Ullmann, Johan Christian Viggo BREV TIL: Ullmann, Vilhelmine FRA: Ullmann, Johan Christian Viggo (1872-11-21)

Torsdag 21de novbr. 1872.

Nu lakker det da adskilligt ud i november, og jeg begynder allerede at lægge planer for hjemreisen. Min fødselsdag 21de december falder iaar paa en lørdag, og jeg vil se at være i Løiten den dag. Jeg kommer vel til at reise herfra 14de december, blir en dag over i Kjøbenhavn for at hilse paa Trier, Holm og Skrøder. s. 102Egentlig skulde jeg havt stor lyst til at være en otte dages tid paa Vallekilde, hvorhen jo Ernst Trier udtrykkelig har indbudt mig, saameget mere som denne skole vistnok i væsentlig mon adskiller sig fra Askov, og der saaledes kunde være adskilligt at lære. Trier er jo udgaaet fra Kold, der skal have erklæret ham for den, der med størst dygtighed forstod at tage sagen paa hans maade, hvorimod Schrøder vistnok tager den ganske anderledes. Jeg har hørt forskjellen mellem dem betegnet saadan, at Trier tager gutterne ligesom indenfra og arbeider sig udad, medens Schrøder tager sit standpunkt udenfor dem og ligesom arbeider sig ind i deres hjerte; denne forskjellighed kommer naturligvis ud paa et og er en følge af deres forskjellige natur; men Trier blir dog alligevel derved den ypperste til at vække ellers aldeles ubearbeidede folk, medens man hos Schrøder vil vinde det dobbelte udbytte, naar man har forudsætninger, og da ogsaa betydelig mere end hos Trier. Jeg vilde derfor som sagt gjerne komme til Trier, men dels vil der ikke være synderligt udbytte at hente i den korte tid, jeg kan være der, dels vilde det fordyre reisen en hel del.

Termansen har i disse dage i „Dansk Folketidende“ leveret et indlæg mod Bjørnson, der udmærker sig ved sin varme og klarhed uden egentlig at bringe noget nyt frem. Begyndelsen er især vakker, han siger der, at naar „En nordmand“ henvender sig til kristenfolket i Norden og spør, med hvem vor fremtid gaar, da svarer kristenfolket: med Gud og med ingen anden. Dette kunde synes noget ørkesløst fra Termansens side, men er det dog ved nærmere betragtning ikke; ti der ligger i disse Bjørnsons tidt omtalte artikler ganske vist et slags mistillid til, at forsynet vil hjælpe Danmark til sin ret, naar det kun holder ud under tro og bøn og trofast arbeider paa den opgave, som Bjørnson selv saa deilig har sat frem som Nordens. Hans artikler synes mig i mange stykker at vise sandheden af den ytring, jeg allerede hørte af Schrøder, før disse artikler var komne frem, at Bjørnson nærmest staar saaledes til kristendommen, s. 103at han betragter den ligesom fra det fjerne som et stort deiligt syn, men endnu ikke er kommen i det forhold til den, at den har grebet hans hjerte; hidindtil har den været mest i hans fantasi, men ikke sænket sig i hans sjæl og blevet ham et og alt Men det skal jeg vist være den siste til at bebreide Bjørnson, jeg føler mig selv i samme stilling og forstaar saa godt den tilstand; derfor skal vi, fordi om vi staar saaledes, hverken opgive haabet om Bjørnson eller om os selv, tvert imod glæde os over, at vi dog er komne saa langt og desuden tænke paa, at selv Grundtvig i mange aar havde det ligedan; det var vel egentlig først 1825, at Grundtvig med hele sin sjæl kom ud af den beundringstilstand fra det fjerne og ind i kristendommen, og den gang var han over de firti, saa der kan nok være godt haab for os ogsaa. Men derfor er Termansens ord lige berettigede, synes mig, paamindelsen lige nyttig baade for Bjørnson og os andre, og hvo ved, om den ikke kan slaa ned og finde et godt sted. Men, fortsætter saa Termansen, hvis man blot vil tage denne sag som et folkeligt spørgsmaal (og i disse ord ligger vel egentlig, at Termansen ser det som et ikke blot folkeligt spørgsmaal), da er det unegtelig et saare stort og vigtigt spørgsmaal „og neppe,“ fortsætter han, — „gives der mange danske med alvor i sindet, uden at det især under de siste tiders begivenheder har bevæget sig i deres hjerter. Paa de største livs- og hjertespørgsmaal skal man imidlertid være noget varsom med at kræve svar hos et folk, lige saa vel som hos det enkelte menneske. Tusen sørgelige erfaringer har vist, hvor skadeligt det er paa alle menneskelivets omraader at kræve det afgjørende svar, før tiden har bragt det til modenhed og klarhed i menneskelivets eget indre. Og naar derfor „En nordmand“ træder frem for ligesom at fremtvinge et saadant svar nu, er der vist god grund til, især da det er i kristendommens navn, han føler sig kaldet til at æske det, at minde ham om ordet: „den som tror haster ikke.“ Men nu har imidlertid Bjørnson ikke villet vente, han kræver svaret netop fra det danske s. 104folk, og dermed lægger han ansvaret for Nordens opgaver og deres udvikling paa det danske folks skuldre. Hvis det nu havde været os, der havde ranet Slesvig fra Tyskland, saa kunde det tilvisse været et ord i tide; da kunde der med fuld føie have lydt et alvorsord til os i retfærdighedens, i kristendommens navn om at ændre forholdet til Tyskland. Men det er til os, til det forurettede, i støvet med vold og uret traadte folk, ordene henvendes, og det giver unegtelig ret til at møde dem paa en anden maade!“