Danmarks Breve

BREV TIL: Vilhelmine Ullmann FRA: Johan Christian Viggo Ullmann (1872-09-22/1872-09-23)

Kjøbenhavn, 22de—23de septbr. 1872.

Søndag d. 22de havde vi faaet istand en nydelig skovtur; Harald Holm, Skrøder, en løitnant Klinkby, der tillige er friskolelærer og Grundtvigianer, 30—40 af hans soldater, Arctander og jeg skulde efter middag ud i Dyrehaven og holde festmøde sammen derude; men saa kom der istedetfor det deilige solskin, vi først havde, ud paa formiddagen et saa aldeles øsende regnveir, at det ikke kunde være at tænke paa at komme derud. Arctander og jeg var imidlertid kl. 8½ tagne ud til Lyngby for at høre Rørdam. Efter gudstjenesten gik vi til Klampenborg, spiste middag der og ventede de andre paa stationen, hvor vi havde sat dem stevne; men da de som rimeligt kunde være ikke kom, tog vi meget slukørede og meget vaade tilbage til Kjøbenhavn. Der traf vi imidlertid Holm, som underrettede os om, at de andre paa grund af regnveiret havde forandret skovturen til et aftengilde paa en restaurant ved Landbohøiskolen her paa Vesterbro, og did skal vi da; der vil møde en 50—60 mennesker, saa jeg haaber der blir morsomt, ialfald morsommere end i den vaade skog, hvor regnen piskede ned, saa det var en gru, medens vi gik gjennem den. Forresten var det en deilig vei fra Fortunen til Klampenborg. Bøgeskogen er jo slig, at man maa misunde Danmark noget saa yndigt. Og hjortene og de smaa raadyr er det jo en stor fornøielse at se paa; jeg tilstaar, at vore øde granskoge, hvilke fortrin de ellers kan have, dog ikke paa langt nær kan komme op mod den danske bøgeskog med alt dens eiendommelige trylleri og maleriske ynde; den har noget ganske eget tiltrækkende ved sig. Her ude kan jeg tifold bedre forstaa en Christian Winther og de indtryk, en natur som hans maa modtage ved at vandre en klar sommerdag mellem saadanne majestætiske træstammer, der paa en saa vidunderlig maade forener alvor og ynde, og jeg beklager blot, at det var en regnfuld høstdag og ikke en solbjart sommerdag eller en løvsprættende s. 38 vaarmorgen jeg kom til at gaa gjennem dyrehavens bøgeskoge.

Nu skulde jeg vel fortælle, hvad jeg har drevet paa hele den forrige uge. Forrige tirsdag 17de septbr. var vi i lag hos Holm og Skrøder, der bor sammen paa Regentsen; foruden os var løitnant Klinkby der. Klinkby kan du tro er en udmærket mand; oprindelig er han bondegut, kom tidlig ind paa høiskolen og gav sig derpaa til at være friskolelærer; nu har man i Danmark den udmærkede ordning, at enhver som vil kan fra menig soldat tjene sig op til officer; han behøver ikke at have andre kundskaber end dem, man faar paa almuskolen, saa sørges der for, at han lidt efter lidt faar saadan uddannelse, at han stiger til underofficer og derfra til løitnant; loven er temmelig ny endnu, saa den for bønderne i alle fald ikke har baaret frugter mere end enkeltvis; blandt dem er nu Klinkby. Nu kan du let tænke dig, hvad en saadan folkelig vakt og folkelig begeistret ung mand som han kan udrette blandt de menige, der for største delen er bondegutter, som ligger her inde i garnison. Mange af dem har gaaet paa høiskoler, dem samler han om sig om aftnerne, læser for dem, taler med dem og hjælper dem, der gjerne vil fremad, til at blive underofficerer. De andre officerer, der her som hos os er dygtig aristokratiske, ser naturligvis mange gange med forargelse paa dette forhold, gyser for disciplinens forfald o. s. v., men Klinkby forsikrer dog, at der er ingen officer, soldaterne villigere og omhyggeligere adlyder end saadanne som ham, netop fordi de staar baade i et kjærligheds- og respektsforhold til ham, og det er en respekt, der hviler paa følelsen af hans aandelige overlegenhed og ikke blot en, der ved autoritet er dem paatvunget. For dette var det jo ogsaa syn for sagen, da vi igaar havde vort aftengilde, hvor en mængde soldater og et par underofficerer var tilstede; der var et fuldkommen kammeratsligt forhold mellem dem alle, utvungent og spøgende; men aldrig faldt der fra soldaterne en eneste ytring, som gik løitnantens ære for nær, eller som der var det fjerneste s. 39 forargeligt i. Det var forresten et meget morsomt gilde, hvor der vankede sange og taler over en lav sko, nogle humoristiske og muntre, andre alvorlige og begeistrede; selv holdt jeg to, en for Nordens nutids-arbeide og fremtids-haab og en for „det unge Danmark“ til tak for en for „det gamle Norge“. Arctander holdt en udmærket tale for Nordens skjalde. En ganske eiendommelig skaal, som ved denne fest blev udbragt, var for Grundtvigs minde, der i faa simple ord uden spor af brautende fraser blev udbragt af en ung skolelærer; den blev drukken med dybt alvor og staaende; hos os vilde vi i et saadant ungdomslag vanskeligt kunne have udbragt en saadan skaal; vi vilde have generet os for det, som det da i det hele ligger til nordmændene denne falske skam for at lægge sine følelser for dagen; her faldt det som noget ganske naturligt.

Torsdagaften 19de septbr. var vi med Holm og Skrøder hos en kandidat W. C. Jacobsen, en ugift mand paa ca. 40 aar, der er Mæcenas for alle de unge Grundtvigianere i Kjøbenhavn, i alle fald naar de hører til det forenede venstre, som han med liv og sjæl er hengiven.

Den aften vi var der, blev der fornemlig talt om Bjørnsons udtalelser og forholdet til Tyskland, og Jacobsen, der er en stor dialektiker, klarede i mange punkter sagen for mig; i de fleste stykker var han enig med Bjørnson, men udtalte dog sin frygt for, at Bjørnson, ligesom Grundtvig i sine tidligere dage, var tilbøilig til at blande sammen det jordiske folk og den kristne menighed; ti han troede ikke, at et helt folk kunde blive til en hel menighed, og det er der jo unegtelig noget i, om det end ikke rokker Bjørnsons paastande, saa-sandt der forøvrigt er sandhed i dem. Politik blev der ogsaa naturligvis talt meget den aften, saa meget mere som den næste dag var 20de september, den dag da valgene til folketinget foregaar over hele Danmark.

Her fik vi da anledning til at overvære en dansk valghandling, hvad der var meget interessant; vi gik til det sted, hvor den navnkundige nationalliberale kultusminister Hall i Kjøbenhavn havde stillet sig og var bleven s. 40 valgt i mange aar efter hverandre; før i tiden, da folk som bekjendt var mere uskyldige og fornuftige end nu, var hans valg gaaet af i fred og ro uden nogen modkandidat; men denne gang havde en vis Hartvigsen, redaktør af „Nyt Aftenblad“, stillet sig mod ham. Denne gjorde for resten en høist ynkelig figur ved siden af den smukke, veltalende Hall, som jeg ikke kunde lade være at beundre, saa grundig uenig jeg end er med ham i alle mulige stykker, og saa gjerne jeg havde seet ham falde igjennem, det vil sige mod en dygtig modkandidat, men ikke mod en saadan som denne Hartvigsen, som egentlig er fuldstændig høiremand, og som, hvis han var kommen paa rigsdagen, ikke vilde stemt et grand bedre end Hall, men som nu for at blive valgt i en utrolig grad fiskede med socialistiske fraser og de alleralmindeligste almensætninger om „at drage arbeiderne op af trældommen“ o. s. v. Hver gang han kom med en saadan floskel, brølede socialisterne, „hør, hør“, medens de tyssede ad Hall, der sandelig ikke kom med fraser, men udtalte sig formelig uhyggelig realistisk og praktisk, om flere ting — som skolesagen — aldeles „morgenbladisk“, som vi vilde sige. Undertiden steg støien og larmen saa høit, at de talende ikke var til at høre, og alt imellem deres tale kom der en strøm af kjøbenhavnske vittigheder, der stundom kunde være morsomme nok. „Nyt Aftenblad“ er bekjendt for de talrige og mærkelige ulykkestilfælde, bladet stadig disker op med, og da nu Hartvigsen i sin tale berørte Halls politik i 1864 og endte med „dog, jeg vil ikke tale om passerede ulykker,“ var der en, som raabte: „nei, gjem dem til „Nyt Aftenblad“,“ hvad der vakte umaadelig latter, og rent bragte den ulykkelige redaktør ud af fatning. For resten maa jeg sige, at socialisterne og de øvrige af Hartvigsens tilhængere bar sig langt pynteligere ad end de nationalliberale, der gik med Hall; de opførte en koncert med hujen og piben, der var aldeles forfærdelig og hindrede mig fra at høre lange stykker af Hartvigsens tale. Det skal for øvrigt, efter hvad Høgsbro fortalte mig, blot være i s. 41 Kjøbenhavn at saadan støi og tummel forefalder; paa landet gaar det derimod altid ordentlig til; der kan være meget hidsige valgkampe der ogsaa, maaske hidsigere end i Kjøbenhavn, men man overskrider ikke som der sømmelighedens grænser ved at ville hindre sin modstander fra at komme til orde.

Valget har denne gang faaet et afgjort heldigt udfald for venstrepartiet; af rigsdagens 102 medlemmer er 52 af det forenede venstre, 10 nationalliberale og 8 Bjørnbakker („Jaabækianere“); resten hører til mellempartiet undtagen et halvt snes stykker, de saakaldte „løsgjængere“, det vil sige, venstremænd, der ikke vil slutte sig til det forenede venstre, som Termansen og paa forrige rigsdag Birkedal. Grunden til dette og til, at mange ældre og tildels yngre Grundtvigianere staar fiendtlig overfor det forenede venstre, maa søges deri, at det slet ikke hernede som hos os er enstydige begreber at være Grundtvigianer og liberal politiker; mange af de ældre af Grundtvigs tilhængere staar paa samme standpunkt som Ploug, der jo ogsaa er Grundtvigianer. Disse er altsaa nationalliberale og følgelig rasende paa det forenede venstre; det er meget muligt, at flere af dem ingen anelse har om, hvor nær de staar Ploug, ti han er jo ikke videre likt for tiden; men i virkeligheden gjør de det dog, og mange anerkjender det ogsaa ligefrem. Saa er der de venstremænd, der ikke vil gaa med det forenede venstre, og disse er jo vrede, fordi mænd som I. A. Hansen og andre ikke-grundtvigske folk er taget med op i forbundet, da dette skal være at besmitte det rene vand; den indvending, at man kan skille sig ud straks man vil, nægter de muligheden af. De paastaar tvertom, at mange Grundtvigianere inden det forenede venstre er saa udelukkende politikere, at de kun interesserer sig for politiken og ikke for kirkefriheden, saa at de, naar kirkespørgsmaalene kommer fore, ikke vil skille sig fra de ikke-grundtvigske, der for en del ialfald vil modsætte sig de grundtvigianske frikirkelige forandringer. Man kan naturligvis strides i det uendelige, om Grundtvigianerne vil gjøre dette eller ikke; men min mening s. 42 i alle fald er den, at Nordens folk for tiden allermest, eller rettere sagt først trænger til frihed i stat, saa vil nok den med nødvendighed trække efter sig frihed i kirke. Den anden vei tror jeg ikke er naturlig, især fordi folkets oplysning langt fra i Norge, men sandelig heller ikke i Danmark staar i forhold til den.

Lørdag var vi hos Triers, hvor vi traf billedhugger Borch og frue, som dagen efter reiste til Rom, hvor de har i sinde at blive i fem aar. Hvorledes de kan holde det ud, forstaar jeg ikke, men det faar nu blive deres sag. Mandag eftermiddag reiste jeg ud til Charlottenlund til dr. Rode, der er gift med Orla Lehmans datter. Hos dem bor Erik Vullum, som jeg traf for nogle dage siden, da han havde hilsen til mig fra Rodes og indbydelse til at komme derud. Fru Rode har du kanske hørt tale om; hun er en overordentlig begavet og interessant dame, som det naturligvis var mig en glæde at tale med, men jeg nægter ikke, jeg generede mig lidt for hende, uagtet jeg ikke viste det. Hun hører til den grundtvigske kreds og deler alle dens interesser; men der er noget, hvad skal jeg kalde det — imponerende er ikke ganske det rigtige ord — ved hende, som gjør mig forlegen i alle fald overfor denne fine, spinkle, aristokratiske skikkelse med de store kloge øine og den fine verdenstone. Dr. Rode er temmelig stille og tilbageholdende, men venlig og forekommende. Det var i et middagsselskab hos dem, at Bjørnson fremsatte de tanker om Danmarks forhold til Tyskland, som jeg fortalte dig om. Rygterne om hvad der var bleven sagt, spredte sig over hele Kjøbenhavn, mangen gang i underlige skikkelser; jeg vidste i begyndelsen ikke, hvad jeg skulde tro om dem, indtil jeg af Vullum fik et rigtigt referat, saaledes som jeg fremsatte det for dig; men da Bjørnson er bleven meget misforstaaet og hans ord paa mange maader forvansket, er det ikke at undres paa, at mange er rasende paa ham og fortæller, at nu har Bjørnson svigtet den nordiske sag og er bleven tysksindet, og i dette skal han da fornemlig være paavirket af Hedlund, som man hernede med vold og magt vil s. 43 have gjort til en „hjemmetysker“, uagtet han i den sag gjentagende gange har leveret det mest ypperlige forsvar.

Hvad jeg imidlertid i grunden har havt mest glæde og tillige nytte af i disse dage, har været at besøge en dansk friskole. Af Trier blev vi anbefalet til en skolelærer Teilmann, som holder en slig skole her paa Vesterbro; skolen er besøgt af ca. 200 børn, der hver betaler 4 rigsmark om maaneden og for det meste er arbeideres sønner. I en anden fløi af bygningen holder en ældre dame en lignende skole for piger, saaledes at de to skoler er adskilte; det er nok egentlig nogle rigmænd blandt Kjøbenhavns Grundtvigianere som har faaet skolen i gang. Vi blev meget forekommende modtaget af Teilmann og har nu i de siste dage overværet flere timer der; og jeg maa tilstaa, at uagtet jeg kom med store forventninger, blev jeg dog helt forbauset over, hvad slig en friskole kan udrette i modsætning til statsskolerne; du skulde seet de ansigter og de øine! Naar børnene sad og hørte paa læreren fortælle f. eks om Jesu liv eller af historien om Napoleon, saa lytter de ikke alene efter med spændt opmærksomhed, men kommer ret som det er med et spørgsmaal, og saa kan en stor del af timen gaa med samtale, hvor en dygtig lærer rigtig kan faa leilighed til at lægge gode sandheder ind i barnehjertet; der gives ikke nogetslags eksamination, og dog husker de mere end andre, der pugger sine lekser udenad. Dette kan tage sig underligt ud, men erfaringen har stadfæstet det ved alle friskoler, ialfald dem, som har dygtige lærere; det er da ogsaa nødvendigt, at der maa staa en mand med personlighed i spidsen for saadan en skole, ellers duger den ikke. Og saa dertil denne sang! for den drives der paa med sent og tidlig; du skulde have seet, hvor de unge øine lyste, naar de sang af fuldt hjerte: „Kong Kristian stod ved høien mast,“ eller „Unge gjenbyrdsliv i Norden,“ man kunde se, de følte, hvad de sang. Og saa høflige og ærbødige som de børn var; det var en lyst at se paa det. Jeg fortalte dem: „Dumme mænd og trold til kjerringer,“ som morede s. 44 dem kosteligt. Da jeg tilsist gik, raabte de efter mig: „mange tak for historien!“ I de følgende dage skal vi besøge en anden friskole ude paa Nørrebro; den er anlagt af enkedronningen, der som du ved hører til Grundtvigs retning; den bestyres af en lærer Vendt, en af de første, som begyndte friskole, og skal efter Teilmanns sigende være endnu meget bedre end hans; da maa den sandelig være god. Den ungdom, som gaar ud af saadanne skoler, maa der blive noget af, især naar de paa en høiskole kan fortsætte, hvad friskolen begyndte.