Danmarks Breve

BREV TIL: Vilhelmine Ullmann FRA: Johan Christian Viggo Ullmann (1872-10-12)

Kirkely12te oktbr. 1872.

Saa var vi da til bryllup og mageløst var det som sagt. Brudgommen, løitnant og apoteker Speier, er rigtig en kjernekar, ret en af de storslagne mænd, som Danmarks krige og dets rige folkeliv kan frembringe, og hans brud er sød og elskelig, det er sikkert. Bryllupsgjesterne var omtrent 80 i tallet. Vi kom fra Odense i følge med Bruhns kl. 1 til Kirkely, hvor gjesterne blev beværtede med chocolade og kl. 2½ gik det derpaa til kirken, hvor Birkedal holdt en af sine smukkeste taler. Stærkt rørt var han selv og heller ikke tror jeg, der var mange af de tilstedeværende enten mænd eller kvinder, som ikke var dybt grebne. Han begyndte med at tale om den naturlige sorg, han som fader maatte føle, naar hans hus saaledes blev tommere og tommere for dem, der hidtil med sine smil og sine sange havde været hjemmets liv og glæde; men saa var der faldet ham ind det ord af skriften: „De skal bo i det sande Jerusalem,“ og det havde kvæget hans hjerte, ti han vidste, at for hver datter, han sendte ud i verden, kom der et nyt hjem til i det sande Jerusalem, hvorfra der steg lovsange mod himlen, og hvor troens og haabets ord hver dag lød fra gamles og unges læber, og hvor kjærlighedens ord bragte sin rige velsignelse ind i hjemmet; og den kjærlighed, som saaledes kom over mand som kvinde, den var det, som Herren byggede videre paa inde i et menneske. Og denne kjærlighed var tre slags: først kjærligheden mellem mand og kvinde, denne af Herren selv sendte skat til menneskene; den vidste han, at de to, som nu stod for ham, var besjælet af, og han glædede sig ogsaa i det haab, at de altid vilde forstaa, at kjærligheden var af Gud, s. 57 saa de værnede og vogtede om den som kristne, ti kun kristne kan rigtig forstaa at nære en saadan kjærlighed. Dernæst kom kjærligheden til fædrelandet, den vidste han var i herlig storhed tilstede hos brudgommen, og han vidste ogsaa, at hvis kampraabet skulde lyde, hvis der paa nyt skulde kjæmpes om Danmarks ære eller tilværelse, da vilde han ogsaa nu ligesom siste gang være blandt de første, som stillede sig under fanerne, og han vilde ofre sin siste blodsdraabe for sit land. Og om sin datter vidste han, at om en slig prøvelsens tid kom, da vilde hun ikke ængstes eller holde ham tilbage, men selv i angst og sorg vilde hun række ham haanden og sige: I Jesu navn, drag bort til fædrelandets forsvar. Den tredie slags kjærlighed endelig, det var den rigeste og beste af dem alle, det var kjærligheden til den treenige Gud; og det hus, hvor denne kjærlighed herskede, det stod i det sande Jerusalem; saa endte han med en varm bøn for, at brudeparrets hus maatte komme til at staa der til Guds velbehag og slægts og venners glæde.

Dette er kun et altfor kort og ufuldkomment referat af denne deilige brudetale, hvorom man kunde anvende Bjørnsons ord om den samme Birkedal, at han ikke vidste, enten det var aand eller hjerte, som mest talte ud af ham. Efter Birkedals tale foregik saa brudevielsen; hvad der i denne staar for mig som det yndigste, ja næsten det skjønneste, jeg oplevede hele dagen, var da bruden rakte brudgommen haanden, og hun samtidig saa paa ham med et blik, hvori der laa al den usigelige kjærlighed et menneske kan eie, og med et smil, som jeg næsten tør kalde himmelsk, saa yndigt og sjælfuldt var det.

Saa spiste vi middag i et stort gymnastikhus, som menigheden har bygget op tæt ved præstegaarden, og som nu var udmærket smukt oppyntet med flag og blomster. L. Helveg talte først i en bjertelig bevæget tale for brudeparret, noget han ogsaa i de foregaaende brylluper i Birkedals hus har gjort; saa talte brudgommen for sine svigerforældre og dernæst gamle pastor s. 58 Boisen for Birkedal i en udmærket morsom tale, der satte os alle i en ustanselig latter; han sammenlignede sit venskab med Birkedal med en gammel Cremoneserviolin, der blev bedre, jo oftere den slaas i stykker og sættes sammen igjen. Det er nok især „det forenede venstre“, som har gjort en liden knude paa traaden mellem dem, skjønt det nok aldrig har været synderlig farligt med den. Boisen er nemlig ligesaa ihærdig for det forenede venstre som Birkedal er imod det, og nu holder de paa med at snerte hinanden med det, hver gang de er sammen. Derefter fulgte nu den ene tale efter den anden, ofte var det især, naar en sang var bleven sungen, paa én gang tre eller fire, som slog paa glasset, hvad der vakte megen munterhed og mange løier. Ved en saadan leilighed havde Birkedal reist sig og stod lige ved mig; medens man fra flere kanter som sedvanlig hamrede løs paa sit glas, raabte Birkedal med én gang, at her var en nordmand, som vilde tale, og som han vilde skulde have forretten. Hvad var nu at gjøre? Jeg maatte i al hast op at sige nogle ord, idet jeg ganske kortelig udbragte en skaal for Danmark; meget kunde jeg ikke bringe ud af det, da det kom saa uventet paa mig, og jeg generede mig en god del i en saadan forsamling, hvor der blev holdt saa mange ypperlige taler. Efter bordet legte og dansede vi lidt, men meget kunde det ikke blive af det, da klokken allerede var mange, og de fleste af gjesterne havde lang vei.

Med en forunderlig blanding af vemod og glæde havde jeg været med i det hele denne dag. Jeg tror vemoden var den stærkeste følelse hos mig, og den passede især i begyndelsen godt til den hele stemning. Jeg lider i grunden af hjemve, og jeg er glad over, at det til jul efter al sandsynlighed bærer hjemad. Vistnok kunde det vel med nogen ret siges at være urimeligt af mig at reise saadan afsted uden at have stort mere end et snarblik paa de danske folkehøiskoler, men mange grunde taler for, at jeg maa hjem. Hvad jeg mangler, faar jeg lade Sagatun og erfaringen paa min egen skole, s. 59 om den nogensinde kommer, lære mig; lidt forstand har jeg jo alt paa det og til syvende og sist blir det dog kaldet og den personlige dygtighed, der gjør udslaget for en folkehøiskolelærer; og har jeg ikke de to ting, nytter det øvrige vistnok ikke meget.

Hvad der for Arctander og mig forøgede denne deilige aftens glans, var et brev, vi fik fra Nedenæs fra en bonde der, Ivar Fløistad, som i sin tid havde været paa Sagatun, og som nu levende interesserer sig for en høiskole i sin hjemstavn; det var fra ham Arvesen i 1871 fik opfordring til at skaffe et par mænd derbort og kom til at tale til os om sagen. Det var et langt og velsignet brev. Han begynder med at udtale sin glæde over, at hans kjæreste tanke nu kan have haab om at gaa i opfyldelse, og hvor godt dette havde gjort ham at høre — han var nemlig ikke hjemme, da Arctander var i Nedenæs i sommer. Siden sit ophold paa Sagatun havde han faaet klart øie for høiskolernes overordentlige betydning. Han fortæller, hvorledes han har begyndt at virke for sagen, idet han har sat sig i forbindelse med et par andre mænd, der ogsaa har været paa Sagatun, og disse har da besluttet at sammenkalde møder, hvori de vil fremstille høiskolesagens vigtighed og saaledes oparbeide stemningen for os. Derpaa vil de i sin tid udstede lister til bidrag som en hjælp til husleie og inventarium, og han mener, at saapas mange er der allerede nu i bygden, der har interesse for sagen, at der nok vil kunne blive noget ud af det. To gaarde nævner han som passende sted for høiskolen, og paa begge er der værelser, vi kan faa til leie. Han raader os til at lægge skolen i Østre Moland, men ikke i Holt, hvor seminariet er; thi dette siste vilde blot afstedkomme strid, og „strid bør folkehøiskolen ikke søge.“ Med hensyn til søgningen mener han, at vi nok vil faa folk, men at ganske vist denne høiskole som saa mangen anden maa arbeide sig frem fra en liden begyndelse. Fra den nærmeste omegn tror han ikke der i de første aar vil komme synderlig mange, da der ikke er gutter af den passende alder, som har raad til det, s. 60 men fra bygderne længer oppe, Aamlid, Froland o. fl., hvor velstanden er større og livet stærkere, tror han, høiskolen vil hente sine beste kræfter. Til sist slutter han brevet med en gjentagen forsikring om at skulle gjøre alt, hvad der staar i hans magt for at befordre den paatænkte høiskoles trivsel. — Saaledes ser du, at virkeligheden af vor kjære tanke begynder at rykke os med styrke ind paa livet og antage mere bestemte former. Men jeg havde nær sagt, hvad kan det nytte altsammen, jeg kan jo ikke røre mig, trælbunden som jeg er af den slemme gjæld. Dog faar vi ikke tabe modet; kan vi ikke begynde skolen til næste aar, faar vi tage fat aaret derpaa, og gaar det heller ikke da, faar vi vente nok et aar. Det eneste skulde være, om nogen kom og tog Nedenæs fra os, det vilde gjøre mig ondt; men jeg har næsten en fortrøstning til, at det ikke vil ske, da jeg synes vor Herre nu har drevet mig ved sin styrelse saa bestemt mod det kald, jeg tror, han har vakt i mig, at han nok ogsaa vil lempe denne sag efter vort hjerte, saafremt det ellers er i overensstemmelse med hans vilje. Men kamp og møisomt arbeide skal der til, først for at faa afbetalt min gjæld, og saa blir det jo at nøies med de smaa og trange kaar; dertil har jeg i mit forrtge liv desværre ikke lagt saa god grundvold som ønskeligt kunde være, og derfor vil vel fristelsen her komme paa mange maader; men her stoler jeg paa dig, at du vil være mig en god støtte og hjælp „og le, naar min baad blir krænget og ei bli bleg under uveirshænget.“ Her nede, hvor saa mange er elever af Kold, fortælles der saa mange smaatræk og ytringer af ham, og saaledes hørte jeg for nogle dage siden en, der rigtig gjorde mig godt. Det var den fattige friskolelærer i Taarup Mads Nielsen, der fortalte det. Kold sagde engang, at han syntes, menneskene var saa inderlig ufornuftige, som altid havde saa travelt med at se ind i fremtiden, som de dog ikke kunde kjende og gjætte sig til, hvad den vel maaske kunde bringe med sig, istedetfor at de blot skulde se paa fortiden og paa de mange gange, Gud paa en tidt s. 61 næsten ubegribelig maade havde ført dem ud af lige saa store vanskeligheder. Er det ikke vakkert. Dette at lade sig bære af Guds almagt og naade, med fuld og fast tro at kunne synge:

„Alt staar i Guds faderhaand,
hvad han vil, det gjør hans aand,
af Guds naade til Guds ære,
evig glade vi skal være
i vor Herres Jesu navn“

— se det er en saare stor ting og i grunden et af kjernepunkterne i Grundtvigs betragtning af kristendommen og burde efter min mening være det for enhver, der tror paa syndernes forladelse og paa den Helligaands virken i det hele. Vi burde i livet tro paa syndernes forladelse og tro, at vor Herre ikke straffer os mere, end vi nok kan have godt af og til siste slut vil vende det til vor glæde, som vi tror kun blir til vor sorg. Men dette er det vanskeligt at bringe ud i handling, meget vanskeligere end at sukke og græde over sin egen elendighed. Dette kalder man bod og anger, og dog er det rigtig beseet ikke andet end en slags aandelig hovmod, at man ved egne gjerninger vil sætte det i værk, som kun Gud kan skjænke af sin uendelige naade.

Igaar og idag har tiden gaaet meget behagelig med sang og musik og om aftenen lege især ordsprogslege, der blir fortræffelig udført. Det er i det hele et deiligt hus at være i. Imorgen præker Boisen, hvad du nok kan vide, jeg glæder mig umaadelig til. Paa mandag 14de oktbr. reiser vi til Askov.