Danmarks Breve

BREV TIL: Vilhelmine Ullmann FRA: Johan Christian Viggo Ullmann (1873-01-28)

Tirsdag 28de januar 1873.

Jeg glemte da Grundtvigs mytologi; men det faar saa være; baade her og paa Askov har jeg da rigelig anledning til at laane den, hvis det trænges. Maaske du ogsaa selv kan have lidt gavn og glæde af den; den hører jo ikke til de letteste ting at forstaa, men gjemmer dog saa uendelig mange rige skatte og emner til nye store tanker, at det nok er værd at overvinde sin egen magelighed, forvænte, som vi nu engang er blevne ved roman- og avislæsning. Da jeg først for alvor havde taget fat paa den, blev den en af mine kjæreste bøger, og jeg blir hele mit liv igjennem vist ikke træt af atter og atter at læse i den og grunde paa de storartede sandheder, som der især i indledningen er kastet ud; og dobbelt interessant blir den, naar man tænker paa, at den er skreven i en tid, da næsten hver eneste tanke, som der blev udtalt, var en nyhed for ikke at sige en daarlighed eller en forargelse. Hvor er ikke nu de tanker for mange blevne saa kjære og saa hjemlige, og hvor har dog ikke mange, der anser det at være „grundtvigianer“ for omtrent det samme som at være hedning eller mormon, gjennem det som stod at læse i den bog, og som en hel ny tid kom til at arbeide videre paa, modtaget saa meget fra Grundtvig, at de vilde gyse, hvis de forstod det. Men saa er det nu. Grundtvig har været oppe i hver en afkrog af vort liv i Danmark og Norge og mere eller mindre rodet en smule op i dem. Det er da vist i grunden kun paa den maade, at en slig bevægelse kan arte sig frit og aandeligt og tilsist omfatte det hele folk; og Vorherre s. 129 styrer vist med det paa den maade, for at menneskene ikke skal gaa hen og ødelægge lige saa meget af Grundtvigs store gjerning, som de har ødelagt af Luthers.

Trier har i disse dage fremstillet for os friskolen og almuskolen i deres forhold til hinanden og til barnelivet og barnealderen, og efter min mening gjort det ypperligt. Naar man hos os fører saa megen klage over høiskolernes nedbrydende virksomhed, hvor vilde da ikke disse mennesker blevne forfærdede, hvis de havde hørt den knusende kritik, der i disse foredrag blev statsskolen med dens tvangsvæsen og øvrige forkjerthed til del; det var hverken lærernes personer eller hæderlighed eller noget saadant, han tog fat paa, det lod han staa ved sit værd, men det var det hele system med dets virkninger paa livet, han gav sig ifærd med; han levnede det sandelig ikke ære for to skilling, og alting oplyste han med eksempler, som var hændt ham selv, eller som han havde hørt af paalidelige mænd, og disse eksempler var saadanne, at man enten maatte finde dem helt utrolige eller ogsaa antage, at almuskolen intetsteds staar lavere end i Danmark — hvis man da ikke vidste, at i ens eget fædreland og i ens egne hjemlige forhold træffer man noget aldeles tilsvarende og maaske endda værre, undtagen for saa vidt som det øvrige liv her omkring staar i den grelleste modsætning til sligt uvæsen. Men hvad jeg synes best om ved disse Triers foredrag, var som jeg ogsaa sagde til ham, at før han begyndte paa denne sin voldsomme nedriven af almuskolen og seminarievæsenet og alt det øvrige væsen eller rettere uvæsen, havde han paa saa vakker en maade bygget op friskolen lige ud af barnets liv hjemme hos forældrene, at den blev som et nyt moderfang, hvorhen barnet kom, naar det blev for stort til at sidde paa sin rette moders fang. Der skede der saa heller ikke noget brud, men barnet blev ved at behandles som barn istedetfor saaledes som paa statsskolen at blive behandlet som voksent menneske, der uden videre kan tilegne sig kundskaber, noget et barn aldrig kan, uden at dets barnesjæl mere eller mindre gaar med i kjøbet og ødelægges; s. 130 men just fordi vi har saa faa virkelige børn, har vi — og det ikke blot aandelig, men ogsaa legemlig — saa faa virkelige mænd og kvinder; der er engang skeet et brud paa livets og legemets naturlige udvikling, og det kan ikke helt helbredes; noget maa blive siddende igjen. Det er som at rykke en spæd plante op for at se, om den virkelig har skudt rødder, og saa sætte den ned igjen for at den kan gro videre; det er muligt, at den kan det, men i de fleste tilfælde vil den visne. Dette billede passer — desværre bedre end man skulde tro — paa lekselæsningen og overhøringen, denne sørgelige overhøring, der systematisk driver ud af barnet hver en glæde i den lille sjæl, som den kunde have ved at faa oplysning om alt det, der lever og rører sig omkring det. Hvorfor kan man ikke lade planten gro sin egen naturlige vækst! Det haster dog ikke saa, man er da ikke færdig med livet, naar man er 16—17 aar, men da skal man just til at begynde. Ak hvor mangt et rigt menneskeliv er dog gaaet tilgrunde paa den maade.

Lørdag 1ste febr. reiser jeg herfra, og mit næste brev blir da om Gud vil fra Askov. Frøken Ingeborg Trier, 5 aar gammel, sender dig indlagte perlering af eget arbeide med sin beste hilsen; jeg har fortalt hende om lille Rødhætte, og nu har hun ogsaa lovet en ring til Rødhætte og en til hendes bestemoder, som jeg skal tage med til Norge til dem.