Tirsdag 10de decbr. 1872.
Igaar fik jeg af Schrøder et tilbud, som du skal faa høre, ikke fordi jeg har i sinde at tage imod det, men for at du skal forstaa, hvor venlig han er mod mig. Han spurgte nemlig, om jeg ikke havde lyst til at blive paa skolen uden at betale noget for det; han vilde det gjerne, ogsaa fordi han mente, jeg gjorde saa god nytte ved at læse oldnorsk med nogle af eleverne, at det omtrent kunde gaa op i op, hvad der dog nok kan være tvilsomt; meningen var altsaa, at han vilde have mig til at blive paa Askov til marts maaneds udgang; han paastod ogsaa, at skulde der komme noget helt udbytte ud af at være paa høiskolen, maatte jeg blive kursuset ud, hvad han nok for resten kan have adskillig ret i. Jeg skal ikke negte for, at tilbudet i det første øieblik overraskede mig i den grad, at jeg blev tilbøilig til at tænke paa, om det ikke skulde være muligt at tage imod det. Det var for mig spørgsmaalet, om mine forhold i det hele tillod mig at blive, s. 116og det forekommer mig jo, at jeg ikke med god samvittighed kan gjøre det. Min ulyksalige gjæld tillader mig ikke dette som saa meget andet, som jeg kunde have gavn og nytte af i min forhaabede fremtidsgjerning; ti selv om det endnu kunde gaa an at lade gjælden staa, som den staar, en 3—4 maaneder, vilde dog følgen af at komme hjem først i begyndelsen af april nødvendigvis være den, at jeg ikke kunde gjøre regning paa at faa noget at bestille, hvorved der kunde være penge at tjene, før sommerferien var forbi, og det er meget for sent, ikke at tale om, i hvilken utilbørlig grad det vilde forlænge tiden, før jeg fik betalt gjælden og kunde tænke paa at begynde med høiskolen; og dette maa dog stødt og stadig nu staa mig for øie som hovedformaalet, jeg fremfor alt har at stræve til. Jeg har derfor nu bestemt mig til med tak at afslaa tilbudet. Og dog sidder der i mig en følelse, som gjør, at jeg næsten kommer med det ufrugtbare ønske: „gid Schrøder ikke havde gjort mig dette tilbud, saa havde jeg været fri for megen vaande!“ ti jeg kjender alligevel, at det hvisker i mig: du er gal, som afslaar sligt tilbud, men den følelse gaar nok bort, naar jeg først har gjort mig fortrolig med tanken om, at jeg ikke for min fremtids skyld kan tage imod det. Havde jeg derimod blot 50 spd., kunde dette som saa meget andet klares, men det har jeg nu engang ikke, og vel er kanske det, for alt det, jeg ved om det.
I dag holdt Schrøder saadant udmærket smukt og dertil kraftigt foredrag. Han fortalte sagnet om Hadding hos Sakse, hvis ungdom er fuld af alskens fristelser, men som blir reddet ud af dem ved Odin, der fører ham med sig paa Sleipner op til Valhal, hvor han skjænker ham alle slags gode gaver og derpaa atter bringer ham ned paa jorden, hvor han først og fremst skaffer ham en god ven og saa mange andre gode ting. Sagnet er i og for sig udmærket smukt, men blir det endnu mere ved den dybe betydning, der ligger i det, da det udtrykker, hvorledes den unge blir revet ud af verdens fristelser ved aandsmagtens hjælp — ti Odin s. 117er ligefrem aanden, og det sker ved at aanden fører ham ved poesiens hjælp — Sleipner var hos de gamle billedet paa poesien — op til mindernes, begeistringens høisal, og allerede dette er jo en meget smuk tanke. Men hvad jeg nærmest vilde fortælle var, at han i anledning af, at talen kom paa ungdommens fristelser, drog frem Ibsens „Kjærlighedens komedie“ og „De unges forbund“, og i disse to skuespil fandt en advarsel til ungdommen om to ting: ikke at forlove sig ubesindigt og ikke at blive politiker. Det siste er nu en af Schrøders kjæpheste; jeg tror, han er ikke saa bange for nogen ting i verden som, at de unge skal blive politikere, i alle fald have med politiken paa skolen og i sin daglige gjerning; derimod har han saa langt fra noget imod, at de deltager i valgmøder, at han for et par aar siden endog reiste med hele sin skole hen paa et saadant; nu indrømmer han vistnok, at forholdene i Norge er forskjellige fra de danske, da vi ikke har den fortræffelige indretning med valgmøder, som der her drives paa med en tre—fire maaneder før hvert valg, og hvorved sansen for at tage del i det offentlige liv skjærpes saa uhyre; men dog anser han det for ubetinget urigtigt, at man taler saa meget om politik paa vore høiskoler, da han ikke ser blidt paa det overhaands politiske stræv i Norge — uagtet han er fuldstændig venstremand; naar jeg derfor for nogen tid siden skrev til dig, at mine synsmaader i flere ting holdt paa at forandre sig, gjaldt det fornemmelig denne sag med politiken, hvorom jeg har havt flere samtaler med Schrøder; og jeg er bleven enig med ham, at med politik bør en høiskolelærer ikke befatte sig, og politik bør ikke drives paa hans høiskole.
Men det var foredraget. Paa grund af dette sit syn paa politik ser Schrøder mildere paa „De unges forbund“ end de fleste andre paa hans side — hvad jeg for resten slet ikke er enig med ham i — ja anbefaler den endog til læsning. Men i anledning af „Kjærlighedens komedie“ talte han saa vakkert. Han likte den slet ikke i sin helhed; men det var ogsaa blot billedet med s. 118Lind og Anna og hvad dertil hører, han drog frem, og talte da om de to slags forlovelser, et ungt menneske kan indgaa; der er et slags, som stækker hans vingeflugt, er ham som en klods om benet og gjør ham til en filister, før han er bleven et par og tyve aar, saaledes som det gik med Lind. Han talte meget stærke ord mod det slags forlovelser, og om hvor elendigt det var baade af manden og af kvinden, naar de for det gode udkommes skyld ikke vilde følge sit ungdomskald og sin ungdomsdrift, men kun tænke paa, hvorledes de paa letteste og sikreste maade skulde sætte bo. Det var saa mange gode naturer, som Vorherre oprindelig havde givet et stort pund og et stort kald, men som havde gaaet tilgrunde ved dette slags forlovelser og derved havde neddraget den sikre straffedom over sig, at enten blev de til bunds filistre og madstrævere, eller ogsaa blev de, hvis de havde mere at staa imod med, — bitre mod alt og alle og vendte sig med størst forbitrelse mod det, de i sin ungdom varmest havde omfattet. Han talte uhyre stærke ord i denne anledning, og vel nærmest, fordi der paa skolen er mange, som tænker paa at blive enten præster i Amerika eller friskolelærere eller ogsaa at tage fat paa høiskolegjerningen, og hver eneste en af disse kan visselig trænge til et saadant ord. Det andet slags forlovelse var den, hvor kvinden er manden en valkyrie, der fører ham fra valplads til valplads og egger ham til kamp for alle livets store maal, og den slags forlovelse ansaa han for livets største lykke.
En saadan forlovelse tænker jeg ogsaa Schrøder selv har havt. Han blev forlovet som student og blev i hele sin udvikling trofast støttet af sin kone, der vist mangen gang har egget ham til kamp for livets store maal, og det har vel tidt kunnet haardt tiltrænges; ti de maatte, efter hvad hun fortæller, have havt meget at gjennemgaa, før de har kunnet kjæmpe sig frem til det, de nu er. Endnu sidder de med en overmaade stor gjæld, som de mange nødvendige byggeforetagender har ført med sig, men de er lige kjække for det og s. 119har begge denne urokkelige forsynstro, som siger dem, at „Vorherre og hans smaa saa vel kunne sammen“.
Saa benyttede Schrøder pastor Straamand til at tale om og advare mod to ting. Den første var, at naar man gaar med et stort livsmaal for øie og man saa blir forlovet, hænder det saa tidt, at man tænker: nu skal jeg først bringe mit paa det tørre, og saa skal jeg følge mit kald; først skal jeg blive præst eller lærer paa en pigeskole, og saa skal jeg nok komme over til Amerika og kjæmpe for troen. Dette er en baade falsk og farlig betragtning; ti i de 99 af 100 tilfælde blir det saa, at man slet ikke kommer til Amerika. Det er vel nærmest denne fare, som jeg er mest udsat for, og som jeg maa styrke mig imod med al min kraft, saa at jeg kan blive den ene af de 100 og ikke blandt de 99. Ti slippe helt fri for dette farlige skjær kan jeg ikke, det forbyder min gjæld mig; men her sker det jo rigtignok ogsaa for min høiskoles skyld, ikke for at sætte bo og blive gift, saa forholdet blir dog helt anderledes.
Den anden fare han advarede imod, var den livsbetragtning, at vi ikke behøvede, ja ikke skulde kjæmpe for vort kalds opnaaelse her paa jorden, fordi vort rette hjem er hinsides; denne tale er kun altfor ofte den rene farisæisme og et skalkeskjul, fordi man ikke gidder bestille noget, der er hold i, men helst vil have det godt og fedt og mageligt, hvad man udmærket godt kan have, fordi om man fører denne tale om løn i evigheden. Men dertil er denne livsbetragtning i og for sig falsk; ti havde vi ikke andre pligter, og var dette vort eneste maal her paa jorden, hvorfor havde saa Vorherre givet os forskjellige evner og ikke støbt os alle over én læst. Dette viser jo dog vel, at vi er alle bestemte til at udfylde hinanden, er alle som blade paa asken Ygdrasils store livstræ og skal i al vor vandel her nede tænke os staaende under dette menneskeslegtens store stamtræ og rette vort blik ud fra vor egen snevre kreds eller egen lille person ud til det store hele; det er mod dette vi, menneskelig talt, først har pligter; ti der har Gud sat os.