Danmarks Breve

BREV TIL: Vilhelmine Ullmann FRA: Johan Christian Viggo Ullmann (1872-11-10)

Søndag 10de novbr. 1872.

Igaar holdt vi „Mortensaften“, som her i Danmark høitidligholdes samvittighedsfuldt med gaasesteg. Fru Schrøder havde faaet to gjæs forærende, men da det unægtelig ikke var noget til 130 mennesker, indskrænkede hun sig til at holde gilde paa de to gjæs for nordmændene og for skolens lærere, af hvilke der foruden Nutzhorn og Fenger er en gymnastiklærer og to skrivelærere, saa vi udgjorde et ikke saa lidet selskab. Det er forresten mærkeligt nok, at man i vort høi-lutherske land ikke holder Mortensaften mere i hævd, ja knap ved, at der findes noget, som heder saa, medens man her blandt disse „ulutherske“ grundtvigianere holder Luthers fødselsdag i ære.

Idag var jeg i kirken hos Svejstrup; han talte over Matthæus 9, 18, om den tro, der flytter bjerge og om det haab, der er saa fast, at det aldrig kan svigte; han pegte paa, at en sag aldrig er tabt, før man selv opgiver haabet og anvendte dette paa Sønderjyllands gjenvindelse.

s. 92 Paa tirsdag (12te novbr.) skal der være stort folkemøde her; et saadant holdes nemlig hele vinteren hver første tirsdag i maaneden. Møderne bliver averterede i alle omegnens aviser, og der pleier nok at strømme en mængde mennesker sammen til dem, da de er navnkundige som særdeles vakre. Forrige tirsdag, da dette møde egentlig skulde være holdt, blev friskolen indviet, og saa blev folkemødet udsat til denne tirsdag, da der desuden skal indvies et stort, smukt øvelseshus, som netop er bygget, og hvori ogsaa folkemøderne for fremtiden skal holdes. Baade Schrøder, Svejstrup og Termansen skal tale, saa jeg lover mig meget af det. Men hvad jeg synes mindre om er, at Schrøder endelig vil have mig til at tale og har holdt saa længe paa med det, at jeg endelig har maattet love det, skjønt ikke med stor lyst; hvad jeg skal tale om, har jeg ikke den fjerneste anelse om, og jeg er bange det blir ikke rart.

Det er morsomt at se, hvor vore bønder begynder at oppe sig nu og holde fest paa fest for Johan Sverdrup. Bare det nu var mere end den rene skjære politik, som drev dem til det; hos saadanne staskarer som Per Bø i Gausdal og vel mange andre af Christopher Bruuns folk, tror jeg, det er mere, fordi de har en følelse af, hvor stærkt og varmt Sverdrups hjerte har vendt sig til folkeaanden; gid nu ogsaa hans aand maatte blive ægte nordisk, saa var han ikke blot nutidens mand, hvad han for tiden omtrent helt og holdent er — men ogsaa en fremtidens. Det er jo ypperligt at have en saadan mand, om hvem det med sandhed kan siges, hvad Bjørnson synger saa smukt:

„Du er den friske iling i
vort træge vanegjængeri.
Du er den salte havstrøm, som
i vore lumre fjorde kom.“

Men det var dog tusen gange bedre, om han ikke havde behøvet at minde om:

„Kan idag vi seier faa,
i morgen maa i kamp vi staa.“

s. 93 Men det vilde jo ogsaa være for meget forlangt af en mand i hans alder, at han, naar han ikke i sin ungdom er blevet vakt af Grundtvig, skal kunne tilegne sig hans livstanker i sin senere manddom endog blot i det folkelige. Det maa være i ungdommen, at man blir greben af saadant; blir man det ikke da, blir man det aldrig, i alle fald ikke uden ganske forstandsmæssig; „ti ungdommen er aandens skabertime,“ som Schrøder citerede af Grundtvig paa høiskolemødet i Kristiania i vaares.