Danmarks Breve

BREV TIL: Vilhelmine Ullmann FRA: Johan Christian Viggo Ullmann (1872-10-22)

Tirsdag 22de oktbr. 1872.

Jeg vil benytte denne halve time før Schrøders foredrag til at skrive lidt, da jeg i morgen skal til Ribe, og i aften, da jeg ellers pleier at have best tid, har jeg lovet at holde et foredrag for eleverne her. Jeg har idag tænkt at læse op Bjørnsons digt til Sverdrup og i forveien knytte nogle ord til dette om Johan Sverdrup og vor politiske udvikling i det hele; dette har jeg nu med forskjellige variationer af emnet gjort flere gange paa Fyen for kort tid siden, saa jeg har ikke tænkt at spekulere noget paa det, før jeg skal til at begynde. Derimod kræver det emne, jeg imorgen skal tale om, noget større forberedelse, og derfor skrev jeg igaar et udkast til, hvad jeg vilde sige, baade for min egen skyld, og for at du kunde faa en smule begreb om, hvorledes mine ord vil falde; dog er det jo ikke sagt, at jeg i øieblikket netop binder mig til de udtryk, jeg har brugt paa papiret. Jeg sender det da med.

Ullmanns tale i Ribe onsdag d. 23de oktober 1872.

Naar jeg skal lade en norsk røst klinge, da er det naturligt, at jeg netop paa dette sted kommer til at s. 75 tænke paa det dybe saar i det danske folkehjerte, paa sorgen, der nu i saa mange aar har ruget over Danmark, paa Sønderjylland; og Í maa ikke tro, det er første gang, jeg huser saadanne tanker, eller at nordmænd kun naar de kommer her ned, tænker paa de danske mænd og kvinder, der er revne ud af sin moders arme, end sige fører det i munden som ord, der ikke kommer fra deres hjertes sande og fulde mening. Jeg var kun en gut, da den siste krig brød ud, men jeg hugser saa godt som det var igaar de tanker og følelser, som den gang bevægede sig i os, baade i gammel og i ung: paa skolen legede vi dansk og tysk saa godt som noget skolebarn hernede, og det var ikke lidet prygl tyskerne fik, kan I tro. Det staar saa klart for mig en dag, lige i begyndelsen af krigen, da min broder, der var student, kom hjem fra studenterforeningen og sang det kvad af H. Ibsen, hvori de to linjer forekommer, som aldrig kunde gaa mig af minde:

„Tysken, Slaven og Kroaten
slaar ei landsoldaten!“

Men det gik jo ganske anderledes, end vi troede og tænkte; og hvad der var det bitreste for hver nordisk følende mand, Norge og Sverige svigtede Danmarks sag, og alt, hvad klartseende og varmtfølende mænd som B. Bjørnson og nu afdøde advokat B. Dunker talte og skrev, alt hvad høihjertede kvinder bad og græd, nyttede dog ikke, — folkefølelsen var ikke vaagnet, og har man end ingen grund til at sige, at der blev brudt løfter, fordi et helt folk ikke vilde indløse, hvad en haandfuld studenter og kandidater havde svoret paa dets vegne, — negtes kan det dog ikke af dem, der føler varmt for Nordens sag, at her begik vi en synd, vi vanskelig kan skjule for os selv. Og da sørgede de over Danmarks ulykke og det øvrige Nordens skam, disse mænd, der saa ihærdig og saa mandig havde kaldt folket til vaaben for Danmark, og deres sorg gav sig udtryk i en bitterhed, der f. eks. bragte H. Ibsen til at forlade sit fædreland, som han siden den tid aldrig har seet igjen. Og s. 76 B. Bjørnson, han fik nu saa klart som aldrig før, øinene op for, hvad det var, vi savnede; det var folkevækkelsen, fremkaldelsen af de dvalebundne kræfter inden folket, der skulde til; aarhundreders støv fra fædrenes parykker skulde rystes af, og oldtidens billeder skulde stilles frem for folkets blik, at det af sine gamle fædre kunde lære mod og daad; og saa styrtede han sig med hele sin ungdoms begeistring og med al den rigdom, hans skalde-aand kunde bruge i sin tjeneste, ud i livet i kamp paa liv og død mod alle mørkets magter i kirke, i skole, paa tinge og i folkeliv. Og ved hans side stillede der sig en fylking af varmhjertede mænd, der vakte i grundtvigsk aand og med del i hans store syner ofrede sit liv til aandsoplysnings fremme i alle retninger. Ungt er dette arbeide endnu, og heller ikke kan man vente, det skal gaa saa hurtigt, naar et saadant skovnøgent fjeld skal klædes, men stærke kræfter er dog oppe til at klæde fjeldet; og naar det engang er begyndt, da skal der stærke magter til for at sætte dæmning for det. Og en af de rigeste frugter af dette folkelige arbeide, og den jeg særskilt her vil fremhæve, det er den varme følelse for Nordens sag, der gjennem folkehøiskolerne og andetsteds-fra spirer op i alle samfundslag.

Da krigen mellem Frankrig og Tyskland brød ud for to aar siden, og vi hos os som vel ogsaa andetsteds ventede, at nu gjaldt det Sønderjyllands gjenerhvervelse, og Bjørnson atter lod sin røst høre og i storslaaede ord viste, at nu var det tid til at aftvætte pletten paa vort skjold, nu da det saa ud, som den anden slesvigske krig skulde bryde ud, da haanede rigtignok de „intelligensens“ folk, der i 1864 ivrigst havde raabt paa krig, hans ord; men den skare ungdom, der havde stillet sig ved hans side og lyttet til hans ord, den greb dem nu med begeistring, og det er ikke overdrivelse, naar jeg siger, at i næsten hver by langs kysten laa unge folk, især studenter, og ventede kun paa krigserklæringen for at ile ned til Kjøbenhavn og melde sig som frivillige; og inde i landet stod der en skare unge mænd af dem, der var opvoksede rundt høiskolerne, s. 77 og opflammede som de var af den aand, der var kommen dem i møde der, stod ogsaa de rede til at drage til Danmark for at kjæmpe for Slesvigs sag. I sig selv vilde dette tal af unge mænd lidet eller intet have kunnet udrette for Danmarks seier; men de er et levende vidnesbyrd om, baade at folkeaanden er i reisning oppe hos os, og at følelsen for Danmark, deltagelsen for dets sorg og harmen over den uret, det har lidt, blir mere og mere klar for den opvoksende slægt.

Og det staar for mig som det allerglædeligste, at det netop er blandt det unge Norge, det, man pleier at kalde det norsk-norske, at disse følelser er fremme; ti saa sandt aandens magt er den stærkeste af alle magter her paa jorden, og disse unge nu begynder, hver efter sin evne, at flokke sig om aandens banner, saa sandt har de fremtiden i odel og eie, og saa sandt skal de mere og mere drage hjerterne hen til følelsen for, at, trænger vi end nu mest til, at folket skynder sig at udfolde alle sine kræfter og blive sig selv, saa er dog det store maal Nordens enhed, grundlagt paa de frie, selvstyrende folks frivillige og hjertelige sammenslutning. Det staar for mig som et saa glædeligt varsel, at blandt de unge, der i 1862 tog del i studentermødet, var der ogsaa én, der nu som høiskolelærer staar som en af vore første høvdinger; han tog ikke nogen del i alt skraalet og alle de tomme løfter ved punschegildet, men da tiden kom, at løfterne skulde opfyldes, da tog han geværet paa nakken og gjorde felttoget med som frivillig; han snakked ikke, men han handlede; og saaledes tror jeg fuldt og fast, at den slægt, der vækkes af hans og ligesindedes ord, den vil være en handlende slægt og ikke blot have det i munden som de gamle studenter-skandinaver.

Der har i de siste dage lydt hid ned en røst om Danmarks forhold til Tyskland, og mange har vist disse ord smertelig berørt, især fordi de kom fra en mand som Bjørnson; ogsaa mig har disse ord gjort saare ondt, fordi jeg tror, de hviler paa et stort feilsyn; men det er jeg dog vis paa, at hvad enten nu dette er en forbigaaende stemning hos Bjørnson eller ikke, han har ikke s. 78 af den grund svigtet Nordens sag, han har ikke for den sags skyld mistet følelsen for Sønderjylland; ti jeg er vis paa, det var mere end en frase, naar han paa vennemødet sist sagde, at Danmark maatte staa kjæmpende for sin ret til siste mand. Hvordan nu end sagen er, saa kan der jo være det i disse hans ord, som kan blive til gagn; og saa kan vi jo bruge det og lade det øvrige ligge. Saa vil jeg da efter dette forsøg paa at vise, at i alle fald blandt den unge slægt i Norge staar følelsen for Sønderjylland kraftig og levende, udtale det ønske, at det maa gaa op for alle danske og norske, at „Sønderjylland vundet, det er Danmarks maal“, vundet for danskheden, for hjertets og aandens oplysning, for de store tanker, der nu bevæger sig i Norden, vundet for Danmark. Da skal vi med en endnu større sandhed kunne synge:

„Tysken, Slaven og Kroaten
slaar ei landsoldaten.“