Danmarks Breve

BREV TIL: Vilhelmine Ullmann FRA: Johan Christian Viggo Ullmann (1872-11-01)

Fredag 1ste novbr. 1872.

Igaar aftes var Lange, Arctander, Uffe Birkedal og jeg hos Svejstrup og havde der en udmærket hyggelig aften. Svejstrup er en lige saa underholdende og elskværdig mand i sit hjem som han er som præst paa sin s. 86 prækestol. Vor samtale kom ogsaa igaar som saa ofte her til at dreie sig om den grundtvigske oplysning i Danmark og Norge, og en sammenligning mellem disse to forhold, og det var paa én gang interessant og trøsteligt at høre en ældre mand som Svejstrup, der i sin tid har staaet midt oppe i de kirkelige kampe hernede, fortælle om den tid, da de forskjellige retninger brødes stærkest og grundtvigianismen gik ud af kampen som den retning, der aabenbart stod med palmerne i hænderne og som den, der havde fremtiden i eie. Han fremhævede i sin tale, hvorledes forholdene i Danmark dengang — for en 30 aar siden — svarede aldeles mærkeligt til de nuværende forhold i Norge; men da saa den folkelige frihed banede veien for den kirkelige og de stærke rystelser, som krigene, især den siste, og Sønderjyllands tab foraarsagede, havde fremkaldt den bevægelse, som er udgaaet fra folkehøiskolerne, da aabnede hjerterne sig trindt om i Danmark for Grundtvigs syn paa kristelig og folkelig oplysning, saa det nu staar rodfæstet og daglig drager flere og flere til sig. Det er vel ikke sandsynligt, at veien vil komme til at gaa aldeles ligedan i Norge, men et slags lighed vil der blive, idet forskjellen kanske hovedsagelig bliver den, at hvad de udvortes kampe med Tyskerne gjorde her, det vil de stærke brydninger mellem intelligents og folkelighed, mellem bydannelse og folkedannelse gjøre i vort fædreland; ti det tror jeg fuldt og fast med Bjørnson og Christopher Bruun, at det voldsomme brud „tordenveiret“, engang vil komme, idet buen spændes saa stramt, at den brister. Kun det vil jeg haabe, at dette brud ikke kommer saa snart, at det udelukkende sker af politiske grunde, og at det, om det ogsaa er muligt at det bør ske nu og af saadanne grunde, dog ogsaa vil drage andre følger efter sig.

Gid nu blot sognebaandsløsningen maatte gaa igjennem paa næste storting; det vilde være et mægtigt skub fremad og drage betydelige følger efter sig, aldeles ligesom man her i Danmark daterer den kirkelige anskuelses frembrud udenfor teologernes og de mere oplystes s. 87 leir fra sognebaandsløsningen i 1855. Kan man ikke i absolut forstand tilskrive denne ydre reform en saadan virkning, som kun den indre hjertets bevægelse kan skabe, kan man dog forstaa, at reformen kan give de af bevægelsen hjertegrebne den ydre leilighed og frihed til at indvirke paa andre, hvad der nu i saa stort mon mangler. Omtrent om dette dreiede samtalen sig igaar hos Svejstrup.

Det er mig inderlig kjært at se, at folkemødet paa Lillehammer har taget sognebaandsløsningen op blandt emnerne i ordskiftet.

Mindefesten for Grundtvig 24de oktbr. haaber jeg du lader mig faa nøie besked om, særlig Eilert Sundts tale, vi faar nemlig ikke nogen norsk avis herned, undtagen de nummere af „Opl. Avis“, som Bjørnsons artikler staar i, og som han særskilt sender Schrøder.