Mandag 25de novbr. 1872.
Søndagene er saa deilige her paa Askov. Nu skal du høre, hvorledes vi tilbragte den igaar (26de søndag efter trefoldighed), saa kan du maaske faa et slags begreb om det, skjønt det rigtignok i fuldeste maal er noget, man selv maa have oplevet for at kunne forstaa skjønheden i det til bunds; her gjælde rrigtig Grundtvigs stærke adskillelse mellem ord og skrift. Tidlig søndag morgen drog vi da en 10—15 stykker, der skulde til alters, den halve mil til Svejstrups kirke i det yndigste høstveir af det slags, hvor sol og taage kjæmper med hinanden om seiren, og hvor solen til sist vinder og bryder straalende frem, idet den jager al taagen og rimfrosten bort. I kirken var det saa inderlig koseligt, netop saa mange folk, som der skal til for at gjøre det hyggeligt, uden at det blir enten tomt eller overfyldt. De fleste danske landskirker er uden orgel; hvor der ingen menighedssang er, maa dette gjøre det hele rigtig ynkeligt; dog i saadanne kirker har jeg endnu ikke været her, af dem har vi altfor mange hjemme, til at jeg skulde behøve at søge dem. Men der, hvor en levende menighed sender sin brændende lovsang op til Herren, der vil jeg ubetinget foretrække, at der intet orgel findes, som overdøver sangen; her behøves intet kunstigt middel; tvertimod gjør den stærke sang efter min mening et langt mere gribende indtryk end hvilketsomhelst orgel; s. 105og det turde kanske være et spørgsmaal om ikke den hyppige brug af orgel mangt et sted hos os kan have gjort sit til at kvæle menighedssangen, eller i alle fald lagt puder under armene paa dovenskaben, uagtet naturligvis mangelen paa liv og de slette salmebøger sammen med de mange gange græsselig ensformige og kjedelige melodier har været hovedgrunden. Nu i Vejen kirke, hvor Svejstrup er præst, savner man under alle omstændigheder ikke noget orgel, men glæder sig inderlig ved sangen. Svejstrup holdt en kort men hjertelig og gribende skriftetale, hvor han henviste til troen som det eneste, der kan gjøre et menneske rigtig værdig og skikket til at nyde nadveren; derpaa sang vi „Fred til bod for bittert savn,“ efter min mening en fortræffelig salme til skriftemaalet; ti skulde der være noget sted, hvor man rigtig fyldigt maatte føle, „at kristendom er i en sum, fredens evangelium,“ maatte det være der. Det gjør det tillige saa deiligt for mig i kirken, at man til indgang synger min yndlingssalme Grundtvigs herlige „Guds menighed syng for vor skaber i løn,“ jeg tror nemlig næsten, jeg holder mest af den af alle salmer; det skulde da være undtagen „Alt staar i Guds faderhaand“; det griber mig saa stærkt hver gang jeg synger „Guds levende ord“; jeg synes, jeg da ser kristendommen ligesom udbredt for mig, saadan som den skulde være, naar blot menneskene vilde hugse paa, at kristendommen er aand og liv. Svejstrups præken dreiede sig i tilslutning til evangeliet (Matthæus 11, 25) fornemmelig om syndernes forladelse og det evige liv, og han udviklede saa deiligt, hvorledes disse to led af troens ord er saa vanskelige rigtig at tilegne sig, men hvorledes de mere end alt andet skaber Jesu Kristi glæde i et menneskehjerte.
Da vi saa havde spist vor oksesteg og søde suppe, som er søndagsmaden her, røgt vor pibe og maaske faaet os en liden lur, samledes vi i skolestuen og satte os der til at synge den ene sang efter den anden; naar saadan 60—70 synger med liv og lyst i kor, kan du altid vide, det bliver noget ud af det og gaar med s. 106fynd og klem; saaledes sad vi i skumringen, indtil Schrøder kom ind og læste slutningen af Aladdin, og derpaa læste kand. P. Riemann, læreren paa præsteskolen, udmærket morsomt Hostrups kvikke vaudeville „Familietvist“. Saa spiste vi til aftens og samledes derpaa i Schrøders dagligstue, hvor fru Schrøder spillede, og vi sang til slut en hel del salmer.
Denne skildring kan nu for dig tage sig tør nok ud, men for mig, der har oplevet det, staar det som en deilig dag, fuld af fred og glæde, og velsignet at tænke paa i fremtiden. Jeg fik da, hvad jeg ellers kunde savne noget her paa Askov, samlivet mellem lærere og elever og mellem eleverne indbyrdes; ti her, hvor det for det første er saa mange elever, og for det andet tiden er saa optaget fra tidlig morgen til sildig aften, kan der vanskelig blive det slags samliv o. s. v., som ved de andre høiskoler er beregnet paa at vække de unge, medens jeg nok tror eller i det minste har faaet det indtryk, at Schrøder anser sin skole først og fremst som et slags videregaaende uden at lade sig hefte af de ganske unge og upaavirkede, som ogsaa findes her, og som nok med tiden blir nødte til at lade sig paavirke af det stærke aandelige liv, der er her, om de endnu staar og glor paa det som en ko paa en rødmalt dør. Men for os studenter og kandidater, for seminarister og andre, der paa et grundtvigsk seminarium eller en høiskole har faaet livet skudt op i sig og livsaanderne vækket, for dem er Askov ubetinget den beste skole, de kan komme til; og jeg for min del er derfor meget glad over, at vi kom til at drage til Askov med det samme og ikke først til Vallekilde, hvor vi nok havde kommet til en god høiskole — den skal i mange henseender især med hensyn til at vække være den ypperste i Danmark — men noget aandeligt udbytte for os selv personlig havde vi ikke havt deraf. Nu derimod synes jeg, at jeg vokser for hver dag paa den maade, at jeg faar min synskreds over livet udvidet og kommer stadig nærmere ind paa den grundtvigske livsbetragtning, som jeg hidtil dog egentlig kun s. 107har smagt paa, men ikke gjort til en del af mit eget væsen; det naar jeg for den sags skyld heller ikke paa Askov, men det er dog en god begyndelse, jeg her under Schrøders veiledning kan lægge for mig — det er det hele, men for mig ikke saa lidet.
Schrøder holder for tiden paa med nogle særdeles interessante foredrag om Grundtvig, og du kan jo nok vide, at naar en mand med Schrøders dybe forstaaelse af Grundtvig og følelse af hans gjernings dybe indvirkning paa sig selv, taler om ham, er der meget at hente der; det er ikke blot hans liv, han skildrer, han stiller ogsaa hans dybe indvirkning paa tiden i et klart lys, og da han hidtil ikke er kommet længere end henimod 1825, vil naturligvis disse siste udviklinger tage til i styrke og interesse, jo nærmere han kommer op til vore tider, og de tanker, der sætter dem i bevægelse. Med foredragene lader han følge oplæsninger af enkelte udvalgte ting af Grundtvigs skrifter især saadanne, der kaster lys over hans liv og de tanker, der til forskjellige tider gjærede i ham; jeg har derved kommet til at faa kjendskab til flere ting af Grundtvig, jeg før ikke engang havde anelse om, blandt andet det første han udgav, „Maskeradeballet i Danmark“, hvor han med skjærende satire tugter fornøielsessygen og letsindigheden i Danmark midt under den sørgelige krig i 1807; allerede der ser man hans kjærlighed til Nordens oldtid, men han viser sig endnu som et egte barn af den rationalismens tid, hvori han levede, og hvoraf han endnu ikke var bleven vakt op for at kjæmpe mod den og give den sit ulivssaar; han taler saaledes om Kristus og Odin som begge sønner af „Alfader“, et udsagn, der rigtig lyder lidet grundtvigsk og alt andet end kristeligt; men det standpunkt var det da heller ikke længe, før han kom ud over, og det baade med fynd og klem.
I morgen 26de novbr. skal vi atter have folkemøde her i anledning af, at Birkedal kommer hid paa besøg og agter at holde et foredrag, og dette kan du vide jeg glæder mig meget til; jeg har da rigtig ogsaa været s. 108heldig i den tid jeg har været her nede med at faa saa meget med, som baade er deiligt at have at tænke paa i fremtiden, og som dertil, hvad der er det allerbeste, har været saa udviklende for mig og kan komme mig til saa god nytte, hvis min yndlingsplan med høiskolen gaar i opfyldelse, som jeg inderlig ønsker til vor Herre den maa; for jeg kan ikke se nogen livsstilling for mig, hvor jeg kunde være tilfreds uden den. Jeg føler det, som det er gjennem den gjerning, jeg kan komme til at følge det kald, der er kommet til mig at kjæmpe i kampen for Guds riges fremme blandt os, om Gud vil give mig evnerne og kræfterne, saa jeg om end i skrøbelighed kan staa blandt dem, der støder i Heimdalsluren til kamp for Nordens store, rige opgave, der kan fylde et menneskehjerte med glødende tak til den Herre, som gav os den og satte os i en tid, da Herren havde vakt den store aandens kjæmpe, som pegede paa den. Vi kan med ydmyg tak til Gud glæde os ved den, og den skal sandelig ikke friste til hovmod; ti hvor uendelig smaa og ringe maa vi ikke synes os selv ligeoverfor et saadant hverv. Men glæde os ved hvervet kan vi, ja glæde os saa inderligt, at vi af hjertet maa beklage dem, som frivillig stænger sig ude fra at tage del i den og derved berøver sig selv den uendelige glæde, det er at være med og kjæmpe Herrens sag og se paa det store verdenshistoriske skuespil, hvorledes Herren har baaret os paa ørnevinger, for at vi kan naa saa langt, at vi baade ser vor opgave og ser midlerne til dens løsning. Men at de midler er at bygge op og saa den gode sæd, det har jeg først med rigtig klarhed faaet øie paa her nede, medens jeg før unegtelig mer havde syn for det nedbrydende, og det skammer jeg mig ikke ved at tilstaa; ti hvorledes skulde jeg ogsaa faaet syn for andet. Jeg har for ikke længe siden ofte tænkt, at det dog var saa ærgerligt, at jeg ikke blev teolog, saa jeg kunde have virket som præst, hvis høiskolen skulde slaa feil. Men i de siste tider er jeg kommen paa andre tanker og glæder mig kun over, at Gud har ført mig, saaledes som han har. Ti s. 109under vore teologiske forhold var jeg som ganske ung og ubefæstet kommen under indflydelse af professorerne ved vort teologiske fakultet, og da var jeg nok ikke bleven tilhænger af den kirkelige anskuelse. Jeg negter ikke, at vor Herre ogsaa, om jeg havde været teolog kunde have ledet mig ind paa det rette; men han har nu engang benyttet sig af den vei, vi kjender, og derfor ser jeg nu med tak paa denne vei. Ti hvad jeg har lært af Grundtvig under Schrøders veiledning, det er at se historien saavel som det enkelte menneskeliv paa den maade, at det, der er skeet, er gaaet for sig paa den beste maade og er kun skeet saaledes, fordi vor Herre ad denne vei vilde føre os frem mod et bestemt maal, og derfor gjælder det nu baade i det store og det smaa at se, hvor maalet er, hvorhen vor Herre vil føre os, med andre ord, hvad vor opgave er; dette er for et folks vedkommende, hvad der skal drages ud af dets historie, og derfor er historien saa uhyre vigtig. Men saa maa den ogsaa tages levende, saaledes som Grundtvig har taget den, ellers er den blot til plage og hverken til nytte eller glæde. For at tage et eksempel som ligger os nær: vi er saa vante til at skjælde paa dansketiden i vor historie, som det, der har været os til saa stor skade og hemmet vor udvikling; saa har jeg selv ofte gjort, men vil ikke mere gjøre det; men hvad jeg vil, er at stræbe at finde ud, hvorledes Herren ved dette har gjort det muligt for os baade at faa øie paa vor opgave og at arbeide for den, og det tviler jeg ikke paa maa kunne findes; ti jo mere jeg tænker paa sagen, jo flere træk finder jeg, som peger hen paa, at dette er det rette. Og i det lys ser jeg ogsaa mit eget liv; og mangen gang kan jeg ved at tænke paa det, bryde ud inde i mig selv i et forundringsraab over, hvor vidunderlig Gud har ført det altsammen med mig, saa at sige drevet mig tilbage fra den ene stilling til den anden, indtil jeg tilsist har begyndt at nærme mig til det sted, hvor han vil have mig. At jeg endnu er saare langt fra at have naaet maalet, ved ingen bedre end jeg selv, ja jeg gjentager, s. 110hvad jeg før har sagt: maalet er at naa en saadan kristendom, hvor hjertet er smeltet hen i tro, i haab og i kjærlighed; jeg staar endnu ligesom udenfor og ser med beundring paa det store straalende lys, der vinker mig til sig, men jeg har lang vei og saare mange kampe at gjennemgaa, før jeg naar lyset, naar maalet, og det viser sig klart nok derpaa, at jeg er i gjæring. Men kristendommen er ikke gjæring, den er fred, og før man har naaet freden, før har man ikke naaet maalet. Fuld fred faar man naturligvis ikke her paa jorden, den faaes kun hinsides; men at faa den i en saa høi grad som et syndigt menneske her paa jorden kan faa den, det er det store straalende maal, som kan naaes af enhver troende kristen, men som jeg tror fyldigst og mest til Guds velbehag naaes af den, der sænker sig i daabens væld, hvor troens ord straaler os imøde med sin usigelige fylde, og hvor der lyder til os de ord fra Herrens egen mund: „Fred være med eder,“ udtalt af ham selv ved ordets tjener.
Med hensyn til det spørgsmaal du gjør om politiken, tror jeg lettest, jeg kan klare sagen saaledes: Politiken er kun en del af det folkelige arbeide, ja snarest en bisag mod alt det andet og maa fremfor alt ikke trækkes frem som det første; men interessere sig for, hvad der foregaar i ens fædreland, skal naturligvis høiskolen og dens lærere, saavelsom dens elever, naar man blot ikke gjør gutterne til politikere i den forstand, at de selv vil være med at optræde som politiske talere, avisskrivere eller lignende, for det kan let forkvakle udviklingen; det beste er vel, naar det kan gaa som paa Vallekilde høiskole. Ernst Trier sagde nemlig til mig: „Jeg er ikke politiker og taler sjelden om politik paa min skole, men dog er hver eneste karl, som gaar ud fra min skole, ivrig tilhænger af det forenede venstre.“ Der er nemlig udviklingen gaaet indenfra udad, og naar det sker, er alt i orden. Først udvide hjertet til kjærlighed til Gud, fædreland og folk, saa kommer nok interessen for dagens brændende spørgsmaal frem, men kommer da ikke som stræv for en enkelt stand, men i s. 111lys af fædrelandets vel, i fremskridt til selvstyre i kristelig aand, hvad der er det store maal i Nordens lande.