Danmarks Breve

BREV TIL: Vilhelmine Ullmann FRA: Johan Christian Viggo Ullmann (1872-11-18)

Mandag 18de novbr. 1872.

Dette brev faar du hele to dage senere end sedvanligt. Sagen er, at i lørdags, da jeg skulde skrevet, kom posten og havde med sig folkebladet „Fylla“, hvor der stod en artikel af Arctander om den Bjørnsonske sag; han hævder der, at Bjørnson har ret, hvis man vil gjøre en bestemt forskjel mellem Preussen og Tyskland, se Preussen som en jettemagt og en uaand, men betragte s. 97 den nye tyske forening som en udvortes betingelse for en folkelig vækkelse, idet han sammenligner den med Norges samling i 872, som ogsaa var en voldsdaad, men ene og alene kunde muliggjøre det folkelivs opblussen, som vi ser brede sig saa vakkert ud under de følgende konger. Artiklen er lang og meget velskreven, og det allermeste kan jeg godt gaa med paa, da den omtrent stiller sig paa det standpunkt, jeg indtog efter Bjørnsons tale paa vennemødet og endnu hævder. Men der var nu mange andre her, som ikke er enig i dette, blandt dem fru Schrøder og flere af de fremmeligste elever, og der udbrød derfor i lørdags flere ivrige ordskifter baade i dagligstuen og i læseværelset, og fornemlig paa det siste sted maatte jeg være med.

Saa tænkte jeg at faa skrevet søndag, men om morgenen kommer Holm og spørger mig, om jeg ikke vilde være med ned i Sønderjylland og høre høiskolelærer Corn. Appel holde gudstjeneste; det vilde jeg nu meget gjerne. Vi gik saa, og efter gudstjenesten fik vi indbydelse til at komme til en sønderjydsk bonde ved navn Peder Gram, en af de stærkeste kjæmper for danskheden der nede, hvis fødselsdag det var, i hvilken anledning han holdt et stort gilde, og vi kom ikke hjem før langt paa natten.

Et par dage i forveien havde Lange og jeg taget os en tur indover Sønderjylland for at blive lidt kjendt. Turen gik til en landsby ved navn Kjøbenhoved, som er midtpunktet for en af de egne, hvor livet er stærkest og fyldigst i dette stakkars mishandlede land, og hvor mange af de mest navnkundige danskhedskjæmper bor. Veteranen for disse er en stor staut kjæmpe med et langt hvidt skjæg ned over brystet, rigtig en Stærkodder at se til, som hedder H. D. Kloppenborg, og ved hans side staar hans svigersøn, som hedder J. N. Skrumsager, og som i sin tid har havt en meget romantisk kjærlighedshistorie. Kloppenborg, der er en stivnakket gammel herre, hvis sind selv de siste ulykkelige begivenheder har havt vanskelig nok for at bøie, vilde nemlig s. 98 ikke lade ham faa sin datter, som han hemmelig havde forlovet sig med, og spærrede hende inde; men Skrumsager bortfører hende en vakker nat gjennem vinduet, kjører i strygende fart til Tønder, hvor en præst ventede paa dem og viede dem. Den gamle Kloppenborg havde imidlertid fattet mistanke og satte efter dem, men netop som han traadte ind ad kirkedøren var vielsen forbi. Han var rasende i mange aar og vilde intet vide af de unge; dog lod han sig endelig formilde, og nu er der det beste forhold mellem dem. Du kan nok vide, at jeg havde faaet stor interesse for Skrumsagers efter at have hørt denne historie, og da vi i søndags gik til Appels gudstjeneste, blev vi enige om at besøge dem før gudstjenesten, da denne først begyndte kl. 2. Det havde vi da ingen sorg af, for det var et rigtig deiligt hus at være i, og rigtig gjestfri og hyggelige var folkene der. Ved deres hus var der, som ved de fleste huse paa den kant noget ganske særeget; de var udelukkende røde og hvide og det paa en temmelig demonstrerende maade; huset rødmalt med hvide striber, havegjærdet hvidt med røde spidser, døren hvid med røde indfældinger og over den i hvidt feldt gjerne indskriften „frihed“ med røde bogstaver; udenfor husene stod der altid en flagstang, ikke som sædvanlig hvid, men med afvekslende røde og hvide slyngninger, det gav altsammen et ganske eiendommeligt syn og indtryk.

Naar man tænker paa den frygtelige trældom, det ulykkelige folk under Bismarcks blod- og jernherredømme sukker i, at det maa lade sine børn gaa paa tyske skoler og lære tysk — andre skoler end statsskoler tillades ikke i Preussen uden for folk, der er videnskabelig, teknisk og moralsk uddannede, men noget saadant er naturligvis ingen dansk mand; — naar man tænker paa, at det unge danske mandskab kun har de to vilkaar at vælge mellem: enten at slæbes til Berlin som preussisk soldat og aflægge ed til den fane, den ørn, som har gaaet imod deres eget land og røvet dem fra det og det i den treenige Guds navn, hvorved Preussen i Pragerfreden har svoret at give den danske del af s. 99 Slesvig tilbage til Danmark, eller at udvandre for maaske aldrig at komme tilbage; — naar man tænker paa, at de ikke engang faar lov til at heise et dansk flag udenfor sit hus — da kan man ikke undre sig over, at de finder et slags trøst i saaledes stadig at have for sine øine en saadan mindelse om, at danske er de, og danske vil de blive. Ikke heller kan man undre sig over, at de har for skik paa det synligste sted i sin dagligstue at hænge et dannebrogsflag paa halv stang omvundet med sort flor, noget der for øvrigt gjorde stærkt indtryk paa mig, da jeg saa det. Gudstjenesten med Appels præken var simpel, jævn, men dog ved de eiendommelige forhold saa mærkelig gribende; den blev holdt i en stor med nordiske flag prydet stue hos Kloppenborg.

Hos Peder Gram var det særdeles morsomt, baade Schrøder og Appel var der, der blev talt, sunget, og da der var megen ungdom tilstede, leget og danset til langt ud paa aftenen; det var meget morsomt at tale med de unge sønderjydske piger, saa opvakte og livlige som de var, hvad der kan være naturligt nok under de stærke rørelser de lever i. Og hvis det nu er saa, som det siges, at sønderjyderne før 1864 var et temmelig dorsk og fremforalt udansk folkefærd, maa man nok sige, at ligesom Sønderjyllands tab for mange danske har været en styrkelse, fordi det har tvunget dem til at arbeide paa sit folkelivs vækkelse for at kunne vinde det tabte tilbage, saaledes har det ogsaa paa mange sønderjyder havt stærk vækkende indflydelse, saa de har kunnet tage del i at synge: „Sønderjylland vundet, det er Danmarks maal.“ Blot de kan holde ud de brave mænd og kvinder. Det bismarckske Preussen gaar jo dog frem med en i sandhed djævelsk kløgt for at fortyske landet, og da den yngre slegt maa flytte ud for at undgaa krigstjeneste, kan det se mørkt nok ud for fremtiden, hvis vor Herre ikke hjælper. Lad os bede om det.

Jeg sidder i denne tid og læser en liden bog af Birkedal fra 1864: et tilsvar paa biskop Martensens angreb paa Grundtvigianismen; jeg har før hørt bogen s. 100 omtale, som vistnok det klareste indlæg i disse stridigheder, og den dom underskriver jeg villig. Skridt for skridt forfølger den Martensen og dermed skriftteologien i det hele med en saa knusende paavisning af hans løse stade og mangfoldige selvmodsigelser, at det næsten vilde gjøre mig ondt for Martensen, hvis jeg ikke vidste, at han ikke er bleven det minste bedre for den sags skyld. Først paaviser Birkedal, hvorledes Martensen, naar han skal sige sin sande mening rent ud, i grunden maa komme til det, at den kristelige tro egentlig ikke kan udtrykkes i noget fast indhold, men tiltager i omfang, eftersom den kristnes oplysning vokser, idet der til troesordets indhold ogsaa kommer læren om gjenfødelsen, Kristi efterfølgelse o. s. v., som det efter Martensens mening i grunden er nødvendigt at tro eller vide — hvilket af dette kan man af M. ikke blive klog paa — til salighed. Saa paaviser han, i hvilket modsætningsforhold M. og skriftteologerne stiller sig til kirkens overlevering og praksis, og hvor udmærket grundtvigianerne har denne paa sin side. Dernæst viser han den ring, skriftteologerne gaar i ved at ville forklare troen af skriften og skriften af troen, enten de siger, at det er aanden, som skal forklare skriften — ti da er det tosset at tale om en aand, som man ikke ved, hvor er, og som intet vidnesbyrd har givet sig; eller de vil lægge aanden i skriften — ti da er det taabeligt og i høieste grad selvmodsigende at ville forklare skriften ved hjælp af en aand, der ligger i skriften, med andre ord sige, at grundvolden ligger i grundvolden. Endelig viser han umuligheden af skriftteologernes paastand, at sakramentordet i daaben er de ord af Matthæus: gaar hen og lærer o. s. v., da alskens kristelige og ikke kristelige sekter har en fader, søn og helligaand, medens det for den, der skal blive medlem af den hellige, almindelige kirke netop er nødvendigt at vide og faa klarhed om, hvilken fader, søn og aand, der tales om. Ellers kan han jo kun svare hen i taagen og kan for den daabs skyld lige saa godt blive mormon som kristen; ti mormonerne har ogsaa sin treenighed. Saa langt er s. 101 jeg kommen i bogen, men har endnu over halvdelen igjen. At læse den gjenkalder mig saa i mindet Birkedals straalende ansigt og aandfulde ord; ak den deilige mand, man kunde næsten blive forelsket i ham.

Om aftenen har jeg nu nogle af mine beste timer; jeg sidder da gjerne inde hos Schrøder, og der faar vi straks fat i et emne, som vi ikke er helt enige om, og saa begynder en slags disput, det vil sige Schrøder taler — han kan ikke tale uden at holde foredrag — og jeg snapper enhver liden leilighed til at anbringe indvendinger; jeg har faaet mange af mine synsmaader forandrede ved disse samtaler, og de har været mig til stor nytte. Igaar blev jeg ganske alvorlig aandelig gjennempryglet i en samtale om „aand“ og „hjerte“. Naar man f. eks. siger om Henrik Wergeland, at han var besjælet af norsk folkeaand eller, at „Nordens aand“ var over ham, saa er dette usandt, ti kun hans hjerte var norsk, men ogsaa norsk tilbunds, medens den aand, der fremkaldte hans større digterværker, var fransk. Hu, hvor jeg strittede imod! Men saa viste Schrøder, at han var saa at sige sangbunden i den harpe, Nordens aand spiller paa, og det billede slog mig som sandt; ved det kommer jo hans betydning for os fuldt til sin ret, og det staar derfor lige fast, at han var et umiddelbart udspring ikke af Nordens aand, men af dets hjerte, medens Schrøder dog paa samme tid advarede mod den misforstaaelse, at man skulde drage saa skarp en grænselinje mellem aand og hjerte, at de ikke skulde kunne gaa over i hinanden.