Danmarks Breve

BREV TIL: Vilhelmine Ullmann FRA: Johan Christian Viggo Ullmann (1872-12-03)

Tirsdag 3die decbr. 1872.

I de siste tre uger kommer jeg nok til at sætte dig paa lidt knappere kost, hvad længden af breve angaar. I søndags var vi nemlig hos pastor J. L. Knudsen i Leirskov, og der fik jeg laane en stor samling haandskrevne prækener af Grundtvig, hvoraf jeg gjerne vilde faa afskrevet saa mange som muligt; men arbeidet er vidtløftigt og min tid ikke altfor rundelig, hvortil kommer, at jeg ikke har saa særdeles længe igjen at være her. Men hvad tab du kan lide ved, at mine breve bliver noget kortere, vil uendelig opveies ved, at du faar læse disse deilige prækener, det er jeg vis paa. Det er ogsaa morsomt at have med disse prækener at gjøre; jeg sad igaar og skrev paa en præken, som ganske mærkelig slog ind i det, Schrøder havde talt om om formiddagen, nemlig at det høieste en kristen kan drive det til, og det, hvorpaa man skal kunne s. 112 kjende ham, er naar han af hele sin sjæl og hele sit hjerte kan bede sit fader-vor og da fornemlig den første del af det; ti at bede: „giv os idag vort daglige brød,“ er forholdsvis ikke saa vanskeligt; men blot den ting af fuldt hjerte og med klar tro og overbevisning at kunne sige: „fader vor“ og ligedan: „helliget vorde dit navn“ og de følgende bønner, det er ikke en overfladisk kristens sag, men vidner om stor kristelig erfaring; og dog gjælder det om disse to dele af fadervor, at man om dem kan sige: „søger først Guds rige og hans retfærdighed — den første del af fadervor — saa skal de øvrige ting — den siste del — tillægges eder.“

Det var en hyggelig aften, vi havde hos pastor Knudsen i søndags; han selv er en ualmindelig gemytlig, spøgefuld mand, jevn og ligefrem baade i væsen og tale, men med et stærkt udpræget kristeligt sind, som han ypperlig lægger for dagen i sin forkyndelse. Han er ganske ny i sit sogn, blev først indsat der forrige søndag, og det var meget morsomt at høre ham tale med et par grundtvigsk vakte bønder af sin menighed om den maade, hvorpaa han skulde gribe sagen an for at der kunde blive en almindelig vækkelse i menigheden. I sin forrige menighed troede han, at han havde gaaet altfor hovedkulds frem, været for utaalmodig, ventet sig formeget af sin virken, men følgen var ogsaa, at han kun enkeltvis havde udrettet noget; nu vilde han derimod tage sagen anderledes fat, gaa frem med stor forsigtighed og fremfor alt kjærlighed, og dertil forstaa, at det var ikke enhver givet at udrette storværker; men om det saa blot var en eneste, man havde bragt over paa lysets side, havde man ikke levet sit liv forgjæves. Dette skrev jeg mig bag øret.