Danmarks Breve

BREV TIL: Vilhelmine Ullmann FRA: Johan Christian Viggo Ullmann (1873-02-04)

Askovtirsdag 4de febr. 1873.

Nu er jeg da paa Askov igjen, og det er rigtig godt i alle maader. Du forstod nok, hvor godt jeg befandt mig paa Vallekilde, saa du kan vide, afskeden faldt mig tung, saa mærkeligt som jeg paa de fjorten dage var kommen til at vokse sammen med lærere og elever; jeg var kommen i et rigtig godt forhold til dem alle, det kunde jeg da se paa afskeden, der var saa hjertelig, som jeg bare kunde ønske mig. Da jeg skulde kjøre s. 131 afsted, stod de allesammen med sine faner ude paa gaarden, og da jeg havde taget farvel, fulgte de mig et godt stykke paa veien med sang og hurraraab til afsked.

At faa en saadan høiskole, hvor de enkelte er knyttede saa fast sammen til et hele, hvor der er et saa prægtigt familieliv, kunde jeg næsten sige, hvor sangen klinger saa frisk og freidig, og hvor der lyder saa mange gode ord baade om Gud og mennesker — det skulde i sandhed være noget at leve for og tillige i ordets skjønneste betydning noget at leve af, et aandeligt indhold at leve paa; da kunde jeg ogsaa om mine menneskelige kaar synge:

„Af Guds naade, til Guds ære,
evig glade vi skal være
i vor Herres Jesu navn.“

Ti et saadant liv vilde være den beste naadegave fra Gud, jeg for min del kunde tænke mig at faa af menneskelige ting, og det vilde ogsaa blive et liv til Guds ære og velbehag, det er jeg vis paa. Men saa maatte jeg ogsaa have dig med mig, hvis det skulde blive noget rigtig klem i det og min glæde blive fuldkommen. Hvis det derfor skulde falde i min lod, at Vorherre gav mig en saadan skole, om den end ikke blev saa fortræffelig, som jeg kunde ønske mig den, da maa vi ikke nære frygt og mistillid til Vorherre og ikke bare lade det blive som et mundsveir, at vi tror ham, naar han siger, vi skal se til fuglene under himlen og liljerne paa marken, at han føder og klæder dem, og at han endnu sikrere og bedre klæder og føder sine børn, naar de blot af hjertet beder ham om det i Jesu navn og saa følger de fingerpeg, han giver. Trier begyndte sin høiskole med saa stor gjæld, at han aarlig betaler ud i renter og afdrag over 700 danske daler, og dog kommer han fortræffelig ud af det og lader sig ikke et øieblik plage af næringssorger, for det bør en kristen dog aldrig gjøre. Trier fortalte mig flere historier som vidnesbyrd om, hvor mærkeligt Gud havde hjulpet ham i hans gjerning. Saaledes havde han straks i begyndelsen af sin virksomhed en aften givet ud sin siste skilling og s. 132 vidste, at næste dag maatte og skulde han ud med 50 spd., og han sad da om aftenen og tænkte paa dette og var meget mismodig; men saa bad han til Vorherre og følte sig rigtig trøstet ved det. Næste morgen kom der en ny elev i følge med sin fader, der gik op for at hilse paa Trier. Han havde allerede sagt farvel, da han vendte sig om i døren og spurgte Trier, om han havde noget imod, at han betalte forskudsvis for hele aaret; dertil svarede da Trier naturligvis nei, og saaledes fik han 70 spd. og kom ud af kniben. Saadanne historier havde han mange af og havde ved saadan erfaring ogsaa vundet en virkelig tro paa, at vor Herre hjælper sine og aldrig gjør fristelsen større, end at vi godt kan taale den; men der skal ogsaa hengivenhed og stor ydmyghed og fasthed i troen til for at komme saa langt og vove at sætte sin tillid saa fast paa denne Guds klippe og ikke paa menneskelig sandhed; ellers kan det være et skalkeskjul for letsindigheden eller gaa som med jyden, jeg fortalte dig om, der vilde flytte bjerge. Men i denne sag gjælder det da at prøve sit eget hjerte og frigjøre sig fra andre menneskers dom og snak; og jo mindre man selv tviler, des bedre gaar det naturligvis ogsaa. Det er her som overalt i kristendommen, at hvad det gjælder om, er at give sig hen i tro, i haab, i kjærlighed:

„Luk kun op din favn,
kom i Jesu navn,
himlen bringer du jo med.“

Det er en alvorlig kristendom dette.

Nu er der 150 elever her paa skolen, saa du kan vide, det giver et broget skue. Schrøder afsluttede netop igaar en række foredrag over Bjovulfssagnet, som jeg nok kunde ønske at have hørt, men det er nu tilfældet med alt, hvad Schrøder siger, saa det ene er lige saa godt som det andet; og mit ophold paa det deilige Vallekilde vilde jeg rigtignok ikke have undværet.

I aften har Schrøder bedet mig holde foredrag om seminarierne og deres skadelige indflydelse baade paa s. 133 mennesker og lærere i modsætning til den frie skole med den folkelige dannelse i jevn udvikling; han har nemlig kommet under veir med, at det er enkelte her paa skolen, der tænker paa at gaa ind paa seminarier, og denne uforstand vil han søge at sætte en bom for; og saa skal jeg da bryde isen. For nogle aar siden kunde det jo være undskyldeligt, om folk søgte seminarierne, hvor meget man end skjældte dem ud, saalænge man ikke havde noget bedre at byde dem. Men nu, da man her har en saa udviklet høiskole som Askov, hvor man lige saa billigt som paa noget seminarium kan tilegne sig kundskaber i alle retninger og det paa en ganske anderledes fri og aandelig maade, nu er det for danske en uting at gaa paa seminarierne. Denne min opgave idag falder jo meget sammen med de foredrag om barndom og ungdom, som jeg hørte Trier holde, saa derfra kan jeg jo hente en hel del, skjønt jeg i det hele nok tror, at de foredrag, som bestaar i gjengivelse paa anden haand, i regelen falder daarligt ud, og derfor vil jeg da ogsaa i dag tage mig i agt for sligt.