Ullmann, Johan Christian Viggo BREV TIL: Ullmann, Vilhelmine FRA: Ullmann, Johan Christian Viggo (1872-10-29)

Tirsdag 29de oktbr. 1872.

Skolen gaar da nu sin fulde gang med Schrøders mesterlige foredrag om formiddagen: for tiden holder han paa med Oehlenschlägers Aladdin og Vanlundurs saga, og han viser, hvorledes deres mening er en kraftig indsigelse fra et aandsfyldt menneske mod livets prosa og madstræv. Der skildres et menneskeliv som det i aand og sandhed skal føres; først en ungdomstid med store begeistringens syner og aandens lampe i sin haand, den lampe, der skal skjænke ham alt, hvad livet har at byde af stort og skjønt; saa en manddom, da livets alvor og kampe trænger sig ind paa ham, og han med freidighed og mod stiller sig mod trængslerne og ved sin udholdenhed seirer over dem; og med seiren oprinder der da for ham en skjøn alderdom, hvori han har vundet sig livets krone. Det er denne grundtone, som gaar gjennem Oehlenschlägers første digterværker, og som midt i denne aandløse tid gjorde hans fremtræden saa uhyre virkningsfuld, og skabte den nye retning, hvori vi nu staar. Den er jo ogsaa i sit inderste væsen en hævden af aandens magt i menneskelivet og en indsigelse mod det slags dannelse eller udannelse, der sætter kun „levebrødet“ til sit maal uden at søge dannelse for dens egen skyld, hvortil da ogsaa naturligvis kommer striden om grundlaget for denne dannelse, hvad der ogsaa egentlig er en strid mellem aand og materie; jeg glæder mig mest til at høre ham, naar han kommer til Grundtvig, det bliver vist prægtigt, saa ypperlig en forstaaelse Schrøder ganske vist, efter hvad jeg kan se maa have af ham.