Onsdag 6te novbr. 1872.
Det var i søndags, som du ved, Allehelgensdag. Vi var i kirke hos Svejstrup om formiddagen. Her bruger man den dag ligesom ofte ogsaa hos os i Norge at mindes Luther og reformationen. Dette gjorde da ogsaa Svejstrup og fik derved leilighed til at tale nogle smukke ord om de helliges samfund, dernæst til at nævne Grundtvig og til stærkt at fremhæve, at den lutherske reformation maatte fortsættes, saa det kunde gjøres godt igjen, som Luthers efterfølgere greb feil i. Hos os vilde den præken have vakt frygtelig forargelse, og formodentlig givet anledning til voldsomme feider, og jeg vilde da heller ikke under vore forhold have likt den, da den hos os vilde faaet udseende af at være polemisk, hvad den dog ikke var enten fra Svejstrups side eller efter al sandsynlighed i hans menigheds øine. Det kom derimod som en given sag, at for dem, han her talte til, stod troesordet ved daaben, haabsordet i fadervor og kjærlighedsordet i nadveren som kristendommens grundord, hvortil enhver levende kristen ser s. 88hen som sit salighedshaab; og at Grundtvig først har pegt paa dette, det stiller ham ved siden af Luther og gjør ham værdig til at nævnes særskilt paa Allehelgensdag. Jeg fik saadant velgjørende indtryk af, at grunden til at præsten med saadan rolighed og overbevisningens varme kunde sige dette, var den, at han her stod overfor en flok mennesker, som ikke betragter det som en partisag at søge sin saligheds grund og sit saligheds haab i det ord, der i daaben har aabnet os adgang til at blive Guds børn, men som glædede sig ved at staa som en menighed overfor en præst, der forkyndte dem den sande apostoliske og rette lutherske kristendom.
Det maa dog være med en ganske anderledes tryghed, man her kan slutte sig om den kirkelige anskuelse end hos os. Den strid er nu ogsaa saa tilgagns udkjæmpet, at enhver maa have havt leilighed til at danne sig en fast mening; og desuden har Grundtvig og hans mest fremragende venner som J. C. Lindberg, Gunni Busch, Birkedal, Boisen, N. Lindberg, L. og F. Helveg, biskop Kierkegaard, Brandt, Fenger, P. og Skat Rørdam o. s. v. i saa lang tid staaet som den danske folkekirkes ypperste medlemmer, der fuldstændig har givet tonen an, at omtrentlig hver eneste præst i hele Danmark har faaet mere eller mindre præg af Grundtvig; det er vistnok sandt, hvad Schrøder engang sagde, at naar en præst i Danmark taler om „troen“ saa mener han dermed troens ord ved daaben og intet andet; de fleste følger altsaa Grundtvig et godt stykke paa veien, kun uden at anerkjende troens ord for at være kommet fra Herrens egen mund, idet de derved tror at skulle redde skriften som kirkens grundvold, en underlig inkonsekvents, hvorved de ligesom gaar paa borg med sin samvittighed og vil dele halvt mellem sandhed og skjævsyn. Det er nok omtrent saaledes Eilert Sundt staar hos os, kan jeg skjønne af hans tale paa mindefesten for Grundtvig.
Udenfor kirken traf vi Termansen, der tog imod os paa det venligste, og med ham fulgte vi da hjem og spiste middag. Hans hjem er saa smukt, ikke spor af s. 89luksus, men net og pent i hver krog, og med en meget stor bogsamling af danske, tyske, engelske og oldnordiske bøger; han gaar klædt som en bonde, men man behøver blot at se paa de store klare, meget melankolske, men saa milde og kjærlige øine for at forstaa, at der bor en ualmindelig aand indenfor dem. Vor samtale dreiede sig om løst og fast, men dog mest om „sublime materier“ for at laane et Holbergsk udtryk. At Bjørnson var paa tapetet forstaar sig; og jeg fik det indtryk af Termansen som af flere andre af hans meningsfæller, at han var rigtig hjertelig bedrøvet over hans artikler og troede, de kunde gjøre stor skade hos alskens madstrævere, Bjørnebakker og socialister, der vilde tage dem til indtægt paa en maade, som var temmelig langt fra bestemmelsen med dem; men mod Bjørnson personlig nærede han ingensomhelst modvilje, saa kun med sorg paa, hvad han troede var et fuldstændigt feilsyn hos ham. Jeg skulde i det hele ønske, at Bjørnson vilde holde op at skrive nu og give den gjæring, han har fremkaldt, tid til at sætte sig, saa vilde der kanske komme mere godt ud af det, end vi nu kan se.
Mandag 4de november begyndte Schrøder sine foredrag over verdenshistorien og tog Ygdrasilsmyten som udgangspunkt; denne fortolkede han efter Grundtvigs vel kjendte forklaring, idet han udlagde de tre norner Urd, Verdandi og Skuld som forsættets, hindringens og opfyldelsens tegn og viste, hvorledes disse tre led gaar igjennem hele menneskeslægtens som det enkelte menneskes liv og forskjellige levnetsafsnit; dernæst viste han, hvorledes dette ogsaa gjaldt den store verdensbegivenhed, der er den første i menneskelivets løb, syndefaldet, idet forsættet, som er det oprindelige, — syndefriheden —, og opfyldelsen og slutstenen — saligheden —, svare til hinanden; men for at den siste kunde naaes efter at det første var forbi, maatte saa at sige den anden norne, forhindringen, frem; mennesket maatte ud af paradiset og gjennemgaa en kamp for at naa det siste, saligheden, og derfor maatte ogsaa slægten gjennemleve et tidsrum før tidens fylde kunde s. 90komme. Det er dette blik paa det enkelte menneskelivs sammenhæng med hele slægtens liv, som jo Grundtvig saa mageløst har pegt paa i sin verdenshistorie, og som nu Schrøder forstaar at fremstille saa klart og slaaende.
Igaar tirsdag 5te novbr. havde vi en større fest her, idet en friskole, som en ung mand har oprettet her paa høiskolens grund, blev indviet, hvorfor børnenes forældre og andre af omegnens folk samlede sig her. Efter at friskolelæreren havde sagt nogle vakre ord til forældrene, talte præsten her i mange og kjedelige ord, som knapt vilde været til at udholde, hvis han ikke var kommen ind paa saa mange snurrige ting i sin tale, at jeg som sad sammen med et par lattermilde høiskoleelever maatte gjøre vold paa mig for ikke at storle. Det vidner for resten godt for denne præst, at han staar i saa godt forhold til høiskolen og dens lærere, uagtet disse har løst sognebaand til Svejstrup, hvad de dog havde gjort, før præsten var kommet her til sognet.
Efter dette holdt Svejstrup en længere deilig tale, som jeg er vis paa gjorde mangt et hjerte godt og mangt et øie vaadt; han talte saa vidunderlig vakkert om, hvor det er en Gud velbehagelig ting at gjøre barnehjertet godt, og knyttede det til det ord af Kristus: „Lader de smaa børn komme til mig“ o. s. v.; og endte med at nedkalde Herrens velsignelse over skolen.
Saa kom Nutzhorn, der tog sagen paa en anden maade, idet han med sit eiendommelig tørre lune gav en udsigt over de forskjellige slags undervisning, som bragte hele selskabet i en ustanselig latter; han mente der var fire slags, to gode og to daarlige; den beste var, at forældrene selv underviste, den anden var friskolen, den tredie var statsskolen og den fjerde var slet ingen undervisning. Han havde havt mange gode forsætter om selv at undervise sine børn, havde foreløbig drevet stærkt paa sin kone, at hun skulde tage sin del, og havde i den anledning været meget gnaven — jeg gad for resten se Nutzhorn gnaven —; saa havde han selv taget fat med stor iver, men var trods alle anstrængelser endnu ikke kommen længere end til skabelsen, og det s. 91mente Nutzhorn meget rigtig ikke vidnede om store fremskridt; derfor vilde han nu sætte sine børn paa friskolen.
Derpaa talte Schrøder en halv times tid om, hvorfor han satte sine børn paa friskolen, det vil med andre ord sige, han gav os en grei og prægtig oversigt over, hvilke fortrin friskolen har for de øvrige skoler.
At svare paa din bøn om at forklare dig, hvad jeg forstaar ved „aand“ falder mig noksaa vanskeligt. Det tilfredsstiller dig vel ikke, at jeg siger, at aand er det samme som vor gode engel eller guddomsgnisten i os. Du maa ikke vente at „aand“ kan defineres begrebsmæssigt mere end t. eks. „sjæl“ eller „hjerte“; man maa snarest have det paa følelsen. I det hele kan man kun tale billedligt, naar man taler om aandens verden; ti aanden er ikke noget for sanserne, hvorved det dog ikke udelukkes, at den kan være noget personligt.