Ullmann, Johan Christian Viggo BREV TIL: Ullmann, Vilhelmine FRA: Ullmann, Johan Christian Viggo (1872-12-13)

Fredag 13de decbr. 1872.

Siste brev før jul.

Saa var jeg paa Rødding skole i torsdags, men jeg kan ikke sige, jeg fik det udbytte af turen, jeg havde ventet. Der var rigtignok et stort og talrigt besøgt møde, men hvad vi ikke vidste, da vi tog derhen, var, at hveranden torsdag var der blot oplæsningsdag, saa vi ikke fik høre noget foredrag af Appel, som jo egentlig var det vi gik efter; derimod læste Appels søn op Hostrups „En nat mellem fjeldene“, og det kunde jo nok more de tilhørere, som ikke kjendte det før, men ikke os, der kjendte det saa godt.

Best udbytte af turen var derfor selve den to danske mil lange vei, hvor vi var seks stykker i følge, tre af skolens unge lærere Holm, Nils Pedersen og Jakob Larsen, alle ypperlige folk af det unge Danmark, begeistrede for Grundtvig og hans oplysning i alle retninger; af dem agter i al fald de to første at blive friskolelærere, medens den siste er et i flere retninger udmærket begavet menneske, som skriver gode vers og tegner fortræffelig. Han har til sit valgsprog Hostrups ord: „En mand er ikke halvdelen af et dusin, men det er en, som gaar efter sin egen næse, hvor skjæv den saa er,“ og udfører sit valgsprog i livet, hvad han best viste forleden dag, da han skrev et digt til Bjørnson, hvor han bringer ham sin hyldest og tak for alt godt i hjertelige ord, ogsaa for den siste navnkundige sag, medens han i denne ogsaa aabent siger ham, hvori han ikke kan være enig med ham; dette digt satte han sit navn under og sendte det til Bjørnson, og kjender jeg Bjørnson ret, vil han vist glæde sig ved at faa det, saa varmt et udtryk det var for det unge Danmarks glæde i Bjørnson og for den inderlige forstaaelse af, at det er kjærlighed til Norden og Danmarks sag, som driver ham til at skrive, som han gjør, paa samme tid som de sig imellem, saaledes som det ogsaa bør være, er meget uenige indbyrdes, i hvilke og hvor mange punkter han har ret og uret, har fremtiden for s. 121sig eller ser skjævt. Den fjerde i følget var en som hedder Højer, en sønderjyde, en prægtig karl, med et godt humør og uudtømmelig i smaa vittigheder, den femte var endelig min gode ven fra Kjøbenhavn, løitnant Klinkby, som er kommen hid i disse dage; han er i den Bjørnsonske sag uhyre ivrig for Bjørnson, naturligvis med de modifikationer, som de mange ubesindige ytringer af Bjørnson gjør nødvendige, men som han med stor styrke gjør gjældende intet har at sige i en saa vigtig sag, hvor man skal se paa sagen i sit store hele og ikke hænge sig i forholdsvis smaa ting, hvad da ogsaa Kr. Janson saa fortræffelig hævder i sit smukke digt til Bjørnson i „Opl. avis“ 3die december.

Dette blir vel saa det siste brev, du faar her fra Danmark.

Ullmann reiste saa hjem, men i Kjøbenhavn kom han ind til grosserer Trier, som, da han hørte om Ullmanns pecuniære vanskeligheder, forærede ham en sum penge, saa han kunde klare sin gjæld det næste halve aar, og saaledes gjorde det muligt for ham at reise tilbage til Danmark efter jul og modtage Schrøders tilbud om at blive paa Askov til vaaren mod at læse oldnorsk med nogle af eleverne. Paa tilbagereisen til Danmark efter jul reiste Ullmann om Vallekilde, og det første brev efter jul er skrevet derfra.