte en kvinde staa ved bækken og synge en folkevise, som han i sin tidligste barndom ofte havde hørt sin moder synge, og da vaagnede minderne i hans bryst og lysnede for ham, det ene efter det andet; saaledes havde menigheden, da Grundtvig stillede sig ved daabens bæk og sang salmer og viser paa folkelige toner, atter fanget minder fra sin barndoms dage og havde lagt sig ved Jesu frelsende favn, som barnet lægger sig rolig til moderens bryst; ti den skuede Kristus som den personlighed, der staar høit og klart i midten, og som Grundtvig har pegt paa, saa at vi kan se frelseren, skjønt hans forkynder er gaaet bort. Efter Birkedal mindede præsten Skat Rørdam om, hvorledes Grundtvig engang havde sagt om det bibelsted, „manden troede det ord, som Herren sagde, og gik bort,“ at det var den smukkeste og værdigste gravskrift nogen kristen kunde faa, og han vilde derfor lægge forsamlingen paa hjerte som en opfordring, at disse ord kom til at staa paa Grundtvigs gravsten, naar den engang blev reist.
Efter en pause begyndte derpaa den folkelige del af talerne, som indlededes af høiskoleforstander L. Schrøder med et varmt og aandfuldt foredrag; han opfordrede Grundtvigs venner til at følge ham i at gjøre som de i middelalderen, der skulde blive riddere, de nedlagde nemlig, aftenen før de modtog ridderslaget, sine vaaben for Herrens alter og modtog dem saa atter viede af Gud, og saa skulde vi kjækt bruge disse vaaben under kampraabet: „Frem Kristmænd, korsmænd, aandskongens mænd.“
Saa kom Bjørnson; han var vist ikke i rigtig stem ning, da han jo ikke fik lov til at sige det, som laa ham mest paa hjerte; men det var dog ikke vanskeligt at høre, at det var Bjørnson. Efter nogle indledende s. 30ord om, hvorledes man maaske allerbest kunde spore Grundtvigs indflydelse, naar man saa hen til den kreds af udmærkede mænd, som var gaaet ud fra ham, og efter med et par træffende drag at have karakteriseret Fenger, P. Rørdam og Birkedal, gik han over til hovedindholdet af sin tale, idet han bad om, at det maatte tages i kjærlighed, som det var sagt i kjærlighed. Han syntes, han havde faaet et slag lige i ansigtet, da han sist kom hjem til Norge fra Danmark og de gamle skandinavers kreds hernede, da han hjemme fandt hele Norges folkelig begeistrede ungdom som maalstrævere, hvad de var blit for almuens skyld, der ellers ikke kunde komme med. Senere havde han ligeledes fundet, at de svensk-svenske, der af gammel-skandinaverne udskjældtes for Slesvig-Holstenere, (han sigtede til Hedlund og Rydberg o. s. v.) netop var dem, der havde allermest tag i det svenske folkelivs sager. Da skjønte han hin gamle skandinavismes feil; den havde kaldt paa bonden, men den havde ikke undt ham anden plads end i „nederste lekse paa latinskolens nederste klasse,“ men folket kunde jo dog ikke nøies med, at kun et par tusen mænd af det fik lov til at spise af „oplysningens pandekage“. (Bifald og hyssen, hvorom mere siden.) Nei bedre end hine gamle skandinaver havde Grundtvig forstaaet Nordiskhedens idéer, idet han ikke havde sigtet paa et stort nordisk keiserdømme, men kun havt folkenes frie livsudvikling for øie. Ja saa stort et syn havde han havt, at han trods den uret tyskerne — „jeg tror for Gud mest til deres egen ulykke,“ — havde tilføiet Danmark, dog havde seet, at engang i tiden skulde Nordboer og Germaner staa sammen om en fælles livsudvikling i modsætning til de andre folkeslag, og derfor vilde han lægge de tilstedeværende paa hjerte, om det ikke var rigtig nu omsider at aflægge lidt af det gamle tyskerhad, vistnok kjæmpe, ja kjæmpe paa liv og død mod tyskerne, hvor de vilde gjøre indgreb i Danmarks rettigheder, men dog staa villige til engang i tiden at række haanden til Luthers fødeland, „saa I maaske kan opnaa ad fredelig vei, hvad erfaringen viser, s. 31I ikke kan opnaa ved krig.“ (Bifald og hyssen.) Derpaa bad han, om man vilde høre op med den forargelige sedvane at give hver livsytring, som kom frem, men som man ikke kunde være enig i, et bitte lidet stikord og saa lade den løbe med det f. ex. „Rasmus Nielsens lære“, man skulde tvert imod tage saadant op, drøfte det med alvor og oprigtighed og ikke være bange for f. eks. paa et møde som dette at tale om ting, hvorom man var uenige.
Denne tale, der blev modtaget med stærkt bifald af nogle og mishagsytringer af andre, giver et ganske klart billede af Bjørnsons stilling til de ældre og yngre grundtvigianere hernede og deres indbyrdes forhold; men derom vil jeg tale i et andet brev for nu at kunne blive færdig med vennemødet. Efter Bjørnson bragte, som et dansk blad ganske vittig udtrykker sig, dr. Carl von Bergen fra Sverige i en tale om Grundtvigs indflydelse i Sverige, vidnesbyrd om, at Grundtvig slet ikke var forstaaet i dette land. Saa talte Termansen i en stiv klokketime om Grundtvig og hans gjerning, og havde vi faaet ¼ af det, havde det været bra, men nu blev det noget trivielt. Derpaa talte Nordal Rolfsen rigtig smukt og lyste ungdommens haab over Grundtvigs minde. Saa talte præsten O. Domaas og saa pastor A. Leth, der vilde nedlægge indsigelse mod Bjørnsons ord om tyskerne, idet han vilde minde om det ord:
„Jeg vil ikke drikke dus
med den, som spytter i mit krus —
og jeg vil være herre i mit eget hus,“
hvortil Brandt i Bjørnsons fravær svarede, at Leth paa det fuldstændigste havde misforstaaet og miskjendt Bjørnsons ord om en fremtidssag, som ogsaa Grundtvig havde havt øie for.
Brandts svar gjorde aabenbart indtryk. Derpaa fremsagde han forsagelsen og troen, bad fadervor og hævede saa mødet efter afsyngelsen af „Det er saa yndigt at følges ad, hvor banet veien er paa det jevne.“ Det var et vidunderlig deiligt møde, som jeg vist aldrig s. 32skal glemme. Tre nye sange blev sunget disse dage, de kommer sikkerlig i norske aviser.
Nu er jeg da kommet i mine beretninger til torsdag eftermiddag, og idag har vi tirsdag, saa jeg kunde nok fylde adskillige ark endnu, men nu maa jeg slutte, da jeg skal ud til aften hos stud. Harald Holm, min nyeste perleven, aldeles af mine meninger, og slige folk kan nu engang vi mennesker bedst like.